En afslutning


Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Et sidste forsøg

Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

Berlin beslutning

Som det er blevet nævnt her flere gange, er jeg på vej til Berlin meget snart. Jeg glæder mig meget til at se byen, hvor jeg er født. Det i sig selv, er jo en god grund til at se byen, men derudover, har jeg kun fra alle hørt, at det bare er en skøn by, at besøge.

Planerne er mange, og jeg håber, jeg når det meste på de 7 dage. Når det er sagt, vil jeg heller ikke stresse, men nyde det, så jeg skal have skrevet en hårdt prioriteret liste her en af dagene. Det bliver spændende, både at se byen, men også steder, hvor min biologiske mor har været, og hvor jeg også selv har været i mine 13 første måneder.

En af de ting, jeg ikke kan eller skal, når jeg kommer til Berlin, er at se min biolgiske søster, som bor dernede med sin mand. Mange har delt deres meget velkomne indput på det her emne og jeg er nået frem til, at jeg IKKE kontakter hende. Det er der to gode grunde til – efter min mening.

Første gang, jeg kontaktede hende var i 1993, hvor hun venligt skrev mig tilbage, og sendte fotos af hende selv, vores fælles mor og hendes gravsted (som det senere viser sig, hun fik slettet året efter (til min store fortrydelse). Men jeg har tænkt, jeg skal besøge kirkegården. En gammel smuk kirkegård (fra, hvad jeg har kunnet se på nettet). I kender jo min svaghed for den slags. Det var fantastisk at få brevet dengang, men også bittersødt, for hun gjorde meget tydeligt opmærksom på, at hun ikke ønskede kontakt, og at det havde været svært for hende, at svare mig. Hvorfor det var svært for hende skal jeg jo ikke kunne sige. Hun er næsten 20 år ældre end jeg og var således voksen stort set, da jeg blev født (meget udenfor planen), og det har formentlig i sig selv ikke været særlig sjovt, ligesom det faktum, at hun heller ikke voksede op hos vores mor. Det er de forklaringer, der ligger lige for. Hendes begrundelse var også, at vi jo havde haft så forskellige liv, så det så hun ingen grund til. Det er så ikke et argument for mig, og ret beset, aner hun jo ikke, hvordan mit liv har været. Vi er vokset op i forskellige perioder, men derfor kan vi da sagtens have noget tilfælles. Jeg mener, jeg har haft og har venner, der kunne være mine bedsteforældre, børn etc. Så det var måske mere for at finde en grund mere for at retfærdiggøre at skrive det. Jeg ved det ikke.

Til gengæld har argumenterne for at skrive til hende igen været mange fra jeres side. Dog skal lige siges, at jeg faktisk forsøgte at skrive til hende for et par år siden netop med baggrund i jeres argumenter om, at nu var der gået lang tid, og så havde hun mine kontaktoplysninger (jeg er jo flyttet mange gange, siden første brev), ligesom hun er det eneste “vindue” til den side af familien. Fotos, historier etc. Og ja, det er hun og netop fordi det med at finde min biologiske far heller ikke lykkes, er det så meget mere vigtigt – for mig! Det er tydeligtvis ikke vigtigt for hende, endsige at udvise nogen form for forståelse for det. Eller hun evner det ikke. Jeg skrev som sagt af de grunde for et par år siden, tror jeg det var, et anbefalet brev, som aldrig blev hentet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om hun stadig boede der, men det har jeg senere fået bekræftet, at hun gør. Derfor synes jeg, det var en meget tydeligt signal om, at hun ikke er interesseret.

Jeg forstår hende ikke, men jeg er nødt til at respektere hendes ønsker, og jeg har ikke lyst til at såre hende, eller at hun skal tænke dårligt om mig, hvis jeg ikke gør. Samtidig er jeg dødærgerlig over det, netop fordi jeg om ikke andet gerne ville have information om resten af familien. Så beslutningen er, ikke at kontakte hende. Skulle hun skifte mening, er jeg jo ikke ligefrem svær at finde på nettet.

Med hensyn til min biologiske far, så har jeg fået “et par” muligheder, der skal undersøges lidt nærmere. Noget jeg skal kigge på, når jeg har været i Berlin.

Rundt omkring ugen

 

Begrebsforvirring

Jeg ved ikke lige, hvad der går galt. Nogen får begreberne i den grad “galt i halsen”, både med hensyn til, hvad der rent faktisk bliver sagt, og måden at fremføre det på. At mange så ikke er enige med de andre alligevel, skulle de fatte betydningen af, hvad der rent faktisk bliver sagt, er så noget helt andet. Sidst jeg tjekkede, har racisme og holdninger til muslimer, ikke noget at gøre med hinanden. Muhamedanere har en trosretning/livsholdning og er ikke en race! Ellers skal jeg have mine skolepenge tilbage, og så dårligt hørte jeg altså heller ikke efter.

Så få da lige styr på begreberne, inden I udtaler jeg endsige kaster med både det ene og det andet. Et er jeg dog helt enig i. Vold hører ingen steder hjemme, når man fremfører et synspunkt. Det være sig om det handler om det ene eller det andet. Men eftersom alt jo skal være et socialt eksperiment, så får de nok dårligt et “rap over fingrene” for det heller. Nok om det.

