Tak for alt!

I har jo helt sikkert bemærket, at der intet har været sket her, siden jeg fortalte om, at jeg fik hevet en tand mere ud. Få dage før dette skete, blev min far indlagt – igen! Dem der har fulgt med her, ved at det har han været mange gange over de seneste år.

Far havde sin del af helbredsproblemer. Han havde kun 31% hjertefunktion, og endnu mindre nyrerfunktion, KOL, en cancer og sukkersyge. Så at sige, at han levede på trods, er ingen overdrivelse. Det der blev udslagsgivende, var at fars nyrer stod af. Han havde for lang tid siden sagt, at han ikke ville i dialyse. Dels var der meget lille chance for, at det overhovedet ville hjælpe og dels ville han miste evnen til at kunne gå.

Da far blev indlagt havde han lungebetændelse. Den kom der ret hurtigt styr på, men far fik det ikke bedre, og ikke mindst havde han vædske i bughulen. Det har han også haft før, men det har kunnet afhjælpes. Det kunne det ikke nu, og vi forstod ikke til en start, hvorfor ikke. Der var det så, det kom for en dag, at hovedproblemet simpelthen var nyrerne. De var ved at stå helt af. Far fik så nogle dage – måske ugen ud (det var søndagen før han gik bort) til at bestemme sig, afhængig af, hvordan tingene udviklede sig. Så længe fik han ikke og han fik mandag besked på, at nu var det nu. Far ville ikke længere, hvilket alle havde fuld forståelse for.

Og så gik det stærkt. Torsdag kl. 13.40 sov far ind og jeg sad hos ham, og han fik fred for smerter og ubehag. Stor tak til Medicinsk Afdeling, opgang 2, II. sal på Gentofte Hospital for god og kærlig pleje af far den sidste tid. Det var en afdeling, hvor han har været ofte og han var tryg og glad for at være. Det var en stor trøst, at han kunne få lov at ende sin tid der.

Derefter var det arrangering af bisættelse, og det gik rigtig godt. Rigtig sød og professionel Bedemand Hellerup Begravelsesforretning, hvor vi følte os godt taget hånd om på alle måder. Dernæst var det samme dag den søde, søde præst ved Messiaskirken Mette Born Djurhuus. Hende følte vi os også utroligt godt tilpas med, og var forvisset om, at hun ville gøre det godt, og det viste sig at holde stik hele vejen igennem. Tusind tak til begge for deres gode behandling. Mellem bedemand og præst kørte min søster og jeg en tur ned til vandet og spiste en is, og sad og kiggede ud over vandet. Det var helt i fars ånd og en dejlig måde lige at rense hovedet lidt på.

I går sagde vi så farvel til vores far. Og selvom det var trist, så var det ikke tragisk. Far var meget syg og han ville ikke mere. Dertil kommer, at jeg ihvertfald havde sagt farvel flere gange helt mentalt, fordi han vitterligen har været ved at tage herfra mere end en gang. Fordi han netop ikke ville mere og har kæmpet så flot så længe, var og er det helt okay et sted. Normalt plejer jeg at være hende, der går helt i opløsning til bisættelser/begravelser, men dennegang var jeg indbegrebet af ophøjet ro. Det var så også en ny oplevelse, og gjorde at jeg kunne trøste andre, der var meget kede af det.

Efter kirken var vi hos min søster til kaffe, te, kage, vand, øl, vin og sandwich og også det, gik rigtig fint. Jeg håber og tror, at far var stolt af vores måde at håndtere det hele på. Efter alle var gået kørte min søster og jeg på kirkegården for at se og fotografere blomsterne, og de ses så her ovenfor.

Som en slutbemærkning vil jeg på vores vegne igen gerne takke for utallige søde beskeder i en svær tid og selvfølgelig stor tak til alle, der mødte op, sendte hilsener eller begge dele i går.

