Burlesque (2010)

Den har, når jeg kigger rundt ikke fået særligt gode anmeldelser, faktisk ret så dårlige anmeldelser. Så glad er jeg for, at jeg ikke så dem, før jeg så den. Den blev vist på TV forleden og jeg optog den.

Det har været en film, jeg gerne har villet se, fra da jeg hørte om den. Af flere årsager. Dels synes jeg Christina Aguilera synger fantastisk, og Cher…er bare Cher. Hvad mere behøver man? Jeg indrømmer, den er meget forudsigelig i sin handling, men jeg kedede mig ikke, hvilket nogen har beskyldt den for at være også. Tværtimod ventede jeg spændt på, næste nummer med Christina, som synger fantastisk i filmen.

Især hendes debutnummer (i filmen), er så man får gåsehud og bare sidder på kanten af stolen. Hun er efter min mening også en køn pige, der bestemt også kan bevæge sig. Så på den note har jeg absolut ingen problemer. Iøvrigt kan hun nå hele 4 oktaver, hvilket er ret bemærkelsesværdigt, og noget de færreste kan. Her kan det som en fodnote fortælles, at Mariah Carey når hele 5, men har evnen til at nå over de 7!

Cher passer rigtig godt til sin rolle som Tess der ejer klubben og Stanley Tucci, som hendes højre hånd og mentor Sean, er helt genial. Derudover er der de to mandlige “hunks” i form af den forlovede Jack Cam Gigandet, som er barmand i klubben, og den noget glatte Marcus (Eric Dane) og så skal Cher’s bemærkelsesværdige stemme heller ikke glemmes. Den får vi nemlig også at høre i dette dejlige nummer.

Selv vil jeg give Lovefilm ret i deres anmeldelse. Det er en musical, som man ser for musikken, dansen og hele opsætningen, ikke for handlingen, og jeg nød den meget. Kan du lide musicals, så skal du se den, for det er fantastisk musik, sang og show.

Har du allerede set den, hører jeg selvfølgelig gerne, hvad du synes.

Søndagsunderholdning

Jeg var noget “lang i ansigtet igår” og så var jeg alligevel glad. Posten skulle gerne afleverere nogen DVD’er, jeg havde bestilt til nevø’en som havde fødselsdag igår. Han kom også – posten, men med en CD, jeg havde bestilt til mig selv – Dreamgirls! Nej det er ikke den nye med Beyoncé og Jennifer Hudson, det er Originalen og det er simpelthen musik i topklasse! Det var denne musical, der bragte Jennifer Holliday frem i lyset, som jeg også tidligere har skrevet om.

Jeg har ikke set den nye film med Beyoncé og Jennifer Hudson (Trailer), men de har fået store roser for den. Det er en af mange film “på listen”. Men for nu nyder jeg altså min CD, mens jeg skriver indlæg. Men den bliver nok også købt, for også den er yderst rimelig i pris.

Her nedenfor Jennifer Holliday i et originalt klip fra Musical’en fra 1982 i sangen der gjorde hende berømt “And I’m telling you, I’m not going” – Den kan godt tåle et gensyn. Selv nu, efter at have hørt den kun Guderne ved, hvor mange gange, giver den mig stadig gåsehud.

Posten leverede denne og det var godt, værre var det, at nevø’en DVD’er ikke var kommet. De var bestilt som erstatning for en CD, jeg havde bestilt sammen med Julegaverne. Det var så håbet, at den nåede at komme til fødsesdag – ironisk nok har jeg lige nu idag fået besked om, den er sendt afsted. Det bliver en ekstra gave så. Men posten vendte tilbage – “jeg har lige en pakke mere til dig” og dagen var reddet. Skønt! De blev pakket fint ind og faderen hentede og tog med til ham.

Sammen med de her DVD’er til nevøen var en lille gave til mig selv. “Ladies In Lavender” med to af mine favoritdamer – Judi Dench og Maggie Smith. Jeg tør sagtens købe en film med dem, uden at have set den først. Og den har været på ønskesedlen længe. Nu jeg skulle kigge efter DVD’erne til nevø’en, så kiggede jeg lige prisen på denne – 59,- kr. Så jeg har dejlig underholdning, når jeg er færdig her. Nedenfor traileren til filmen: