Til en veninde!


Jeg havde engang en rigtig dejlig veninde. I år er det 16 år siden, hun døde. Den 16. juli helt nøjagtigt. Også hun blev et af cancerens ofre. Synes nok, der er mange, der er ramt af det og bliver ramt af det.

Dette medley til hende og alle de andre, jeg kender som slås med sygdom og bekymring. Hun elskede nemlig Celine og jeg er også selv helt vild med hende, skulle nogen være i tvivl.

Fed musik!

Så kort kan det siges. Jeg var så heldig at få albummet “Crush” fra en bloggerven, som havde et i overskud. Det har udviklet sig til en stor favorit. Det er bare SÅ godt. Kan du lide Bon Jovi, så skal du helt sikkert investere i dette album. Det er den ene perle efter den anden. I love it!

Har siddet og hørt og fået ordnet en masse fotos fra Derbydag, og nu vil jeg køre ud i den rigtige verden og se væddeløb. God lørdag til jer.

Det hele kører rundt

Nej helt så slemt er det ikke. Det går lige vil jeg sige, men stadig kun sålænge, jeg holder mig relativt i ro. Så det gør jeg så. Som jeg skrev, har jeg modtaget min Syreeta CD i dag. Dejlig, dejlig musik, og udover Spinning, Spinning, som jeg fortalte om forleden, er et andet yndlingsnummer også på CD’en. Sangen ovenfor, hvor hun synger duet med Smokey Robinson.

Da jeg havde mine vinylplader, havde jeg den med Carl Andersson og var helt vild med den sang. Til gengæld sagde resten af LP’en mig ikke rigtig noget. Nu fik jeg så den med i købet her, og den er lige så god med Syreeta og Smokey. Win win!

Jeg havde håbet at finde en liveoptagelse, men til gengæld er lyden her fantastisk – svært at få det hele. Sangen har tilsyneladende været i filmen. Begge handler således om noget, der kører rundt – det er sådan set jo slet ikke tilsigtet, men igen passer det jo meget fint.

Gårsdagens film

Det er en film, jeg husker noget svagt om, jeg gerne ville se, da den kom frem. Med vanlig lynfart, er tiden jo bare løbet, og jeg synes lige det var “forleden”. På årstallet kan I så se, det var det ikke, men ikke desto mindre optog jeg.

Eftersom jeg jo er halvt amerikansk, så finder jeg de her film, der beskriver en del af amerikansk kultur – som er meget anderledes end den danske, meget interessante. Derudover elsker jeg musik og dans, så der var ikke meget at betænke sig på. Jeg var rigtig godt underholdt, og hold da så lige op, de kan spille, danse og bevæge sig de her unge mennesker – misundelig? Ja faktisk!

Den øverste er den officielle trailer til filmen og nedenfor er en af de flotteste scener i filmen, som bør ses! Kommer filmen igen, så se den for hvad den er – underholdning – det gør den fint, synes jeg!

Fredagshumørbooster!

Så steg humøret lige adskillige grader. Må dit gøre det samme :-)

Burlesque (2010)

Den har, når jeg kigger rundt ikke fået særligt gode anmeldelser, faktisk ret så dårlige anmeldelser. Så glad er jeg for, at jeg ikke så dem, før jeg så den. Den blev vist på TV forleden og jeg optog den.

Det har været en film, jeg gerne har villet se, fra da jeg hørte om den. Af flere årsager. Dels synes jeg Christina Aguilera synger fantastisk, og Cher…er bare Cher. Hvad mere behøver man? Jeg indrømmer, den er meget forudsigelig i sin handling, men jeg kedede mig ikke, hvilket nogen har beskyldt den for at være også. Tværtimod ventede jeg spændt på, næste nummer med Christina, som synger fantastisk i filmen.

Især hendes debutnummer (i filmen), er så man får gåsehud og bare sidder på kanten af stolen. Hun er efter min mening også en køn pige, der bestemt også kan bevæge sig. Så på den note har jeg absolut ingen problemer. Iøvrigt kan hun nå hele 4 oktaver, hvilket er ret bemærkelsesværdigt, og noget de færreste kan. Her kan det som en fodnote fortælles, at Mariah Carey når hele 5, men har evnen til at nå over de 7!

