Status efter lægebesøg

Så har jeg efter utallige opfordringer (tusind tak for jeres omsorg), været et smut til den gode Dr. Jan, som det faktisk altid er hyggeligt at besøge. Han tog mit blodtryk og kiggede mig i øjnene. Han troede først, jeg var blevet sparket, indtil jeg fik ham rettet. Det viser bare, hvor meget den gode doktor ved om heste. Var det tilfældet sad jeg ikke her.

Alt var fint, og jeg har gjort det helt rigtig, bortset fra, at jeg skal minimere fjernsynskiggeriet. Og så skal jeg være opmærksom på, hvis jeg bliver underlig el. fraværende, får summende fornemmelser og den slags. Det kan ses også sent i forløbet, og sker det, skal jeg tage på skadestuen. Og det gør jeg selvfølgelig, hvis det skulle ske.

Jeg skal holde mig i ro, sålænge jeg er svimmel og har hovedpine. Hovedpinen er næsten væk, men jeg er stadig svimmel som sagt. Men jeg må godt gå ud og få lidt luft, men ikke anstrenge mig el. læse for meget heller. Det sidste giver helt sig selv, for det har jeg slet ikke lyst til. I det hele taget føler jeg, at det giver sig selv, for jeg har ikke lyst til andet end at slappe af endnu. Men uanset er jeg glad for, at jeg lige tog derop, og fik snakket med ham. Og så igen tak for jeres hilsener og omsorg!

Emailkonsultaion

Er en rigtig god ide og desværre ikke en min ellers dejlige læge har indført. Lige nu ville det være ultra-praktisk, da jeg bare skal have lidt godt råd og forsikring om, at jeg gør det eneste rigtige, og iøvrigt hører hvorlænge og hvordan jeg skal forholde mig til det her hoved. For på telefonen får jeg ikke fat i ham, det står ganske fast. Og det var vel ret beset naivt og tro her første dag efter Juleferien.

Det går nok, jeg får fat på sekretæren senere, og hører hvad hun siger. Jeg har ikke lyst til, at bevæge mig på cykel el. gåben (en pæn lang tur), med et hoved der er ømt og svimmelt, og jeg har slet ikke lyst til at kaste flere hundrede kroner efter en taxa, for bare at få at vide, at jeg bare skal gøre, hvad jeg gør. Så sekretæren må holde for, og det gør hun gerne – hun er nemlig også supersød! Men hvis den gode doktor Jan læser med så: Emailkonsultation – god ide!

Udsyn fra broen og ærinder

Jeg skulle jo som sagt have ordnet nogen ærinder idag. Jeg skulle handle til noget af det, jeg havde på min madplan og så skulle jeg på apoteket. Nu jeg var på gåben over broen – jeg kunne også godt selvom jeg havde cyklet – så benyttede jeg lejligheden til at fotografere sporarbejdet fra broen, som giver et lidt andet udsyn. Som det ses var vejret rigtig glot idag, så det var en dejlig gåtur ned til byen.

Turen til Apoteket var til gengæld en noget nedslående affære. Dels skulle jeg have en del, og er ikke helt på tilskud endnu, så det er dyrt, og så manglede jeg noget. Jeg skulle alligevel til lægen og have en influenzavaccine her nu, så det tænkte jeg så, at jeg kunne gøre idag, og få ordnet begge dele. Inden jeg får set mig om, har jeg købt medicin for over 500,- kr. 🙁 Det er der ikke meget grin ved. Nå, men pyt skidt, sådan er det altså.

Hjem med varerne og så op på jernhesten og over til lægen. Jeg har af en eller anden grund fået i hovedet, at hans konsultation er mellem 12-13. Det er den ikke, den er mellem 13-14. Nu er det 2. gang, jeg laver det nummer. Suk! Så kunne jeg, havde jeg skullet “noget”, have siddet og ventet længe, for der er jo også patienter med tid. Gudskelov kunne sekretæren klare min ærinder inklusiv vaccination og det hele, så jeg var hurtigt hjemme igen. Dejligt. Så kan jeg hente det sidste medicin imorgen.

Så var der kun at få et dejligt bad, og pakke alle varerne ud, og forberede aftensmaden senere…

Springende finger

img_9482opt.jpg
Lady Hjort og Susie på vej i skoven idag – vi nød alle det gode vejr

Imorges inden stalden var jeg en tur til doktor Jan. Vi fik sludret om lidt forskelligt, inden jeg kom frem til mit egentlige ærinde. Min langemand på højre hånd, der ter sig lidt underligt. Min egen teori var, at det handler om en såkaldt springfinger, og deri var lægen så helt enig, og henviste til ortopæd, der på relativ kort tid, kan operere. I eftermiddag var jeg så heldig at få en tid, for der kom lige et afbud ind. Jeg skal opereres den 21. maj. Så er det på plads.