En møgdag med migræne

Dagen i dag har været en møgdag uden lige. Jeg har næsten ikke sovet. Det er generelt et problem, men udefra kommende ting, oveni en massiv migræne, gør ikke sit til at hjælpe på sagen. I mange timer, lå jeg bare for nedrullede gardiner og prøvede at sove, og endte da også med, at kunne sove lidt, og migrænen lettede lidt ved hjælp af piller.

Det er godt nok sjældent, at jeg har hovedpine på den måde, men jeg tror, systemet begynder at brænde lidt sammen med alt der sker omkring mig, og vi nærmer os også, at jeg skal rejse. Misforstå mig ret, jeg glæder mig helt vildt, men jeg er samtidig også nervøs og spændt på en gang, hvis det giver mening. Helt bortset fra, at jeg da aldrig har været væk hjemmefra, så længe. Så det er flere ting, der er i spil. Og som I sikkert ved, så har der ligesom været sket “lidt” her de seneste måneder.

Så af alle ovennævnte grunde, har jeg ikke været til pænt brug. Egentlig ville jeg have været på visit hos en hesteveninde, der ligger på hospitalet (ja hun faldt desværre af hesten), men det blev altså ikke i dag. Hun ved, jeg tænker på hende. Hvis jeg får lavet nok her, må det så blive i næste uge.

Humøret har bestemt heller ikke været noget at skrive om idag, for nu at sige det mildt, så alt i alt, er det en af de dage, jeg gerne springer let og elegant over. Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg lige får det bedre. Hovedet er bedre og på trods, har jeg faktisk fået ryddet op i mit køkken og lidt andet, så helt og aldeles skidt, er det ikke endt.

Og så fik jeg lavet noget sund aftensmad også. Til frokost stod den på en lasagne, jeg mangler at skrive om (det får komme, som det kan), og til aften, var det den dejlige indiske aubergineret med dal (fra fryseren) og så ris til. Det smagte himmelsk, og så besluttede jeg, at dagen var den, hvor jeg fortjente et glas hvidvin, så det får jeg så. Rigtig god weekend til jer.

Foto er fra min tur til Mølleådalen med det nye kamera.

Frøken Flittig

Det er så mig, hvis nogen er i tvivl! Dagen i dag, er blevet godt brugt. Jeg har i den grad hevet mig selv op med hårrødderne og da jeg først kom igang, var jeg heldigvis ikke til at stoppe igen.

Min ene altan, lignede et bombenedslag efter de her håndværkere. Dels fordi alt stod hulter til bulter og dels fordi, der var beskidt også. Så jeg startede der. Alt blev flyttet på plads og rykket rundt og gulvet blev skruppet med sæbe og hele svineriet. Bord og ting blev tørret af og der blev ryddet op. Så nu er der ikke et øje tørt.

Gulvet i soveværelset og stuen blev vasket og det i køkkenet lige tørret over. Det er skal en større rengøring også der. Og så har jeg fået sat næsten alt på plads i mit spisekammer, hvilket altså siger ikke så lidt. Som jeg skrev på Facebook, så skal der dælme skrues ned for mine hoardingtendenser i den retning. Jeg kunn brødføde en mindre landsby med alt det mad, jeg render og gemmer. Så nu køber jeg altså intet i et godt stykke tid, for der skal ryddes ud i de her ting. Ikke mindst fordi jeg også mister overblikket og jo så også er stødt på nogle ting, der måtte smides ud. Ikke at de var megagamle, men økologiske frø, tørret frugt etc. er altså noget der går dyr i rigtig hurtigt. Og selv hele rå bønner, har jeg oplevet angreb på, hvilket jeg slet ikke forestillede mig. Meget er røget i køleskab og fryser, for at undgå fremad, for jeg er megatræt af de her flyvende objekter. Inden alt blev sat på plads, så blev der skuret og skrubbet og sprøjtet for dyr derinde og luftet ud en hel dag, inden, jeg satte på plads igen. Så nu håber jeg det går.

