Kim Andersen (blå/hvid) forest på Mink’s Aisha og Marc Stott på Fatima rundt svinget i Dansk Derby 2011
Det skal ingen hemmelighed være, at livet går op og ned. Det tror jeg, det gør for alle. Nogen er så lidt mere ramt end andre, men sådan rent generelt, så er det, som det er. Den slags er også i bølger, og man kan i perioder føle sig ganske “forfulgt”. Sådan har vi det nok lidt i galopsporten for tiden.
Vi har været ramt af flere ting. Dels er der finanskrisen, som rammer bredt og i særdeleshed vores sport. Det har vi så prøvet før omend, det “trækker tænder ud” de senere år. Jeg har før talt om, at tage afsked med de kære firbenede. Det er altid trist, men også en del af livet – både der og ellers.
Vi er også i øjeblikket ramt af mandefald i øjeblikket, simplethen derhen, at vores gamle gode stabile og dejlige jockeys falder fra. Først var der Lennart Hammers forfærdelige uheld, hvor han brækkede begge lårben, og måtte indstille karrieren, og nu er det så en anden veteran, nemlig Kim Andersen. Antallet af jockeyer er ikke ligefrem stort i forvejen og slet ikke jockeys af Lennart og Kim’s format.
Og nytilkommere kan også meget hurtigt tælles. Som en skrev et sted, vi har snart et jockeyproblem, hvis ikke vi gør noget drastisk. Hvad det skal være, ved jeg så ikke lige, for som sagt før, så kradser krisen også på Galopbanen som sådan, så der er ikke midler at kaste efter nok så velmenende eller tiltrængte tiltag.
Også personligt synes jeg, at jeg får lige rigeligt. Det skal ingen hemmelighed være, at man som pensionist ikke ligefrem svømmer i penge, og at få midlerne til at række, bliver også sværere og sværere, for alting stiger og stiger. Noget andre sikkert også bemærker, ikke mindst madvarer. Er der noget, der kan gøre mig helt deprimeret, så er det økomomiske spekulationer (sådan har de fleste det nok?). Det går lige, men jeg føler mig som en mindre Houdini, for at få regnestykket til at gå op, og få bare en mikrodel af de fornøjelser, jeg gerne vil have, men som altsammen koster. Og det uden at være ekstravergant på nogen måde. Et er sikkert, skal jeg have nogen overhovedet kræver det ekstrem omtanke og planlægning. Og det kan man godt blive lidt træt af, men sådan er det altså.
Noget som virkelig er en kæmpe glæde for mig, er min fotografering. Også derfor, var jeg knust, da min ekstrene harddisk sidste år brød sammen og jeg måtte punge ud med 600,- kr. for at redde, hvad reddes kunne. For det ikke skal være lyv, så er det samme overgået mig igen. Jeg ved ikke lige, hvad odds for det er, men faktum est!!! Så prøv og spørg om jeg er helt slået ud. Jeg har fået nummer på en, der muligvis kan hjælpe mig, men et står fast – eksterne harddiske fra MEDION og jeg, har ingen fremtid længere eller produkter fra dem iøvrigt. Jeg vil selvfølgelig skrive til dem og brokke mig højlydt, men jeg forventer ikke, at de er så storsindede, at de tilbyder at hente mine data gratis, hvilket jeg jo synes ville være MERE end ret og rimeligt eftersom deres l… har holdt et år!!!! At sige det har spoleret feriehumøret ret så meget, er ikke løgn, men igen, hvis bare det kan reddes, så er jeg glad, men det kan da for hulen ikke være rigtigt!? Jeg vil fremover finde en online løsning, for det her har jeg simpelthen ikke never til.
Hvad gør andre – her tænker jeg sandelig også “proffer” i branchen. Suk – det var lige et hjertesuk på en ellers solbeskinnet tirsdag, hvor jeg skal i sving, i sving med at pakke. Får jeg overskud af tid som jeg håber, får i dejlige fotos fra min cykeltur forleden. Hav en god tirsdag – på trods af op- og nedture!