Cher passer rigtig godt til sin rolle som Tess der ejer klubben og Stanley Tucci, som hendes højre hånd og mentor Sean, er helt genial. Derudover er der de to mandlige “hunks” i form af den forlovede Jack Cam Gigandet, som er barmand i klubben, og den noget glatte Marcus (Eric Dane) og så skal Cher’s bemærkelsesværdige stemme heller ikke glemmes. Den får vi nemlig også at høre i dette dejlige nummer.

Selv vil jeg give Lovefilm ret i deres anmeldelse. Det er en musical, som man ser for musikken, dansen og hele opsætningen, ikke for handlingen, og jeg nød den meget. Kan du lide musicals, så skal du se den, for det er fantastisk musik, sang og show.

Har du allerede set den, hører jeg selvfølgelig gerne, hvad du synes.

En tur i tidsmaskinen og den 7. himmel!

IMG_6002opt2_Morgentur

Nu er det ikke ofte, man sådan kan skrue tiden tilbage. Faktisk pisker den afsted, som var 10 vilde heste efter den helt bogstaveligt. Men her efter jeg kom hjem har jeg kunnet, om ikke sådan helt bogstaveligt, så har jeg kunnet på lydsiden ihvertfald. Jeg fik min CD hentet på min morgentur.

Det er helt vildt skønt, at høre den CD for mig. Jeg tror næppe, jeg lyver, når jeg siger, at det er den plade (jeg havde den på LP), jeg har hørt mest i hele mit liv, og jeg sled den også næsten op.

Eftersom den har mere end “et par dage” på bagen, så kan du selv begynde at regne på, hvor mange år, vi skal skrue tiden tilbage – det er dårligt værd at tænke på!!! Men jeg hygger mig meget med at lytte de kendte numre igen. Nu vi jeg ønske god weekend med ægte nostaligi – Puppy Love med Donny Osmond – så bliver det ikke meget mere “Boyband-drivende-ned-ad-væggen” :-) god fornøjelse! Den her video er fra 1972, altså ca. 3 år før Livekoncerten ovenfor. Optagelsen er fra programmet Top of The Pops!

Og så synes jeg også lige I skal have lov at nyde den voksne Donny – han er stadig dejlig. Her kigger han tilbage på 70’erne. Nummeret Donny synger til sidst, der hedder “Hold her tight”, er faktisk også et af mine yndlingsnumre og er også på Livealbummet.

3 ud af 3

Det er da vist ikke så ringe endda, som de siger i det jydske. Jeg havde sat mig 3 mål i dag

At komme ned og handle før der kom for mange mennesker – grønthandleren først, og dernæst Irma

At få støvsuget – her lignede noget, der var løgn efterhånden

At få et bad

Og tænk engang, jeg fik gjort alle tre ting. Er intet mindre end imponeret over mig selv. Hvordan går det så – jamen det går ikke så godt, men jeg skal jo have gjort nogen ting, og der er desværre kun mig til det. Men det føles dejligt, at have fået gjort noget, istedet for bare at sidde. Så jeg vil prøve at sætte små mål, så jeg ikke føler mig helt uduelig.

Når man sådan hopper rundt og laver næsten ingenting, så falder man over ting og sager. Jeg kom til at kigge baglæns, fordi blogsystemet eller retter mit plugin henter relevante indlæg frem, og hentede det her frem af gemmerne. Det var lige et hop tilbage til tider med en hest, jeg var meget glad for William Tell. Jeg håber, han har det godt, hvor han er nu.

Sangen lå således lige for, eftersom den kom jeg jo til at tænke på, men der var det det så kun 2 ud af 3. Faktisk har jeg også været til koncert med Meatloaf engang, i Globen i Sverige. Nu kan jeg læse på hans website, at hvis man har lyst, kan man fange ham i England snart.

Nu er det tid for noget aftensmad, og jeg har i tankerne, hvad jeg skal have, så må vi se, om det bliver sådan. Ihvertfald god weekend til jer.

Irsk og What makes a man

Dagen startede med, at jeg skulle have bilen. Det betød at jeg for næsten første gang, skulle ud i verden siden før Jul! Er du ikke svimmel mere? Ork jow, også i den grad, men ting gør ikke sig selv, og lidt mad skal jeg jo også have. Så det blev gjort, omend jeg prøvede at holde mig til nødvendigheder. Nye kontaktlinser skulle indhentes, eftersom jeg nu er gået over til nogen nye daglinser. Jeg har haft kontaklinser i mange år, og er (som det måske er blevet bemærket) sart på mange punkter. En er med, hvad jeg tåler af medicin og den slags. Det har så også betydet, at hver gang optikeren (i bedste mening selvfølgelig) har prøvet at ville have mig til at prøve noget nyt, har vi måtte opgive, omend det nye på papiret skulle være bedre.

