1. december 2012


Det kan være svært at blive ved at finde på overskrifter. Noget jeg ser andre bloggere også har problemer med. Så kaster de sig ud i nogle meget kreative, meget lange konstruktioner. Fred med det, jeg er ikke i humør til at være så kreativ på den kant og slet ikke i dag. Og eftersom en dato er unik, så kan den være lige så god som så meget andet.

Dagen er startet skidt. Rigtig skidt! Med blæsende hovedpine. Som for lige at understrege, at jeg da bestemt ikke skal tro, jeg er noget, fik jeg smidt en verbal spand lort lige i hovedet i en besked her til morgen. At man spørger høfligt og pænt om noget, er bestemt ingen garanti for et i det mindste høfligt svar. Den slags bliver jeg rigtig ked af, og nogegange meget mere end andre. Denne var i den grad groft og skuffende i en grad, at jeg slet ikke kan udtrykke min harme og ikke mindst tristhed over det. Men så ved man da det…

Nå jeg skal jo være positiv – ikke? Føler mig meget langt fra, men ovennævnte skal ikke skygge for, at dagen i går sluttede på en yderst positiv note, da en veninde var forbi kort. Hun ved lige, hvad jeg godt kan lide og vi kan snakke solen sort også. Desværre var det kun et kort besøg, men se engang, hvad hun havde med til mig. Den sødeste Juledekoration, hun og en lille pige, hun havde passet, havde lavet til mig og med den kom den sødeste dåse med de dejligste hjemmebagte småkager. Jeg har smagt, og de er uhørt gode – vil tro, det er chokoladespecier. Jeg må spørge hende om opskriften. Det var da vildt sødt af hende. Tusind tak! En dejlig og betænksom veninde, det er dem, jeg skal bruge krudt på og jeg har heldigvis flere af dem.

Hvad skal dagen gå med? Tjah, den der hovedpine er jo ikke fremmende for noget, men vi får se. Jeg har internetproblemer, og eftersom YouSee tror at man kun har problemer i hverdagene, så løser det sig nok ikke lige. Ret irriterende, da jeg havde en del, jeg skulle lave her. Men med hovedpinen er det sådan set held i uheld. Først vil jeg kaste mig over en velvoksen kop kaffe – har spist – og ja slået morgenmad og frokost sammen igen. Røreæg af 2 æg og en smule ris og en rest curry, og det smagte skønt. Så må vi se.

Nye fag i skolerne

Hvor ville jeg ønske, at man indførte et fag i skolerne, der hedder takt og tone og herunder begrebet PRIVATLIV. For mig ser det ud som om, at vi får nogen nye generationer, der ikke har begreb skabt om det koncept. Her tænker jeg ikke mindst på omgang med mobiltelefoner, og hvad ordet PRIVATLIV betyder.

Igen igår havde jeg “fornøjelsen” at stå i en lang kø i den lokale Fakta, der er faldet tilbage i gammel gænge (det er en anden historie), og i den her kø, står der to helt unge piger. Hvor gamle de er, er svært at sige. Men jeg gætter på en 15-16 år (hvor gammel er man, når man skal på efterskole?). For det var lige præcis, hvad den ene af de her piger skulle. Hendes mobiltelefon ringede og selvfølgelig kunne hun ikke VENTE (hov endnu et begreb, der findes, og som åbenbart skal introduceres) med at tage sin telefon, men skulle straks tage den midt i køen. Altså kunne hele køen få “Okay”, og “Fedt” og hvilke superlativer, hun ellers slyngede om sig, og selvfølgelig har man ikke notesblok og papir på sig (hvilket vi også blev indviet i), når man står i en kø, så veninden skulle skrive numre ned.

Til trods for alle de her krumspring, var konklusionen, at hun alligevel skulle ringe tilbage, for der var flere ting, hun skulle skrive ned. Havde det ikke været lettere, at vente med at tage telefonen, og så ringe tilbage, når man var hjemme og kunne skrive ned. Det var jo i høj grad forventeligt, at der skulle skrives ned, med værelsesnummer og bofælle etc. Er unge mennesker virkelig så ubetænksomme og upraktiske fordi de er vokset op i en mobilalder??

Nu var lige det her eksempel ikke det værste. Jeg husker med gru en dag, jeg stod på stationen og ventede på toget, hvor jeg blev indviet i en piges intime liv og kamp med fertelitetsbehandling. Undskyld jeg spørger – hvad hulen rager det mig? Det er en ting, men at folk ikke har nogen som helst skrupler over at indvie “hele verden” i de mest intime ting, forstår jeg simpelthen ikke. Der er altså et begreb, der hedder PRIVATLIV!

Jeg ELSKER min mobiltelefon, og jeg synes det er en SKØN opfindelse brugt RIGTIGT! Der er en lydløs knap, der meget vel kan sættes til i tog og busser og andre steder, hvor man ikke behøver forurene med ringen i tide og utide. Hvis man skal give en besked, er sms’er udemærkede i den situation og så forstyrrer man ikke alle andre, endsige indvier dem i sine private affære, hvilket de sådan set ingen interesse har i. Man kan sagtes have vibrator på, og således går man ikke glip af noget. Ringer den så kan man eventuelt lade den ringe og ringe tilbage, eller hvis ikke det, så lige tage den og sige, at man ringer tilbage. Jeg tager aldrig min telefon når jeg kører i tog medmindre det er pinedød nødvendigt i form af, hvornår jeg er fremme etc. Bare husk, der var tider, hvor vi ikke havde den. Selvfølgelig ringer jeg da også “på farten”, men sgu ikke på steder, hvor jeg generer andre. Er jeg den eneste, der synes, der bør strammes op på den front? Det tror jeg ikke.

Nu vi er ved høflighed

Nu havde jeg alligevel “riven” fremme i forhold til det med almindelig høflighed, og det fik mig til at tænke over dette også. Her fornyeligt fik jeg en Proximade Award. Jeg bliver altid meget glad for, at folk tænker på mig, og skriver både min tak i selve indlægget og i en hilsen på indlægget, hvor prisen er givet. Så er der ingen tvil om, at jeg har fået den og at beskeden om, at jeg værdsætter den når frem. Da jeg fik awarden, skulle jeg give den videre. Det var heller ikke svært, for der er da flere, der kunne fortjene. De fik også. Men kun een var sød og lige skrive her, at de havde modtaget??? I alle de andre tilfælde, var jeg nødt til at gøre opmærksom på det, og spørge om de havde set, at de havde fået en pris??? Der er stadig nogen, hvor jeg ikke aner, om de har set det, for de har ikke gidet nævne det, eller endsige bare lige sige tak. Jeg synes selvfølgelig folk må selvom, om de giver videre, men i mit hoved, er det altså helt almindelig høflighed lige at sige pænt tak, når man modtager en gave, som dette jo vitterligt er. Men sådan er jeg så gammeldags…..

Så en anden gang – jeg MODTAGER meget gerne og med stor tak en Award, hvis du synes, jeg fortjener en sådan, og jeg bliver meget glad. Men efter denne oplevelse, skal du kke være sikker på, at jeg gider smide den videre.