Det er dagens dont i store træk, men jeg er godt tilfreds. Arbejdet med de nye altaner (grimme som helvede), men sikrere end de gamle, skrider frem og jeg regner med, at når jeg kommer hjem i morgen efter min tur ud i verden, så har jeg også en ny. Iøvrigt fik jeg også i går en hyggelig sludder med ham, der sætter dem op, og hans hjælper. Jeg er skrækkelig. Den vej rundt hader jeg forandring, men ikke mindst synes jeg det er synd, for det ændre bygningens udtryk fuldstændig. Hvorfor ikke sætte nogen nye magen til de gamle op! Jeg forstår det ikke, men det er vel som altid et spørgsmål om kr. og ører. Men uanset skal de jo være speciallavet, for den slags altaner er jo ikke standard som så meget er det. Anyway, nu er jeg mere end spændt (læs: Frygter helt vildt), hvad de vil gøre med vores smukke murede altaner mod banen. Jeg håber inderligt, de bliver lavet magen til. Jeg vil blive megaked af at skulle have sådan et galvaniseret helvede den vej.

Dagen har også budt på en Skypesamtale med min bror. Det er ved at være noget siden, vi har talt sammen, så det var skønt, at høre hans stemme igen.

I morgen var egentlig stalddag, men jeg synes, jeg trængte for en kaffedate, og min veninde trængte også, så sådan en tager vi lige i morgen. Og da jeg nu har været så flittig i dag, så kan jeg gøre det med god samvittighed. Lige nu får jeg en kop te, og hører guitarsolo i et forsøg på, at hive mig selv lidt op igen…. for jeg er træt nu, både mentalt og ellers. Jeg ønsker jer en dejlig aften.

Første fotos med det nye kamera

Lige her for lidt siden, købte jeg det kamera nummer 2, jeg gerne har villet have længe. Mit 40D kunne også godt trænge til en opgradering på et tidspunkt, men det tjener mig nu godt stadig. Grunden til kamera nummer to, er egentlig til brug på banen, hvor jeg ikke kan stå og fifle med at skifte objektiv, men hvis jeg har to kameraer med hver sin funktion, er det en anden sag. Jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle vælge og har tænkt og tænkt, uden at blive klogere. Indtil jeg “faldt over” dette brugt i en gruppe for den slags på Facebook, og tænkte, at det lige var det. Ikke mindst fordi det også kan tage video. Så det gjorde jeg. Ofte er det sådan, at jeg så får “serveret” løsningen, hvis jeg lader den hænge. Det er som et helt nyt.

I dag skulle det så testes. Og da jeg stadig har bilen, skulle jeg så prøve noget nyt. Valget faldt på Mølleåen og Sorgenfri Slotshave. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ramte åen, hvor jeg egentlig ville, men sådan blev det dennegang. Og det kom der egentlig også noget fint ud af synes jeg. Kameraet er jeg allerede vildt begrejstret for, og så vejer det altså væsentlig mindre end det andet. Inden jeg kørte til destinationen, var jeg hos den lokale fotomand i Hellerup og købe filtre og et memorycard til det nye kamera. Manden der synes det er et fint kamera, og hans gæt er, at jeg formentlig kommer til at bruge det mere end 40D. Og faktisk tror jeg, han har ret. Det er mindre, men er et par modeller nyere, og det kan man godt mærke. Som det ses, kvaliteten fejler bestemt intet. Jeg er solgt.

Ellers ikke det vilde, andet end at jeg i går fik købt flybillet til min store rejse til USA. At sige, jeg glæder mig, er en underdrivelse. Jeg kan stadig ikke forstå, det passer.

Morgenen foregik i stalden og selvom jeg var så træt, at jeg dårligt kunne hænge sammen lykkedes det dog og at strigle min gode gamle ven Stinger og hygge med en ny – Screwbox Carlras, udover det sædvanlige gåen til hånde.

I morgen skal jeg have de sidste detaljer på plads til turen, sådan papirmæssigt og så skal jeg nusse rundt her. Jeg er mere død end levende. I morges vågnede jeg f.eks. kl. 4!!! Var vågen til klokken 5.30 og skulle op igen 6.45. Det kom jeg selvsagt ikke, og vågnede 7.30 med alarmen kørende og helt smadret. Der sker lidt for meget og har været sket lidt for meget, men det ender vel med, at det går. Altså hen og ligge ned og slappe helt af…..