Så har jeg oplevet lidt problemer med mine øjne og øjenlåg her på det seneste, og talte med min optiker om det. Noget af problemet, kunne henlægges til, at mine øjne tørrer ud, og mulig intolerance overfor vædsken jeg har brugt i snart rigtig mange år. Så hun foreslog de her endagslinser af ny oprindelse lavet på en ny måde med noget siliconehalløj. Med vanlig meget lille forventning om noget som helst, hjembragte jeg en lille portion på 5 par, for at prøve dem. Og for første gang i mands minde, duede noget nyt i den sammenhæng. Ikke bare duede, det var fantastisk at få dem på. Dejligt, så derfor skulle jeg over og hente nogen flere og aftale den videre gang i det hele. Det fik jeg gjort, og selvom de selvfølgelig er meget dyrere, så er det pengene værd – man skal passe sine øjne og som sagt, jeg har haft linser i mange år, og vil gerne fortsætte. Det kan jeg så gøre meget mere behagligt og se bedre gør jeg også.

Inden jeg tog afsted, så jeg lidt af en koncert, jeg havde optaget over Jul og Nytår – Westlife‘s afskedskoncert, som blev holdt i Dublin, Irland, foran intet mindre end 85.000 mennesker (to koncerter i træk i Dublin foran 2x det antal mennesker). Ovensiddende klip er ikke fra den sidste koncert med dem, og det er den ikke, fordi lyden på den koncert (efte rmin mening) ikke var god nok. Det sker desværre ofte til de her megakoncerter, men sjovt nok fandt jeg et andet klip fra 2008 fra samme stadion (Croke Park) hvor lyden er fantastisk (jeg har oplevet det samme fænomen i Parken – elendig MJ og super Rolling Stones), så det får I istedet for. Sangen hedder “What makes a man” og inden jeg fandt klippet, ville jeg faktisk sige noget om det – hvad der gør en mand, til en mand. Det er selvfølgelig mange ting, men…..

Nogen mener måske ikke, det er mandigt at græde – jeg vælger at være helt uenig! Jeg synes, det er smukt at se mænd vise følelser både på et helt personligt plan selvfølgelig, men også i sådan en sammenhæng (nogen husker måske også vores rørte Kronprins – jeg gør ihvertfald). De her gutter er tydeligt meget berørt af situationen og må mange gange tørre tårer væk undervejs. Inden en af sangene fortæller, Shane om da han var dreng, og han så en koncert på TV med Michael Jackson, hvor alle de her lys var, og han havde sagt til sin mor (eller mormor), at det ville blive ham en dag, og nu står han der og synger for så mange mennesker. Det må immervæk også være vildt. Jeg så lidt inden jeg handlede og så resten, da jeg kom hjem.

Iøvrigt må der været noget i vandet derovre, for ikke nok med, Westlife er Irske, det er et andet meget dejligt boyband også nemlig Boyzone, og det er også samme mand, der står bag.

Bortset fra det med Boybands, så kan Irerne også noget med heste – de avler nogen af verdens bedste fuldblodsheste også. En helt anden snak, men du husker måske min tur til Irland i netop den sammenhæng. Der vil jeg også gerne over igen.

Nu jeg var ude i verden var jeg forbi den gode doktor også for medicinforsyningen skal jo også plejes – desværre. Heldigvis kan jeg for meget af tidens vedkommende begrænse mængden, men helt fri bliver jeg ikke. Desværre skal jeg på et tidspunkt i år af med den gode doktor. Som med Westlife, der føler det rigtigt at holde, gør lægen også, og jeg kan i begge tilfælde sige, jeg udemærket forstår, men det betyder ikke, at jeg synes om det, langtfra!

Han har dog fundet en rigtig god afløser (jeg har kun hans ord for det), så det håber og beder jeg så til. Der er ikke meget, jeg i den grad hader af et godt hjerte som at skifte læge. Når man har brug for ofte, betyder det meget, at “det svinger” og man bliver lyttet til og forstået. Som jeg har nævnt før, så har jeg været heldig ofte, men jeg har også prøvet det modsatte – helt bestemt, måske også derfor jeg er klar over forskellene. Har du ikke gjort det så husk at støtte familielægen på Facebook.

