Det viser sig….


Ad mit indlæg i går, skrev jeg en mail for at forhører mig vedrørende Plantekassen, da jeg intet kunne finde online til ny ejer. Det viser sig, de bygger et nyt Plantecenter samme sted, hvilket ikke fremgår nogen steder, selvom jeg har ledt efter oplysninger. Det var måske smart at gøre opmærksom på.

Nu bliver jeg ikke den store kunde uanset, da jeg ingen have har, men jeg håber sørme, at ny ejer svarer sine (andre) kunder bedre, end den mail, han sendte mig, som svar på en høflig forespørgsel!!! Han fortalte intet om, hvornår det nye center åbner, og oplyste mig om, at hvis jeg havde været så kvik at læse skiltet (ja i fuld fart i bil – det havde da været supersmart), så ville jeg kunne have set det!

Alle der er lokalt kendt, ved at Plantekassen ligger oppe i forhold til vejen, og at man under ingen omstændigheder kan se et skilt nede fra vejen – læse det kan man ihvertfald ikke. Så de forlader sig åbenbart på de gående! Men nu ved I det, at på et tidspunkt kommer der et plantecenter igen.

Den vigtige patientkommunikation

Jeg kan godt blive gal. Og gal, var lige hvad jeg blev, da far ringede for at fortælle, hvordan det gik på hospitalet. Han havde en anden læge i dag. En der kunne gøre sig forståelig! Sidst havde han en udenlandsk læge, der åbenbart var svært forståelig, og derfor havde min far åbenbart misforstået hende. Som følge deraf, har han gået og været rigtig ked af det og møghamrende bekymret. Det er altså ikke iorden. Hans nyrertal har væet langt nede, men er nu i acceptabelt niveau, og der er ikke blæst til storalarm overhovedet.

Jeg kan ikke fostå, at de på hospitalerne ikke kan forstå, hvor let det er at skabe utryghed og nervøsitet hos folk, hvis man får sagt det forkerte eller udtrykt sig dårligt. Man er da selvsagt oversensitiv, når man har en kronisk sygdom, som kan betyde, at man bliver væsentlig begrænset i sit sociale liv, ligesom det kan forkorrte ens liv. Ligesom ældre mennesker, der som min far er meget autoritetstro er ekstra sårbare. Men det er sådan set sagen HELT uvedkommende, hvad man fejler og om man er gammel eller ung. Man har krav på at blive behandlet med respekt og omsorg.

Jeg har desværre haft utroligt megen kontakt med hospitalsvæsenet, og tak til dem, der forstår det. Men når det er sagt, så skal der samtidig gøres opmærksom på, at der dælme også er nogen, der bare INTET fatter og som tror de er små konger og dronninger. Det er heller ikke respekt eller menneskeligt i orden, at man bliver indlagt, og så bliver udsat for 6 forskellige læger (i mit tilfælde endda overlæger) på 4 dage!!! Det skal så lige siges, at ingen fandt ud af, hvad jeg fejlede. Det fik så være, men hver eneste gang, skulle jeg forklare fra “år nul” – det er bare ikke i orden. At det OGSÅ hjælper på ens tryghed og helbred at have den samme person – dermed ment læge, burde også være logik for enhver. Det lader til at stoltheden over ens job som læge, og pligten og omsorgen for patienterne kan lligge på et meget lille sted.

Tænkt det skal være så svært at lytte til patienterne og behandle dem menneskeligt og med respekt. Det skulle ikke være nok at være lægeligt god. Der skulle være et fag der hed Patientkommunikation, og det skulle man have en minimumskarakter i, ligesom psykologi også skulle være obligatorisk. Det er så bare min ringe mening efter mange års erfaring med systemet.

Minus Michelinstjerner for kommunikation

Nedladende, nedgørende, ubehøvlet og grimt var sproget i sådan en grad, at jeg vil kalde det verbalt overgreb, og ikke en tøddel bedre end Gordon Ramsey’s råberi. Jeg synes ellers langt fra, det er en stil, der skal kopieres. Og hvad taler jeg så om? Jeg taler om, at jeg så dokumentaren om verdens bedste restaurant “Noma på kogepunktet” (følg linket og se selv) igår. Al respekt for det kæmpe stykke arbejde, ejeren René Redzepi har lagt i det, og hvad han har opnået. Ikke et ord om det. Men måden han behandlede sit personale på, var mere end afskyelig efter min mening.

Jeg tror et opprioriteret fag på kokkeskolen skal være kommunikation. Der er INGEN beviser for, at folk indtager et budskab bedre, når det råbes, skriges og tilsættes krydderier udi diverse eder og forbandelser og ingen respekt. Tværtimod! Hvorfor er der ingen, der fortæller de her kokke det? At man lige så godt kan sige tingene ordenligt.

