Offentlighed og et liv

Forleden blev jeg konfronteret med en holdning, som mange sikkert har. Jeg ved det ikke, men hvis en har den, er chancen der ihvertfald. Vedkommende kom med højlydte ytringer om, at h*n altså ikke forstod folks (sikkert direkte henvendt til mig, men jeg lod som ingenting) behov for at plastre deres liv ud i al offentlighed og de skulle få sig et liv.

Nu er det sådan, at vedkommendes forståelse for noget som helst, heldigvis ikke er nødvendig for, at jeg kan gøre helt som jeg har lyst. Noget helt andet er, at det jo er meget meget langt fra at være hele mit liv, der ender i offentlighed, men nøje udvalgte ting.

Nu har jeg en blog – eller faktisk 2, og skal jeg det, så er jeg i en vis grad nødt til at udlevere mig selv i udvalgt grad, medmindre jeg kun postede fotos, og det kunne jeg jo godt og der ender en af bloggene nok snart, men det er en helt anden snak.

At have en blog og “udlevere” sig selv, er ikke for alle. Det medgiver jeg gerne, men sålænge jeg synes det er sjovt, at have den og rigtig mange har lyst til at læse med, så forbliver det sådan.

Til det med at få et liv! Jeg har skam et liv. Lige det liv, jeg har lyst til inklusiv mine blogs, fotos og facebook m.m. For mig er det sjovt og berigende og en del af mit liv. Ikke det hele, men en, jeg ikke har lyst til at undvære. Sålænge folk ikke engang selv har prøvet, hvad det giver af positiver, så synes jeg ærlig talt de skal lukke sprækken! Det ene udelukker ikke det andet.

Har du også mødt den holdning/fordom eller har du den selv?

10 år siden – har du glemt?

Jeg ved ikke, om du har glemt det! Det er en Jul (Julen 2004), som jeg aldrig glemmer af flere årsager! Selvfølgelig er den mest iøjnefaldende, at det var det år den frygtelige Tsunami i Sydøstasien ramte 26. december. Egentlig havde jeg ikke lige tænkt over, at det var 10 år siden, men forleden viste de på TV “Livet efter Tsunamien” (se den online, ihvertfald foreløbig) om familien Riggelsens liv efter at have mistet familiens yngste medlem på, hvad skulle have været deres drømmeferie. Den dokumentar tog mig tilbage til den Jul.

Man bliver selvfølgelig meget berørt, uanset hvem man er, over sådan en tragedie, men når det bliver fortalt af nogen, der faktisk har overlevet det, bliver det endnu mere virkeligt. Man kan slet ikke forstå, hvordan de kan finde styrken til at komme videre. Det gør de, og det ved vi jo, at man kan! Men stadig.

Den anden grund til, at jeg husker den Jul, er fordi jeg på det tidspunkt oplevede en stor kærlighed. Uden at gå i detaljer, blev den Jul et miskmask af følelser på den konto, over at miste den og selvfølgelig forfærdelsen over den skrækkelige tragedie. Oveni de to ting, var det også den første Jul uden min mor. Så på alle måder langt fra en god en af slagsen.

Uanset er jeg af den helt bestemte overbevisning, at der er en mening med tingene. Vi kan ikke altid se dem, for ikke at sige langt fra, men ikke desto mindre. Jeg kan kun håbe, at han stadig, som dengang, kan mærke, når jeg tænker på ham, for det gør jeg faktisk ofte. Og jeg ville stadig give, hvad som helst for at få det tilbage, vi havde. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i verden, dem vi elsker!

2 alternative Nytårstaler – til og af folket!

Her er to Nytårstaler, jeg er faldet over de seneste dage, og begge har vigtige ting på sinde, og vi kan alle lære noget af dem begge uanset, hvem vi er. God fornøjelse.

Morten Messerschmidt på JP

Thomas Berdal

Into The Wild (2007)

Det er ved at være noget siden, at jeg første gang stødte på den her historie et eller andet sted. Jeg husker faktisk ikke hvor. Så glemte jeg den lidt igen, og så dukkede den op for lidt siden, hvor nogen “syntes godt om” på Facebook.

Historien kan ikke andet end facinere helt vildt. Om det så er fordi man er frastødt, empatisk, forstående, helt kan relatere eller hvad…… det gør ingen forskel. Men ser ikke denne film, uden at blive berørt i sit inderste. Egentlig tænkte jeg, at jeg ville købe filmen, men så smuttede jeg ind og lejede den forleden dag. Jeg kunne godt have købt den, det var der ikke sket noget ved, men ret beset, min reol kan ikke rumme mere, og der står rigeligt, jeg skal have set igen.

