Lidt flittig

Trods dræbende træthed, har jeg været lidt flittig. Det tog mig længe at komme i svingninger, men da jeg først kom igang, så fik jeg lavet noget. Ikke helt så meget som ønsket til at starte med, men dog noget. Fik ryddet en masse planter væk fra altanen. Petuniaerne, er færdige nu og de gr ikke de store anstrengelser for at komme igen. Uanset røg de ud nu. Så fik jeg plantet et par perlargonier om, som jeg vil prøve at overvintre, og så fik jeg vandet det mest presserende.

Den evige kamp mod møl i mel og gryn fortsætter ufortrødent og i dag måtte jeg smide to bøtter ud igen. Jeg forstår det simpelthen ikke. Den ene dåse var indholdet godt nok også ved at være modent til at komme ud alligevel, men den anden var en helt ny pose grov farsmix, som jeg kun havde brugt en gang. For helvede hvor er jeg irriteret over det. Det er simpelthen for dyrt, hvis jeg skal smide ud hele tiden. Så slemt har jeg aldrig haft problemet før, og de her ting stod i lufttætte beholdere. Jeg kaster snart håndklædet i ringen, men det kan da ikke være meningen.

Så har jeg forberedt aftensmad – en gammel klassiker – Karrykål, som jeg har skrevet om før også her.

Møl i mel og gryn – bare mig??

Jeg er ved at få spat. Jeg havde lige fået ryddet ud i sidste omgang af møl i mel og sager, og havde stort set ikke noget tilbage. Købt en ny pose sesamfrø – økologiske, for godt skulle det være. Så var det faktisk skidt, og det summede igen om ørerne på mig. Ikke så slemt som sidst, men dog. Det var så de sk.. sesamfrø, viste det sig, og ud er de kommet, men hvad hulen gør man? Hvad gør I og er I også hjemsøgt? Noget helt andet er, at jeg udover irritationen heller ikke har råd til at købe nyt mel og alting hele tiden. SÅ billigt er det altså heller ikke mere.