Bortset fra, at jeg ikke har midlerne til at smide efter sådan et måltid, så kunne jeg efter at have set udsendelsen slet ikke tænke mig, at spise et sted, hvor stemningen bag kulisserne må være ikke bare stressende, men i den grad trykket. Jeg ved det ikke, men det gav mig ingen lyst til at nærme mig overhovedet og jeg så faktisk ikke udsendelsen færdig, for jeg orkede ikke at høre på det.

Det er muligt, at derr hersker lige så elendige mentale forhold andre steder, jeg har spist, uden at vide det, men lad mig sige, jeg håber det ikke. Og jeg kan så efterfølgende se, at andre har bidt mærke i det samme som jeg.

Sagt i blogland:

Karsten Bundgaard – Er det bare mig? – Noma og Kammertonen

Leif Carlsen – Flere roser til Restaurant Noma

Kastrups Verden – Noma i Koma

Moccapigen – En kræsenpind

Bergholts blog – Billeder fra Noma

Links:

Rstaurant Noma’s website

Dr.dk – Danske Noma verdens bedste

epn.dk – Flere Noma-kokke får ingen løn

Anmeldelse af Noma på AOK

Verden er altså lille

Forleden fik jeg en sludder med en af pigerne i stalden. Lige hende her kommer ikke så ofte, og hendes søster kommer heller ikke så meget mere, så nu var det om at “smede mens jernet var der” så at sige. Jeg mistænkte nemlig at samme pige og hendes søskende var nogen, jeg har delt nogen barndomsminder med, mere end en gang og tænk engang, det viste sig at være rigtigt. Det er da lidt sjovt.

Det med verden er lille fik jeg så igen bevis på idag, hvor jeg fik en snak med en gammel ven/flamme over på den anden side af kloden. Vi har delt Skype et stykke tid, men aldrig fået sludret. Det fik vi så idag. Hold op, hvor er det hyggeligt og skønt, at teknologien giver den slags muligheder.

Mænd og kommunikation – Argh!!!


Foto: Freedigitalphotos.net

Jo jeg kigger mig omkring. Vil bestemt gerne have en at holde i hånd med, kysse på, og omvendt og dele alt det gode i livet med. Og selvfølgelig det triste og svære også. Altså må jeg jo gøre mit og melde mig på et netdatingsted, da manden jo ikke kan dumpe ned gennem den skorsten, der slet ikke er her.

Nu har jeg jo prøvet det her før, så hvorfor jeg er overrasket over den her “adfærd” ved jeg ikke, for det skulle jeg jo så ikke være. Overrasket er nok heller ikke ordet mere skuffet. Jeg havde haft en udemærket, nej faktisk rigtig god dialog med den her fyr, der “på papiret” var lige sagen. Rette alder havde han og supersød og dejlig så han ud. Og så kunne han kommunikere og skrive om sig selv og sit liv. Jeg hader, når jeg skal hive information og dialog ud af de her mænd. Det får mig til at gå helt kold i løbet af no-time. Det gik da så vældig indtil lige med ens studs, så gk manden tavs som 10 østers i en sammensværgelse på størrelse med jeg ved ikke hvad. Hvorfor og hvordan ved jeg ikke. Han havde lige spurgt efter min mail, som han endda fik til trods for bekendtskabets korthed. Han har mig stadig som en favorit, men har været online op til flere gange, og har ikke sagt et kuk, så jeg må jo så gå ud fra, at han pludselig er gået “død” på ideen el. mig. Det er heller ikke noget problem, men kunne han for h….. ikke lige sige det? Ã…benbart ikke! Det er jo ikke fordi han mangler kontaktmuligheder ligesom, eftersom han jo har min mail, som han endda var sød og sige han ikke ville misbruge. Nej det tør siges, det er nærmest omvendt misbrug, hvis man kan sige det sådan. Ærgerligt, for han var ellers “lige noget” og der går dælme langt imellem, der er nogen jeg synes sådan om. Men så skal det nok være sådan, og der kommer nok en anden, hvis det skal være….

Det er nu ikke kun på netddating, at mænd har de har tendenser. Jeg oplevede det sammen med en gammel flamme, som jeg så efter 22 år i august måned. Så løb han ind i en masse svære ting rent med sit job og sådan og jeg “gav lang snor” for det krævede omstændighederne ligesom. Vi var meget glade for at ses, og vi blev da langt fra færdig med at indhente 22 år efter min mening. Jeg forlanger selvfølgelig ikke, at vi skal være i daglig kontakt, men jeg har talt med ham en gang i telefon siden, og fået 4 sms beskeder. Jeg har skrevet og spurgt, hvordan han har det og været meget indfølende indtil de ting, jeg vidste han gik og tumlede med. Det er så overstået nu, så om ikke andet er det ikke derfor, han ikke giver lyd fra dig. Når jeg husker baglæns var det også en af hans svage sider dengang. Fejlagtigt troede jeg, at nu var han da ihvertfald blevet voksen og kunne som sådan også finde ud af at svare og have en gensidig kommunikation. Men ak og ve – træerne gror ikke ind i himmelen. Nu har jeg fået nok. Jeg skrev til ham igår, at nu hang den hos ham, og at venskab er en gensidig ting, og nu må han vise mig, at han vil det. Gad vide, om jeg nogensinde bliver klog på det der mandekoncept. Men jo – når det så endelig er, det hele falder i hak (det har jeg jo prøvet), så er det jo ikke spor svært, men for hulen, der er sgu langt imellem.

