Herlev tur/retur

Jeg har været på en lille udflugt i dag. Til Herlev! Hvad hulen skal du der efter, tænker du måske? Ja, det forholder sig sådan, at man hvert 3. år bliver indkaldt til en mamografi (røntgen af brystet) for os kvinder. Og det var så i dag. Egentlig kunne jeg have taget bilen, men jeg havde faktisk lyst til at se, hvordan turen var med toget, og det går altså direkte derud. Eller selvfølgelig til Herlev St., og så en lille gå eller cykeltur bagefter. Jeg tog cyklen med.

Da jeg landede derude, var jeg ret glad for, at jeg havde taget den beslutning. Der var over-, overbooket med biler og jeg tror faktisk ikke, det ville være lykkedes at finde en plads. Så var det dejligt bare at kunne smide cyklen og så også få lidt motion og frisk luft på den konto. Jo mere, jeg bevæger mig rundt, jo mere overbevist er jeg om, at jeg ikke skal have en bil. Jo, hvis jeg kunne få den smidt i hovdet helt gratis, men sådan fungerer verden jo ikke.

Iøvrigt er Herlev Hospital noget af det mest ucharmerende og rodede, jeg kan forestille mig. At det så også roder rent patientmæssigt og personalemæssigt, er endnu mere udheldigt. Herlev er kendt for at være ganske forfærdelig, og mit indtryk var ikke meget bedre ved dagens besøg. Klinikken var flyttet siden sidst (i det hele taget bygger de om, så det er helt skrækkeligt der) og der var enten personaleproblemer eller også er det altid sådan, for der sad ikke en fast til at tage imod patienterne. Det løb sygeplejersken frem og tilbage og gjorde på skift – totalt rodet.

Jeg sad også længere og ventede end sidst, for flere havde tid samtidig. Så jeg sad vel 20 minutter, en halv time, før jeg kom til. Normalt ikke noget, jeg ville hidse mig op over, men der var så trist og træls, at man kunne blive syg, bare af at sidde der. Oveni sad der en dame 2 stole henne, der var SÅ snottet og syg og hostende, at hun var dybt inficeret og måske skulle have været til lægen for det istedet. Hun hostede ikke bare engang imellem, men hele tiden. Jeg følte for, at sige til hende, at hun skulle tage til lægen helt bortset fra, at hun sad der og spredte bacsiller i en grad så man blev helt dårlig af det.

Nå, men vel overstået var jeg lige forbi mine forældres første hus, hvor jeg også boede indtil jeg var 6 år. Jeg er vel nok glad for, at vi flyttede, hold op hvor er der trist derude. En totalt ucharmerende bydel. Efter der, fandt jeg stationen og kørte hjem. Egentlig ville jeg have været i det nye storcenter, men det droppede jeg. Af to grunde, dels at der var længere derhend end troet og så var jeg dårlig. Det har jeg været nogen dage nu, og er det ikke bedre i morgen må jeg ringe lægen, så jeg ihvertfald (forhåbentlig) kan udelukke lungebetændelse. Nu må vi se, men nu vil jeg hen og slappe af ihvertfald.

Fotoet er ikke fra Herlev. Jeg ville faktisk have taget kameraet med, men gjorde ikke. En anden gang gør jeg, for min mobil tager altså ikke gode nok fotos. Længere er den ikke. Jo, hvis det er knaldblå himmel og solskin, gør den, men ellers kniber det dælme. Og da vi bor i Danmark er det jo langt fra altid sådan det er. Foto er fra i går herude, men da det bare er blade, kunne de i princippet godt være fra Herlev.

Hospitalsbesøg og helt færdig


Fra turen til Nivaagaards Park 1. juni

Jeg fik brev om, at der var en tid til mig, så jeg kunne få en gratis mammografi. Det får man, når man er fyldt 50. De tænkte vel, de lige skulle nå det inden jeg har fødselsdag igen. Det gjorde de så. Jeg har ingen forventning om, at der er noget galt, men jeg synes, man skal tage imod tilbuddet. Det gjorde jeg så.

Tog tidligt af sted, så der var tid til at “fare vild”. Det gjorde jeg så ikke, hvilket betød, at jeg var der 11.10 og egentlig havde jeg først tid 11.30, men jeg kom til med det samme, så jeg var ude igen, 20 minutter over. Ubehageligt var det, men nu er det gjort.

På vejen hjem kørte jeg forbi stalden, og sagde hej til to-og firbenede venner. Modstræbende forlod jeg dem. Dels var jeg ikke klædt til det, og dels havde jeg planer om, at jeg skulle hjem og fortsætte mine projekter. Med mit helbred, må man som før nævnt indimellem lave en plan B. Det blev jeg nødt til i dag. Mit hoved var helt tosset (det kan komme ud af det blå) og jeg faldt i søvn i stolen helt smadret. Og det er jeg så stadig, så nu må jeg give den endnu mere skalle i morgen.

Iøvrigt læste jeg et rigtig godt indlæg hos ovre hos Heidi om, forventninger hos andre, og om hvor svært det er for andre at forstå, hvordan det er, at have sådan et uforudsigeligt helbred og om at virke og ikke virke syg. Og om, at vi måske skal tale mere om det, så omverdenen forstår bedre. For mig er det i høj grad mine egne forventninger, der spænder ben, omend jeg er blevet bedre til at sige “okay i dag er sådan en dag”, og der er dage, hvor jeg vitterligen ikke kan andet end bare lægge mig ned, som i dag. So be it.

Nu skal jeg prøve at slæbe mig ud og få noget aftensmad.