I will never forget…


79 år i dag

I dag ville min mor være fyldt 79 år, og det var i januar 10 år siden, vi mistede hende. På en måde, er det jo længe siden og så er det alligevel ikke. Savnet vil altid være der, og jeg kan stadig tænke, at jeg skal ringe til hende. Det lyder måske helt tåbeligt, men det er noget, jeg har hørt fra mange, der også har mistet en forældre eller anden person, de var tæt på.

Mor er hos mig hver dag, jeg tænker på hende og mindes hende. Det gør ikke ondt på samme måde mere, men det kan gøre det indimellem. I dag vil jeg prøve at huske den dejlige fødselsdag, vi holdt for hende hos mig tilbage i 1997 i mit hus, som hun var så glad for – du kan se foto af hende fra den dag her. I dag får hun roser på hendes lille sted, og far, min søster og jeg spiser frokost sammen.

Senere står den på mere godt selskab, alle de søde mennesker og flotte heste på banen. Det er aftenløb, så det starter klokken 17.15, skulle du få lyst og lejlighed. Vejret er som altid ikke til at styre, nu når jeg endelig har taget varmt tøj på, så kommer solen, men jeg kan da tage af senere igen. God lørdag til jer!

Dem vi savner, og husk at værdsætte


Neptune med ejer Morten Buskop i en hyggestund i stalden

Igår var det min elskede Neppes fødselsdag – han ville være blevet 13 år gammel. Han er ofte tænkt på og stadig meget savnet. Vi har vores kære firbenede venner en begrænset tid, uanset om de får lov at dø af alderdom, eller de går bort af mere triste årsager. Ganske som med vores menneskevenner, synes jeg det er vigtigt, at vi ikke glemmer dem. Neptune er i mit hjerte, og derfor bliver han aldrig glemt af mig, og heller ikke af hans ejere Iben og Morten. Han var for nogen ganske almindelig og se på, men jeg lover skindet bedrog, han var en ganske særlig hest. Tillykke i hestehimlen kære ven.

I morgen er det en dag, jeg plejede at elske, nemlig “Mors Dag”, for jeg elskede at have en undskyldning for at forkæle min mor. Hun var altid glad for, når man gjorde noget for hende, og hun fortjente det sådan. For hun var en ganske særlig og fantastisk mor, og også hun er savnet selvom det er 10 år siden hun døde. Nu er jeg så af gode grunde ikke så vild med dagen, for det minder mig jo om, at jeg ikke har min mere.

Derfor siger jeg til jer, påskøn jeres mor, mens I har hende og undlad ikke at fortælle hende, at hun er jer dyrbar. Det ved jeg, min mor vidste, hun var for mig, men lad det endelig ikke blive for sent. Og husk, hvor glad hun bliver for bare en opringning, hvis hun er noget, der bare minder om min mor. Hav en dejlig dag i morgen og hyg med jeres mødre. Jeg ville give alt for at kunne fejre dagen i morgen med min mor.


Mor & jeg 1964

Sensommerminder og en minusdag

Ovensiddende foto er fra starten af semptember, hvor jeg var til bryllup og er taget på vejen hjem, hvor jeg stoppede og fangede denne søde hest på modsat side af vejen. Lyset var fantastisk, for vejret havde været mere end smukt hele dagen. Festen fortsatte uden mig, og jeg husker, jeg var rigtig ked af, at skulle forlade festen. Ikke så meget fordi, det var en fest, men fordi jeg gerne ville have fejret de to mere, end tilfældet blev.

Hvorfor jeg kom til at tænke på det? Jamen det gjorde jeg, fordi, jeg talte med bruden her til morgen. Ikke nogen hemmelighed, at hun var meget gravid, allerede til brylluppet og nu skal hun så nedkomme, hvad sekund, det skal være.

