Der var engang…..

Jeg havde den sødeste nabo. Det var da jeg boede på Falster. Det havde jeg også senere på Lolland, men det er en anden historie. Min nabo på Falster var allerede dengang en ældre herre, der er ca. 10 år ældre end min far.

De år, hvor jeg boede på Falster, var jeg (som også senere var tilfældet) uhørt ramt af sygdom, operationer, og sygehusophold. Altid var han der, til at hjælpe mig, besøge mig, komme med gode haveråd, handle for mig og i det hele taget hjælpe på alle måder, han overhovedet kunne. Og jeg forsøgte så godt jeg kunne, at gøre genæld. Men der var ikke meget, han ikke kunne selv, men vi hyggede os ofte med kaffe eller en øl. Dejligt at have sådan en nabo.

På et tidspunkt møder han så for ca. 15 år siden sin kæreste. De havde begge været “rundt i manegen” og var måske ikke lige dem, man havde forventet ville finde sammen. Men for dem virkede det, og de havde det godt. Rigtig godt. Det var helt tydeligt. Det blev kun bekræftet ved, at min nabo for nogle år siden flyttede ned i hendes hus (på det tidspunkt, var jeg så flyttet til Lolland). Jeg besøgte dem dengang regelmæssigt, for da havde jeg jo bil. Det knep dem at køre så langt, det var okay, men de så da mit hus.

Så langt var alt godt, og selvom jeg flyttede hertil holdt vi kontakten. Den var ikke helt så ofte, men den var der dog. Selvfølgelig skulle de have året Julehilsen også, og den blev sendt afsted.

Igår ringede min far pludselig sent. Jeg havde talt med ham tidligere på dagen, så jeg blev ikke meget nervøs for, at det var noget med ham, men tænkte på et andet “familiemedlem”, der ligger på hospitalet. Det var ikke det, men han måtte fortælle mig, at den søde nabo mistede sin kæreste for en måned siden – helt pludseligt og uventet. Først forstod jeg ikke beskeden, og så dæmrede det. Far sagde, han gerne ville have jeg ringede ham op med det samme, for han havde ikke kunne få fat på mig. Det forstod jeg så ikke lige, men det var der en forklaring på.

Jeg ringede og fik fat på ham. Og det er så synd, så synd for ham. Ganske utrøstelig og ulykkelig var han. Jeg er også ked af det, meget endda. Jeg holdt meget af kæresten, som var en utroligt dejlig dame. Der er gået for længe siden sidst, jeg så dem. Nu er det for sent at se ihvertfald hende. Det var nærmest Deja Vu, for ligesom min kære mor, var hun faldet om med en hjerneblødning, men var så død efter nogle dage. Et eller andet sted, var det måske godt, han ikke fik fat på mig, for det var lige før, jeg rejste til Irland og faktisk var bisættelsen den dag, så jeg havde ikke kunnet deltage, uanset om jeg så havde vidst. Så på den måde, er der nok også en mening med det. Grunden til, at det ikke var lykkedes var, at han havde et forkert mobilnummer til mig.

Hvad der står fast er dog, hvem jeg skal ned og besøge efter Jul og Nytår, det står helt fast. En meget ældre herre, der har haft et langt og ikke særlig let liv, og nu sidder helt alene og er dybt ulykkelig. Det er næsten ikke til at bære…

Hannibal

Da jeg kom hjem bankede jeg lige på hos underboen, for at høre om jeg kunne låne den berømte boremaskine. Den var andetsteds, så jeg må lige vente lidt, og det er også helt okay. Det var hans fødselsdag, så han inviterede på en øl. Han har jordens dejligste røde hankat – Hannibal, som blev fotograferet, nu jeg var der. Hvem kan stå for det fjæs :D?

På fersk gerning

Naboen har to fantastisk smukke Norske Skovkatte. Den ene var “på rov” i min underbo’s fuglebad – efter vand altså, og jeg greb kameraet. I kan næste alene på dette foto se, hvor smuk en kat, det er. Det er også de to, der følger med deres far til bageren og venter udenfor, og følges med ham hjem igen :D Og en af dem, som åbenbart var væk lige længe nok en morgen, hvor jeg kunne høre ulykkelig kalden fra ejeren, og jeg bad i mit stille sind, at den kom hjem igen. Det gjorde den Gudskelov.