Weekendtanker

Så blev det weekend. Jeg hænger nogeti håndbremsen, og ikke mindst siden mit dejlige besøg hos Sandie, hvor fotoet også er fra. Jeg var noget flad i forvejen og så tager sådan en tur noget ud af mig. Det er svært for mange at forstå, men det behøver de sådan set heller ikke. Bare kan jeg konstatere, at nu har jeg ondt i halsen. Det startede i går, og er så fortsat i dag. Nu håber jeg, det ikke bliver meget værre end det er lige nu. Jeg tror, den med te med Strohrom skal prøves her til aften, men det er ikke lige noget skoldhedt, man har lyst til p.t., men det må vist til.

Jeg håber, jeg kan sove mig fra det, men det prøvede jeg jo så også i går. Så det føles og ser lidt sort ud. Om ikke andet, har jeg fundet nogle persienner nu, så dem skal jeg have fundet ud af, om jeg kan få til at passe her på en eller anden måde. Jeg havde en fyr ude og måle op, og det ville koste spidsen af en jetjager og kunne fragte mig 2x til USA, så nej, det kommer ikke til at ske. Så nu håber jeg, at jeg kan få det til at hænge sammen i morgen. Noget skal der ske, for p.t. lever jeg for nedrullede gardiner, og det er lige voldsomt nok. Jeg skal holde jer opdaterede. Noget skal jeg nok få lavet, for som altid er der fotos nok at gå igang med at sortere og redigere.

På altanen gror mine squash helt vild og mine pelargonier har det også godt. Blomster der er af anden beskaffenhed har svært ved at tage varmen. Det nye Oliventræ trives heldigvis.

Planer har jeg som altid nok af, blandt andet vll jeg gerne have sat system i mine yogaøvelser, som jeg skal igang med at lave hver dag og ligeledes fodøvelser. Jeg vil også gerne have malet meget mere i mine malebøger, men der stjæler fotos al tiden, så der skal igen ompriorieteres meget hårdt, eller ihvertfald er jeg nødt til at planlægge tiden til at male, for ellers bliver det ikke.

Der er heldigvis ikke galop, nu hvor jeg ikke er frisk, så planen er først og fremmest at få målt op til de persienner og hvad der så bliver gjort udover det er bonus som jeg har det lige nu. Men vi må se. Jeg håber, I har en god weekend og ikke skal slås med dårligdom.

En tur til Paradis

Eller det er ihvertfald så tæt på som jeg synes man næsten kan komme det i Danmark. En skøn veninde, fantastiske omgivelser og masser af heste og oveni en dejlig baby. Så kan man da ikke forlange meget mere? Jeg gør ihvertfald ikke, og jeg nyder det altid så enormt meget, at komme op til Sandie. Faktisk slog jeg mig sådan en sommer gerne mere permanent ned der i en campingvogn/tinyhouseting på hendes jord. Det gad jeg altså godt.

Men det til en side, så var der nok, der skulle kigges på og der blev spist kage og drukket kaffe til den store guldmedalje og det var bare skønt. Selv baby besluttede sig for at samarbejde mere end normalt og sov så der blev tid til at sludre. Senere blev det til snacks og vin også. Vi skulle jo have en vinderdrink, for sidst Sandies heste vandt (begge to), var jeg “selvfølgelig” ikke på banen.

Så gik turen ud for at se hesteditto’er – altså babyer. Og for Sandie og jeg, er det stort set lige så godt. Og dejlige var de alle, men der var især en, jeg havde set særlig frem til at se og det var min hjerteveninde Lumineuse’s føl. Og også at se hende, for hende har jeg altid været vild med, som jeg vist også har nævnt her før.

Det var et skønt føl, men jeg fik dårligt tid til at studere det sådan meget nærmere, for Lumi lagde hårdt beslag på mig og var tydeligt tilfreds med, at se mig og blive kælet for. Jeg kunne dårligt slippe fra hende, og det var mig og ikke hende der afbrød vores kæleseance. Ellers havde jeg nærmest stået der endnu. Men så skønt, og et smukt stort hoppeføl har hun fået efter Al Shemali (GB), og så er hun nu i fol ved Binary File (USA), hvilket bliver megaspændende også. Føllet er blevet døbt, men før det er helt sikkert, lader vi det være en hemmelighed.

Sandie havde lidt arbejde indimellem, og det var fint, så tullede jeg bare rundt og kiggede (og fotograferede) lidt hist og pist og blandt andet fik jeg også hilst på en anden favorit nemlig Einsteins Folly (IRE), som jeg ganske som Lumineuse var vild med inden Sandie fik ham. Vi deler fuldstændig smag i heste. At sige at Einstein var i hopla forslår ikke helt, men smuk det er han som det ses.

Tiden går alt for stærkt i godt selskab, og vi kunne sagtens have brugt mere tid, men der var også turen hjem og den blev lang. Med det offentlige, er det noget nær helvede. Ikke så meget p.g.a. tiden det tog, men fordi det i tider, hvor man kan utrolige ting, ikke kan noget så lavpraktisk som at sørge for, at der er luft, endsige bare vinduer i toge og busser, der kan åbnes. Det betød, at jeg til sidst var ganske dårlig af varmen, som var ulidelig som alle vist er bevidst om. Jeg forsår ikke, hvorfor det ikke er muligt at tænke sig om. Men hjem kom jeg og det var dejligt alene af den grund.

Jeg håber, Sandie har tid og lyst til at få besøg snart igen, for jeg elsker at komme derop og se hende og de skønne omgivelser. Foreløbig siger jeg tusind tak for i går. Du kan holde musen over fotos for tekst.

Klik nedenfor for at se flere fotos:
Læs resten