Man reflekterer nogengange over, hvordan andre ser venskabet, i forhold til en selv, og det er ikke altid det samme. Det har jeg oplevet ofte. Det bedste, er jo hvis tingene er overens. At man ikke har helt den samme opfattelse af det, er jo ikke det samme som man ikke har det hyggeligt, langt fra, men graderne kan så vise sig på forskellig vis. Det er ikke altid helt forståeligt for mig (og sikkert andre), når den slags sker, men faktum er, at sådan noget sker også uden de store forklaringer. Man får som regel ingen og ve den der formaster sig til at spørge – det skal man (tilsyneladende) heller ikke. Så jeg nøjes med at konstatere og så sidde med følelsen af forvirring og undren helt alene, og håbe at jeg med tiden bliver ligeglad. Ikke altid lige let, men sådan er det.

Dagen i dag, er en af dem, jeg gerne var lidt foruden. Dødtræt og ondt allevegne. Det kan man godt blive lidt ked af. Især når man gerne lige vil være færdig med det sidste. Jeg prøver at få lavet lidt, og alt i dag er bonus. Forhåbentlig er det (og humøret) bedre i morgen. God weekend.

78 år i dag

Idag er en underlig dag. Ikke en, jeg som sådan kan fejre mere til min store fortrydelse, men det er min mors fødselsdag. Hun ville være blevet 78 år.

Som det er, får hun besøg og en buket blomster og mange tanker fra mig og resten af familien er jeg sikker på. Nu er der gået så mange år, og man forventer ligesom at savnet bliver mindre. Men det gør det ikke. Det bliver bare håndterligt, og har været længe. Men mindre nej. Savner min mor, og det vil jeg gøre, til jeg selv ikke er her mere.

Tillykke med fødselsdagen søde mor!

En chokoladegufgentagelse

Hjertestoppende god er den her sang – tidløs hjertesorgsmusik, som aldrig bliver forældet. Den er bare fantastisk ligesom Toni Braxtons stemme er det. Jeg e l s k e r den sang. Og endnu mere fordi jeg ikke har hjertesorg!

Jeg har vist den før på bloggen, men det var en anden version, og jeg kender ihvertfald en, der gerne vil se ham den lækre chokoladesteg, der er i videoen ovenfor ;-)

Kærligheden jeg nævner i det første indslag – Jamen jo, ham ville jeg sørme gerne have tilbage – til enhver tid, men livet er for kort til at sørge hele tiden. Han bor i mit hjerte, som jeg også bor i hans.

Jule- og andre minder

Jeg tænker faktisk ofte på Tsunamien i 2004 Ikke så meget på grund af den, men en masse begivenheder det år. Først og fremmest var det også året, hvor jeg startede det med at miste min elskede mor. Så var stilen ligesom lagt. Dernæst mistede jeg en nær, nær veninde. Mistede – ikke fordi hun døde, men fordi hun dikteret af sin tyraniske mand, valgte mig fra. Jeg der ellers havde stået last og brast med hende, og som jeg havde kendt siden, vi var børn.

Det var også året, hvor jeg fandt en stor, stor kærlighed og sjæleven, jeg aldrig tror, jeg finder magen til. Det er ihvertfald ikke sket endnu, lad mig sige det sådan. Lige så hurtigt, jeg fandt den lige så brat og hårdt blev den revet fra mig igen (godt nok først på året efter, men alligevel). For godt til at være sand? Nej den var skam sand. Så at sige, det var et hårdt år forslår vist ikke. Alle 3 ting, var hver for sig helt forfærdelige at komme sig over og tog meget, meget lang tid, men at have dem alle på en gang, mere eller mindre, var rigeligt, skal jeg hilse og sige.

Jeg overlevede, og det gjorde familien ovenfor også. Det er en ny film, der kommer om katastrofen “The Impossible (2012)”. Jeg ved ikke, om jeg skal se den, men jeg behøver den ihvertfald ikke for at blive mindet om 2004.

Dog skete der een god ting også, og den er jeg så til gengæld stadig taknemmlig over, det var nemlig også året, hvor jeg fik min pension, så helt skidt var det ikke. Og man skal jo huske de gode ting og prøve at holde fast i dem. Og selvom jeg ikke har glemt noget som helst af det andet, så er jeg stadig taknemmelig for pensionen hver dag. Og selvom jeg ikke fik min store kærlighed, så ved jeg, at han aldrig glemmer mig heller, og minderne kan ingen tage fra en.