Jeg kan ikke tilføje ret meget om den her film, der ikke er sagt allerede. På et eller andet plan forstår jeg vores hovedperson til en vis grad. Det var lidt den følelse jeg havde, da jeg i sin tid flyttede på landet. Så meget natur som Danmark nu byder, men det kan jo dårligt sammenlignes alligevel, jeg brød ikke med civilisationen.

Læs ikke videre, hvis du ikke vil høre om slutningen før du har set filmen. Er du ligeglad, så læs endelig videre herunder. (Contains Spoilers beyond this point)!
Læs resten

Når at tage afsked, er det bedste


Motiv fra Holmens Kirkegård

For ikke så mange dage siden fik jeg efterretning om, at et familiemedlem var gået bort og i dag skal h*n sendes pænt afsted på den sidste færd. Normalvis ville man nok blive ked af det, og synes at det var for tidligt vedkommende skulle herfra.

I dette tilfælde var det måske snarere (for) sent. Nogengange er livet bare alt, alt for svært og hårdt. Så hårdt at dem der sidder tilbage næsten kun kan sige “Gudskelov”, når vedkommende endelig får fred. Sådan var det i dette tilfælde. Jeg håber og tror, h*n har fred nu for smerter og pinsler på enhver måde.

Uden at vide det helt nøjatigt, tror jeg at nedenstående måske var noget, vedkommende ville synes om, så derfor bliver det afskedssangen herfra. R.I.P.

Du er ikke alene

Det er noget siden, jeg blev færdig med Chris’ bog “Du er ikke alene”, som handler om – tjah, kort fortalt livet. Hans liv, hans forældres og ikke mindst de kriser, de kommer ud for, og hvordan de tackler dem. Bogen er også et smukt vidnesbyrd på et dejligt forhold mellem Chris og hans forældre, og ikke mindst hans far, hvis sygdomsforløb og død, også er smukt beskrevet i bogen.

Når jeg siger “smukt beskrevet” er det ikke fordi, Chris pakker sin beretning ind i højt svugne fraser og udtryk, men det er ærligt og faktisk “lige ud af landevejen”, og alle kan følge med. Der er humor, stor sorg og stor glæde og ikke mindst udvikling hos ikke mindst Chris undervejs.

For mig var der budskaber at hente for alle i denne bog. Ikke mindst, at det er ikke altid, du selv vælger, hvad der sker omkring dig, men du vælger i høj grad, hvordan du reagerer på det, og det er dit ansvar, at få det bedste ud af livet. Det styrer du, og også dine tanker.

Selvfølgelig skal man ikke gå lalleglad igennem livet, og ikke forholde sig konstruktivt til tingene, men en positiv indgang til det, betyder rigtig meget. At Chris har det, og at han har lært meget undervejs er tydeligt. Du kan helt garanteret også få noget med, fra denne (håber du er okay med at blive kaldt det Chris?) smukke mand. Læs den og fortæl mig gerne, hvad du fik med – for et er jeg sikker på: Du kan ikke undgå at få noget med, og blive rørt undervejs.

Keder du dig?


Udsigt fra Ørhøjgård, hvor jeg lige har været

Jeg tænker at vejret i dag, er sådan noget vejr, der kan få dem, der gør det – keder sig – i selvsving? Rigtig regnvejr er det her. For mig er det hyggevejr. Nu ligger jeg syg, og så er det let. Masser af varm te, og film en masse. Det synes jeg slet ikke er dumt, når nu galt skal være. Både regnvejr og syg.

Men er du typen, der sådan keder dig? Har du dage, hvor du er ved at gå ud af dit gode skind, fordi du ikke ved, hvad du skal lave? Jeg har altid været god til at beskæftige mig selv, og jeg keder mig simpelthen aldrig. Jeg har ganske enkelt for mange projekter til, at det nogensinde vil kunne være en mulighed. Og da jeg også skal slappe af, og lave ingenting (se film etc.), så er det bare ikke en mulighed. Men ved det er for mange.

Var det at kede dig, noget du gjorde som barn, og gør knap så meget nu, eller er det lige slemt eller hvordan arter det sig? Fortæl dine kedsommelige erfaringer her :-)

[poll-id=13]