Det skal indrømmes, jeg er træt! Det har været nogle hårde uger og min søvn har bestemt ikke været, hvad den skulle. Man mærker bagefter, hvor anspændt man har været. Så nu skal jeg prøve, om jeg kan få hvilet ud og komme mig lidt ovenpå det hele. Så nu ved dem, som ikke har talt med mig eller læst på Facebook også hvorfor, der har været helt tavst her.

“Tak for alt”, er tak til far, og til alle jer, der har vist jeres deltagelse!

Koncert i Messiaskirken

Jeg havde allerede sidste weekend aftalt med en veninde, at hvis jeg kunne, skulle vi til koncert. Med andre ord gratis orgelkoncert i Messiaskirken.

Heldigvis skrev hun og mindede mig om, og spurgte, hvordan helbredet var stemt. Jeg havde (hukommelse som en si) lykkeligt glemt det, til trods for, at jeg havde sat påmindelse til i min kalender. Som jeg umiddelbart kan se, har jeg ikke fået den og så ryger det ud af lystavlen. Anyway, godt hun skrev. Jeg blev enig med mig selv om, at det gik vist okay, at tage derned. Nu har jeg togkortet, så jeg tog toget et stop, og så cyklede jeg resten. Det gik fint.

Vel ankommet satte jeg mig til at vente på, at hun kom. Først udenfor, og siden gik jeg ind (hurra for mobiltelefonen). Jeg tænkte, at vi hellere måtte være i god tid, for det var jo ikke til at vide, hvor mange der kom. Hvis jeg nu lige havde tænkt mig lidt om, så er Messiaskirken ret stor, så risikoen for, at vi ikke fik en plads, var vist ikke særlig sandsynlig. Men skidt med det, i god tid var vi, og så kunne vi få en sludder også. Det gjorde jo ingenting heller.

Det var en vidunderlig koncert og os 14 personer, der var mødt op, trods sommertemperaturer og vejarbejde (hele den ene kørebane udfor kirken er gravet op), fik en sublim koncert. Ikke nok med en fantastisk koncert – efterfølgende fik vi en kompetent og dybdegående forklaring på, hvordan orglet fungerer med hands-on demonstration. Lidenskaben var ikke til at tage fejl af, og den slags smitter. Det bliver ikke sidste gang, jeg tager til orgelkoncert, og i særdeleshed med Krisztina. Det var fantastisk. Som vi talte om på vejen hjem. Tænk at kunne spille sådan og ikke mindst, tænk hvem der opfandt orglet for snart længe siden – verden er forunderlig.

Programmet var som følger:

Orgelkoncert med Krisztina Vas Nørbæk
Gæstesolist: Jens Nørbæk – viola da gamba

Joh. Seb. Bach (1685-1750) Præludium og fuga i A-dur BW 536

J.P. Sweelinck (1562-1621) Variationer over “Onder een linde Groen”

D. Buxtehude (1637-1707) Magnifica primi toni BuxWV 203

Diego Ortiz (1510-1570) Soloricercar for viola a gamba
Recercada primera sobre la canicion “Doulce Memoire” (for gambe og orgel)

Johann Krieger (1652-1735) Toccata in C

Maurice Duruflé (1902-1986) Meditation

W.A. Mozart (1756-1791) Andante i F-dur

Siegfried Karg-Elert (1877-1933) Act kurze Stücke Op. 154

1. Introitus, 2. Gagliarda, 3. Melodia Mmonastica, 4. Aria semplice,
5. Appasionata, 6. Canzona solenne, 7. Toccatina, 8. Corale.

Herefter var der fin fortælling om Kirkens Frobenius-orgel fra 1930/1960.

Kunne du tænke dig, at komme til orgelkoncerter, så er her flere. Vi fik en sludder med organisten på vej ud, som fortalte, at hun spiller i Holmens Kirke senere på året. Det kan du se på linket nedenfor under Holmens kirke.

Links:

Messiaskirkens koncertkalender

Koncerter Holmens Kirke 2013-2014

Orgelkoncerter i hele landet via www.kultunaut.dk/