Hundehaderen

Så var der Balder, der blev offer for naboens kugler og vrede. Jeg kan være med langt henad vejen. Som Darkmus skriver (indlægget er der desværre ikke mere), så har man pligt til at reagerer, hvis naboen føler sig generet. Jeg har dog svært ved at se, hvordan man i praksis skal forhindre sin kat i at betræde naboens grund. Det lader sig simpelthen ikke gøre, hvis den skal gå løs. Og det synes jeg helt personligt en kat skal. En hund er en helt anden snak. Jeg vil dog nødig møde så dyrefjendsk et menneske, der kan få sig selv til at skyde en gammel fredelig hund. Havde vi talt om, at hunden var agressiv eller udgjorde en trussel, så i nødværge, men det det der – nej! Helt forkert, og så er jeg sådan set ligeglad med, at loven er holdt. Så skal loven ihvertfald ændres.

Titanic traumer

Jeg ved ikke, hvordan du har det. Men Titanic katastrofen, er en alvorlig sag, som de fleste ved, hvad er. En kæmpe del af befolkningen har også set filmen, og ikke mindst elsker de den, og ligeledes sangen, der er temaet til denne. At Kate Winslet har en mening/følelse omkring sangen til filmen, har hun helt klart ret til, men mine tanker, og følelser om samme ændre sig altså gevaldigt, når hun kommer med udtalelser som disse. Tale er sølv og tavshed er guld! Ihvertfald i dette tilfælde.

Grænser

Det var også ugen, hvor jeg mødte “muren” sådan lidt med, hvad jeg kan klare. Alt det her far-halløj, har i den grad taget på kræfterne, og bremserne slås i. Det blev de så, og det var der helt klart forståelse for hele vejen rundt – også hos far, der foranlediget af dette, var på sin første bustur efter operationen. Han må ikke køre bil igen før i juni måned. Det gik rigtig godt, og jeg kan slappe lidt mere af. Nu håber jeg snart han er klar til at få Emil tilbage, for det giver altså en vis begrænsing at have ham.

Mænd & intiativer

Spørgsmålet er nogen eller ingen. Foretrækker det modsatte køn, at man forholder sig afventende, eller vil de gerne noget initiativ? Tjah! Normalt plejer jeg jo ikke sådan at være bleg for at “gøre mit”, men jeg bliver jo også ældre, og situationer er forskellige. I tænkte tilfælde, er det en helt tilfældig (fremmed) mand mødt i det offentlige rum så at sige. Grundet hans position, er han ikke i stand til at kontakte mig (ville være uprofessionelt), og jeg har ingen anelse om, hvordan det ville blive modtaget, kontaktede jeg ham. Jeg har sådan set droppet det, men fortæl mig lige, hvad du ville gøre?

I det hele taget, har det der koncept mænd, eller ikke fyldt lidt i min bevidsthed på det seneste. Er det vitterligen umuligt at finde en sød mand, der gider udvise helt almindelig omtanke og kærlighed? You tell me!

Nu har jeg vist udgydt mig nok om diverse, og vil skynde mig at forberede aftensmaden – hjemmelavet burger med ovngrønsager og salat, inden jeg skal – you guessed it- gå med hund!

Forståelse og frustrationer

Det var egentlig Suzy’s indlæg forleden, der gav mig inspirationen til dette indlæg. For hendes indlæg kunne meget vel, være skrevet af mig selv. Jeg har også oplevet frustrationen ved nære, nære venskaber, der på uforklarig vis, er styrtet i grus. Ikke at man ikke kan forstå, at når man netop er meget tæt med mennesker, så bliver der selvfølgelig også grobund for misfoståelser el. hvad nu. Men hvis det netop var SÃ… nært det venskab, hvorfor kunne man så ikke overkomme det? Det virker “helt hen i hampen” på mig, når jeg tænker på, hvad man ellers har delt af gode og dårlige oplevelser med de her veninder, og nogen har man også haft rigtig meget fortid sammen med, og så bliver det faktisk endnu værre. Det værste for mig, er når nogen beskylder mig for noget, og så ikke giver en en chance for at forsvare sig. Men så igen, hvis det virkelig er nødvendigt, er det så venner, der er værd at have? Næh, sikkert ikke, men det betyder dælme ikke, at smerten er mindre, når f.eks. barndomsveninder dumper en fra den ene dag til den anden. Ikke at jeg ikke ved grunden, men den havde hele tiden været der, og kunne snildt have været omgået.

En ting er barndomsveninder og bedste veninder! Dem har jeg så lært, at dem er der ikke ret mange af. Jeg har bestemt nogen, og jeg skatter dem højt, og det ved de også. Jeg får også hele tiden nye veninder, og nogen har så muligheden for at blive bedste venner. Jeg har også lært, at det bestemt ikke er graden af hvor ofte man taler sammen, eller hvor ofte man ses, der definerer “bedste veninder”. For så er man jo en slags soul-mates, og så er det ligemeget. Man tager bare tråden op, når man ses, og så føles det som, det var igår, man så hinanden. Engang troede jeg naivt, at når man først var venner, så var man det for livet. Men sådan er det ikke altid. Man udvikler sig, og får forskellige intereser/værdier, og så skilles man nogengange. Ikke at man behøver at være uvenner af den grund, slet ikke. Det er bare en ny fase.

Læs resten