Nu vil jeg ind og slappe af, for svimmel er jeg stadig. Lægen tog for en sikkerheds skyld mit blodtryk som heldigvis er superflot. Det er bestemt noget at være taknemmelig for, og noget man skal have styr på – har du på dit? Hav en god aften, og så vil jeg glæde mig til morgendagen, hvor en veninde kommer forbi og hjælper mig med at pille Julepynten ned. Stiger og svimmelhed – need I say more?

Nytårshilsen 2012

Så gik der endnu et år og hold da op, sikke et og for hulen, hvor gik det stærkt! Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der halter bagud og som synes det. Konstant og hele tiden har jeg det som om, jeg er en tegneseriefigur, der hænger i luften bagved hunden i snoren der jagter efter noget (I kan garanteret se det for jer), bortset fra hunden i mit tilfælde burde være en hest, men det er så en helt anden snak. Heldigvis har jeg ikke være dér i året der fløj :-)

Til genæld startede jeg året med at have en syg far – meget, meget syg. Det tog sin tid, og tog sit ud af mig. Ikke nok med at det følelsesmæssigt er forfærdeligt hårdt at have så syg en nær pårørende, så var det også helt fysisk også alt, alt for hårdt for mig, men i situationen, var det jo ikke mig, der stod først på listen. Dermed brugte jeg energi jeg ikke havde, på hele det forløb. Det tog sin tid at komme sig over bagefter også. Heldigvis kom far sig og har det godt i forhold til alle indlæggelserne – ja der var mere end en – heldigvis var de senere langt fra så alvorlige som første, men det sætter sig i en alligevel også hos ham. Denne hilsen skal også bruges til at sige, tusind, tusind tak for jeres støtte, opmuntring og deltagelse under hele den svære periode, hvor far var så syg. Uden jer gode venner, læsere og andet godtfolk, havde jeg aldrig klaret det. Og det var uvurderligt for mig.

Jeg havde længe ønsket mig en tur til Berlin, og da jeg uventet fik en sjat penge retur, så blev de omsat til det. Jeg kan dårligt omsætte i ord, hvad den tur betød for mig, udover at sige, at jeg elskede hver sekund og elsker Berlin fra nu og til jeg ikke er her mere. Læs mine indlæg derfra og se fotos, og glæd dig til flere indlæg og fotos fra Berlin, for jeg er ikke færdig med dem endnu – også en ting, der er på den dårlige samvittighed. Tilbage skal jeg, men da jeg ikke har uanede midler, og der er mange andre ting, jeg også gerne vil, så vil jeg leve noget endnu på den fantastiske tur og se andre ting også. I disse dage går jeg og “summer” på, hvad næste projekt skal være.

Hestene og vennerne i stalden fylder stadig meget, og jeg elsker hvert sekund, jeg kan overkomme at være der. Desværre føler jeg selv, at jeg ikke har været der så meget, som jeg “burde” i år, men det har jo også sine årsager i bl.a. fars sygdom. Det var også året, hvor jeg mistede den ene af de to heste, der har betydet mest for mig – Neptune – i daglig tale Neppe. Det er længe siden, jeg har grædt så meget! Til gengæld ved jeg, at han vidste, han var højt elsket lige til det sidste. Han er dybt savnet stadig og vil altid være det (også af hans ejere), men jeg er så lykkelig for, at han var min særlige skønne ven og solstråle.

Tiden i stalden (og på banen) er vigtig. Den giver mig i høj grad følelsen af, at være til gavn og nytte, mit skøre helbred til trods. Og ikke mindre vigtigt, så er der alle de skønne venner i den forbindelse, som jeg slet, slet ikke kan overdrive betydningen af – Tak for hver og eneste en af jer og for jeres overbærenhed, forståelse og at I giver mig så mange, mange glæder.

Som nogen ved, havde jeg også fødselsdag i året der gik – endda en rund af slagsen. Egentlig ville jeg gerne have holdt en fest for alle mine dejlige venner. Men uanset, hvordan det blev vendt ville det koste langt flere penge end, jeg har. Vil prøve at fejre min venner hele året så meget jeg orker, med flere små middage, frokoster etc. Desværre er det ikke blevet til nok, og det skyldes så mit dumme helbred igen, men jeg prøver og det vil jeg også gøre i 2013. Så føler du dig forbigået, så er du ikke den eneste “jeg mangler”, og så er det ikke hensigten! I den forbindelse fejrede jeg lidt med min far, og i stalden. Senere var jeg en tur i til løb i Stockholm. En fantastisk tur også, og tusind tak til alle implicerede, der gjorde det til endnu en skøn oplevelse at huske tilbage på.

