Dem vi savner, og husk at værdsætte


Neptune med ejer Morten Buskop i en hyggestund i stalden

Igår var det min elskede Neppes fødselsdag – han ville være blevet 13 år gammel. Han er ofte tænkt på og stadig meget savnet. Vi har vores kære firbenede venner en begrænset tid, uanset om de får lov at dø af alderdom, eller de går bort af mere triste årsager. Ganske som med vores menneskevenner, synes jeg det er vigtigt, at vi ikke glemmer dem. Neptune er i mit hjerte, og derfor bliver han aldrig glemt af mig, og heller ikke af hans ejere Iben og Morten. Han var for nogen ganske almindelig og se på, men jeg lover skindet bedrog, han var en ganske særlig hest. Tillykke i hestehimlen kære ven.

I morgen er det en dag, jeg plejede at elske, nemlig “Mors Dag”, for jeg elskede at have en undskyldning for at forkæle min mor. Hun var altid glad for, når man gjorde noget for hende, og hun fortjente det sådan. For hun var en ganske særlig og fantastisk mor, og også hun er savnet selvom det er 10 år siden hun døde. Nu er jeg så af gode grunde ikke så vild med dagen, for det minder mig jo om, at jeg ikke har min mere.

Derfor siger jeg til jer, påskøn jeres mor, mens I har hende og undlad ikke at fortælle hende, at hun er jer dyrbar. Det ved jeg, min mor vidste, hun var for mig, men lad det endelig ikke blive for sent. Og husk, hvor glad hun bliver for bare en opringning, hvis hun er noget, der bare minder om min mor. Hav en dejlig dag i morgen og hyg med jeres mødre. Jeg ville give alt for at kunne fejre dagen i morgen med min mor.


Mor & jeg 1964

Mors Dag & familiefødselsdag


Mor & jeg 1964

Jeg vil ønske alle mødre en dejlige mors dag. Til alle mine veninder og bekendte især selvfølgelig. Og til alle andre, håber jeg, at I nyder jeres mor. Ovenfor et gammelt foto af min mor og jeg. Verdens bedste mor var hun, og hun er tænkt på og savnet, også i dag selvfølgelig.

Dagen i går gik mest med afslapning. Jeg skulle lade op til et fødselsdagsarrangement senere på aftenen. Min onkel holdt fødselsdag. Selve dagen havde været. Vi var inviteret på mad og drikke og var faktisk temmelig mange mennesker.

Vi er en stor familie, og det er ikke så ofte vi ses, men det er altid hyggeligt, når det sker. Men hvor kan man se, tiden iler, når man se hvor store alle ungerne bliver. Det er godt nok vildt. Det var en fin aften og far og jeg fulgtes. Ikke mindst var det i sig selv stort, at jeg fik ham med ud og køre tog.

I dag er jeg mast som i fuldstændig smadret, så den står på afslapning og alt derudover er bonus. Hav en dejlig Mors dag allesammen og til dem, jeg var sammen med i går – tak for en fin aften!

En hadedag – er det blevet!

I dag er det mors dag! Engang var det en god dag, hvor jeg i høj grad kunne vise min mor, at jeg holdt meget af hende og værdsatte hende Sådan har det ikke været i 8 år nu.

Nu kan jeg kun sende hende kærlige tanker og hvis jeg orker det, gå på kirkegården med en blomst til hende. Indrømmet, det har jeg ikke været i dag. Men jeg har tænkt på hende. Ville give meget for at have hende her, og kunne værdsætte hende. Dog ved jeg, at jeg huskede det, da hun var her, og hun blev altid enormt glad. Husk jeres mødre, mens I har dem – og jeg lover jer, de elsker at blive husket! Samtidig et stort tillykke med dagen til alle mine veninder, der er mødre! I skulle have haft et kort i dag, om ikke andet end elektronisk. Nu bliver det en “bunke-hilsen” her, men lige velment, så modtag den som sådan.

Måske også derfor, har det slået mig ekstra, når nogen ikke kan forstå, at jeg har mine begrænsninger, at hele den tur med min far, nær havde taget mig med i faldet sådan stressmæssigt og jeg først lige er ved at komme mig over det. At jeg ikke behøver mere end højst nødvendig stress lige op til en ferie, hvor jeg stresser over planlægning, pakning, og alle de ting, jeg skal nå inden jeg skal afsted.

At jeg bliver møgirriteret når folk der aldrig så meget som spørger, hvordan jeg har det, hvad jeg laver eller noget som helst iøvrigt, alligevel synes, de kan tillade sig at trække på mine meget få kræfter! Sådan spiller klaveret ikke – ikke mere. Beklager, nu tænker jeg altså også på mig selv! Sådan bliver det fremover – at jeg også siger fra, når folk ikke kan finde grænsen. Og det kan de så ikke! Men det er ikke hvad man har brug for, når man lige er sårbar i forvejen! Argh!