Hvordan har du det med mænd og kommunikation?

Forståelse og frustrationer

Det var egentlig Suzy’s indlæg forleden, der gav mig inspirationen til dette indlæg. For hendes indlæg kunne meget vel, være skrevet af mig selv. Jeg har også oplevet frustrationen ved nære, nære venskaber, der på uforklarig vis, er styrtet i grus. Ikke at man ikke kan forstå, at når man netop er meget tæt med mennesker, så bliver der selvfølgelig også grobund for misfoståelser el. hvad nu. Men hvis det netop var SÃ… nært det venskab, hvorfor kunne man så ikke overkomme det? Det virker “helt hen i hampen” på mig, når jeg tænker på, hvad man ellers har delt af gode og dårlige oplevelser med de her veninder, og nogen har man også haft rigtig meget fortid sammen med, og så bliver det faktisk endnu værre. Det værste for mig, er når nogen beskylder mig for noget, og så ikke giver en en chance for at forsvare sig. Men så igen, hvis det virkelig er nødvendigt, er det så venner, der er værd at have? Næh, sikkert ikke, men det betyder dælme ikke, at smerten er mindre, når f.eks. barndomsveninder dumper en fra den ene dag til den anden. Ikke at jeg ikke ved grunden, men den havde hele tiden været der, og kunne snildt have været omgået.

En ting er barndomsveninder og bedste veninder! Dem har jeg så lært, at dem er der ikke ret mange af. Jeg har bestemt nogen, og jeg skatter dem højt, og det ved de også. Jeg får også hele tiden nye veninder, og nogen har så muligheden for at blive bedste venner. Jeg har også lært, at det bestemt ikke er graden af hvor ofte man taler sammen, eller hvor ofte man ses, der definerer “bedste veninder”. For så er man jo en slags soul-mates, og så er det ligemeget. Man tager bare tråden op, når man ses, og så føles det som, det var igår, man så hinanden. Engang troede jeg naivt, at når man først var venner, så var man det for livet. Men sådan er det ikke altid. Man udvikler sig, og får forskellige intereser/værdier, og så skilles man nogengange. Ikke at man behøver at være uvenner af den grund, slet ikke. Det er bare en ny fase.

Læs resten

Her skinner solen

Der var meldt regn, men kun sydover – d.v.s. formentlig også hos min kære veninde på Falster. Det er ikke en overvældende sol idag, men sådan en rigtig efterårs-en af slagsen. På altanerne er det for længst blevet efterår, og jeg har taget det ind, der skal i hus. Men som det ses, trives petuniaerne fint sammen med de stedsegrønne Heber (mener jeg det er, de hedder). De er iøvrigt vokset sig meget store, så til foråret kan det godt være, jeg må lave et omarrangement og måske donerer dem til et stedsegrønt bed hernede foran huset. Det ser vi.

Forleden var jeg træt af det hele, sådan alvorligt. Nogen ting er jeg selvfølgelig stadig træt af, men til gengæld har jeg så fået fyldt på med dejlig kommnukation med søde venner, og igår fik jeg gode snakke med to dejlige piger fra stalden, og en var så sød og købe og give Finish nogen gulerødder, nu hvor jeg ikke selv lige kan. De er guld de tøser! Så selvom det også er lidt træls indimellem, så er der de store forkromede lyspunkter, som man skal suge til sig, og som skal overstråle de andre! Man har jo selv sin vilje til at bestemme, hvad man fokuserer på, og det er klart dejligt og bedst at fokuserer på de søde, dejlige mennesker derude. Her til morgen var der også flere søde hilsener i min indbakke, både på mail og på Facebook.

Der er flere af dem og imorgen har jeg aftale med en, der kommer og hjælper mig udi mine mere tekniske computerproblemer og de dele jeg ikke selv kan. Det er da også bare fantastisk. Denne aftale afhænger selvfølgelig også af, hvordan helbredet har det, så jeg håber, jeg er så relativt frisk, at jeg kan sige ja tak til besøg og hjælp.

Status her til morgen hedder stadig feber og hovedpine! Jeg vil ordne lidt fotos og så vil jeg prøve at lægge mig og se om jeg kan få hovedpinen til at gå sin vej. God dag til jer derude.