Når nu jeg har rost, så er der også bagsiden af medaljen, folk der siger et og gør noget helt andet. Jeg har i året oplevet 3 tilfælde, hvor jeg høfligt, har spurgt folk om noget, og fået enten “en kold skulder” eller et mere end beskidt svar tilbage. Den sidste skulle forestille at være en ven, men var det så åbenbart ikke. Heldigvis har jeg da fået langt flere venner, end jeg har mistet i året. Man skal åbenbart heller ikke på blogs sige sin mening, men kun være høflig og komme med “small-talk”, for ytre man sig i uenige toner, skal jeg da så love for, man risikere at få “revet hovedet af” – det oplevede jeg så også.

Det er desværre min oplevelse, at den rummelighed og næstekærlighed man ofte siger man står for, ikke gælder i blogland – og det synes jeg er trist. Jeg er ikke enige med alle, og det skal jeg heller ikke være. Alle har ret til deres, men jeg synes, jeg prøver at finde de indlæg, hvor jeg kan finde noget hyggeligt at kommentere på, og så gøre det. I det nye år kunne jeg ønske mig, at andre gjorde det oftere her. Om ikke andet, så siger jeg nu kun noget, hvis jeg kan sige noget “pænt”, for uagtet hvor respekttuldt man prøver at sige noget, der ikke er i tråd med skrevne, så er risikoen for verbale tæsk åbenbart overhængende – og det gider jeg simpelthen ikke!

Som sagt er glæderne heldigvis langt de fleste, som da en kær hesteveninde gav mig en fantastisk sød og smuk Julegave og en anden kom forbi med gaverne til mig, fordi jeg var sløj. Betænksomhed og kærlighed fra fantastiske venner i året, er klart det der har båret det, og vil blive ved at gøre.

Dette blev heller ikke året, hvor jeg fandt “Mr. Right”, men jeg fik da konstateret, at jeg ikke er helt død indeni endnu, hvis jeg skulle være i tvivl, og jeg mødte helt sikkert potentiale. Desværre intet mere, for den slags skal jo gå begge veje, og gør det ikke det, så …..no deal! Sjældent, jeg finder nogen der i den grad passer, så selvfølgelig ærger det mig, men det hjælper jo ikke. Et er sikkert, jeg vil ikke nøjes, så er jeg hellere fri. Vedkommende skal ind og røre min sjæl – har man mødt det, kan man ikke nøjes med mindre. Måske 2013 bliver året, for selvfølgelig vil jeg gerne have en dejlig kæreste – jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet – og lyve gør jeg altså ikke.

Nå, det blev en lang hilsen, men der skal jo siges det, der nu skal. Slutteligt var dette også året, hvor vi mistede en stor, stor sangerinde. En af de største nogensinde Whitney Houston, dette er årsagen til at hendes smukke stemme indleder dette indlæg. Det kunne snildt have været et foto, men der ryger jeg ud i sædvanlige problematik – at vælge. Ingen skal være i tvivl om, at jeg er en rigtig “soul sister”, og at Whitney absolut er og altid vil være en stor favorit.

Grunden til lige disse to sange og denne video, skal jeg gerne fortælle. “I’m telling you, I’m not going”, er en sang, der er helt, helt fantastisk, og en sang, der er ufattlig svær at synge, og en absolut yndling af mine og jeg anede ikke, at Whitney havde sunget den. Har man på noget tidspunkt været i tvivl om, at hun rent faktisk var mere end fantastisk på et tidspunkt, behøver man bare at se denne video. Sangen hun synger bagefter er “I who have nothing”, som er en kærlighedssang. En dejlig sang, men det er mere slutreplikken i sangen, jeg vil bruge her:

“I have nothing, if I don’t have you”

Med tak for alle kommentarer, hilsener, hyggelige chat’s, sms’er, varme kram, smil og dejlige oplevelser til venner, læsere og alle andre, der har beriget mig i året der gik. Tusind tak og rigtig godt Nytår!