Nogen mere end andre

Jeg har især i starten af mit blogliv hørt mange kommentarer på det med at fotografere på kirkegårde. Nogen bryder sig om det og andre gør ikke. Og det er helt i orden. Dog ved jeg, at jeg inklusiv kamera viser de afdøde og gravene langt mere respekt end den dame, jeg så forleden på Vestre Kirkegård iført unger og to hunde, der ufortrødent gik løs og forrettede deres nødtørft op ad gravene!!! Eller dem, der behandler det som en træningsbane og løber igennem.

Det er med stor opmærksomhed indføling og interesse for de skæbner, jeg møder, jeg bevæger mig rundt og fotografere. Og som jeg ser det, kan det heller ikke fra de afdødes side, være negativt. Ihvertfald er der ingen negtivitet til hensigt med min vandren og fotografering, hvorfor dette indlæg også KUN er udtryk for indlevelse og medfølelse med de pårørende til netop denne afdøde.

Det er altid trist at miste, men at miste et barn, siges at være det værste, der kan ske for et menneske. Da jeg ingen børn har, kan jeg kun gisne om, at det må være sandt, og sammenligner jeg med smerten ved tabet af min mor, så – ja! Det går jo ikke på at måle hvis smerte er størst, men om at afdøde i hvert tilfælde forhåbentlig var elsket af nogen, mens de var her, og således også savnet, når de går bort.

Selvsagt, er alle noget særligt, og selvfølgelig fotofraferer jeg kun sten, jeg ser et eller andet i. Det være sig stenen som sådan, der bare er smuk, dekorationen, baggrunden i forbindelse med m.m. Men det kan også være fordi, den “historie” gravstenen fortæller mig, griber mig. For at den gør det, har stenen som regel fanget mig først.

Lige sådan et tilfælde mødte jeg forleden, da jeg var på Vestre Kirkegård. Det første der fangede mig var stenen, eller rettere stenene. Der var fire enorme blanke sorte granitsten, der altså fyldte ret så betragteligt i landskabet og var meget synlige. De var ikke gemt væk, men var på et relativt åbent stykke, så jeg skulle have været, noget nær blind for at undgå at se dem. Ved nærmere eftersyn var det så, at jeg så, at Thomas ikke blev ret gammel.

Det er altid ekstra hårdt tror jeg, når vi føler vores kære er taget herfra for tidligt. Og dette var helt sikkert et sådant. Det er ikke ofte det sker, men når jeg støder på en sådan sten, sker det jeg prøver at se, om jeg kan finde historien bag den, når jeg kommer hjem. Det gjorde jeg med Thomas.

Allerede fra stenen, var det tydeligt, han var højt elsket, og da jeg fandt hans historie, blev det helt krystalklart, at han var en smuk, livsglad og kærlig ung mand, der blev revet fra familie og venner på mest ubarmhjertige måde. Jeg tror fast og fuldt på, at Thomas har det godt, hvor han er, men udfra det skrevne, er jeg også sikker på, han havde et dejligt liv og en skøn familie og masser af venner. Så selvom han er væk, så er der dog trøst i, at han havde netop det, et godt liv, mens han var her.

Gribende var det ihvertfald at få et indblik i hans historie. Det håber jeg så også, I synes. Er du en af dem, der godt kan lide mine kirkegårdsfotos, så ligger resten af fotos her.

Helt speciel

Videoen her vises af ganske personlige årsager. Af samme grund kommer der ikke de store forklaringer på den. Men det er sidste del af videoen, der er vigtig.

Den ganske særlige person, den er vist til ære for, er helt klar på, hvorfor lige denne video vises. Vedkommende er stadig tænkt på meget ofte, og mere skal (og behøves) der ikke siges om den ting.

Deja vu

Til tider med min mistede barndomsveninde, fik jeg lige, da jeg læste indlægget ovre hos Mette. Hun bruger et udtryk som hun også altid brugte, og det gav et stik af savn i mig – øv osse! Så det gav for mig en lidt trist afsllutning på min dag oveni, at jeg har ondt i halsen i skrivende stund – så her går det sgu da godt lige nu. Jeg må hellere gå i seng!