Maden – Blågårdsgade



Helt ovre til højre ved den sorte markise ligger Cafe N, hvor vi spiste aftensmad


Den meget velsmagende friskpressede juice, der hørte med vores burger


Den veganske burger, der var lavet af bl.a. kartoffel og bønner og som smagte skønt. Som tilbehør var der chilimayo og store velskårne stegte kartoffelbåde – det var himmelsk


Efter maden gik vi lidt op ad gaden, dels for at kigge men også for at få en drink og det fik vi hos Kimia, ligesom vi fik en vegansk glutenfri kage, der bl.a. indeholdt dadler og kokos


Den festlige og farverige Blågårdsgade


Café N – som det ses gør den ikke megen væsen af sig

Efter vores Sandskulpturer og Bibliotekshaven, kørte vi videre mod Nørrebro. Der ligger nemlig en vegetarrestaurant, der serverer vegansk også, nemlig Cafe N. Og den ville jeg gerne prøve. Heldigvis kan Susie også rigtig godt lide den grønne mad, så den var hun helt med på.

Som nævnt før, så er kørsel på cykel inde i centrum en noget nervepirrende affære, og folk kører som “brækkede arme” (cyklisterne). Men frem kom vi til Blågårdsgade, som ellers er en gågade, men hvor folk også gladeligt cykler til stor fare for gående en stor del af tiden.

Frem kom vi med forhindringer, der også inkluderede de mange opgravninger i hele byen. Vi overvejede lidt, hvad vi skulle og bestemte os for en burger (vegansk selvfølgelig) med juice, der var et af dagens tilbud. Som det ses en fin portion mad, som vi spiste med stor appetit efter alt det cyklen rundt. Det var meget lækkert og velsmagende og alt hjemmelavet. Det bliver ikke sidste besøg der.

Da vi havde slået maver lidt, besluttede vi os for at gå l idt op ad gaden og kigge. Der er nok at kigge på, både butikker og mennesker i alle mulige afskygninger. Man keder sig helt sikkert ikke derinde. Vi nåede Kimia, hvor Susie har været før, og besluttede, at her ville vi have en drink. Underligt nok ingen hvidvin – undtagen en sød (det havde vi ikke lyst til) og tog så et glas kold rødvin istedet. Den smagte fint, men man er ikke vant til at få kold rødvin. Da vi var nede (vi sad udenfor), så jeg på tavlen at de havde vegansk kage og sådan en besluttede vi, at vi ville prøve. Den var lækker og glutenfri – og så vidt vi kunne regne ud med kokos og dadler ihvertfald. Vi fik ingen kaffe, men jeg spurgte og det er altså også muligt at få vegansk kaffe – altså med soyamælk istedet for almindelig mælk. Hvorvidt menu-kortet også omfatter veganske retter, skal jeg ikke kunne sige, men ihvertfald kan man få en starter med noget brød, olie og en krydderblanding, som ihvertfald er. Det er en cafe med mellemøstligt tilsnit, så det skulle undre, hvis ikke, der er nogle retter imellem også. På anmeldelsen nævnt nedenfor, kan det læses, at der fås nogle veganske retter, og cafeen iøvrigt er vegetarisk.

Godt mætte, trillede vi tilbage til cyklerne efter at have set alverdens typer af mennesker. Vil du have underholdning og dejlig mad, kaffe etc. så er Blågårdsgade et besøg værd. Og så ligger der en kæmpe grønthandel også, som har alt (ifølge Susie). Jeg er sikker på mange af de andre cafeer også tilbyder noget vegansk, men det vil jeg vende tilbage om. Det bliver ikke sidste gang, jeg slår vejen forbi der. Vejret var som sagt fantastisk, og det ses tydeligt på mit foto fra Søerne. Tak for det gode selskab, og endnu en oplevelse, der kan leves på, de mørke vinteraftener.

Links:

Blågårdsgade – website om gaden som sådan og restauranter også

Café N website

Cafë N på Facebook

Café Kima på Facebook (intet website)

Cafë Kimia – anmeldelse på Politiken

To Trin Ned


Den fine urtepotteskjuler, der måtte med hjem. Med din grønne glinsende glasur, var den lige vand på min mølle, selvom Guderne skal vide, at det ikke er urtepotteskjulere, jeg mangler

Igår skulle jeg efter min tur i stalden, på tour. Jeg skulle have nogle mellemøstlige kryderier, og som mange vil vide, er indvandrerebutikker oftest gode til den slags, og ikke mindst langt billigere end mange andre også. Min lokale grønthandler ER god, og har mange ting, men den er desværre på den led noget “fordansket” og dermed også meget dyrere, end de mere autentiske forretninger på Nørrebro, bare for at tage et eksempel. Det var der, jeg fandt denne købmand, der har næsten alt indenfor den slags, da jeg var til Farmers Market i sin tid. Desværre nåede jeg (som så meget andet) ikke Farmers Market i år, og næste år kommer det ikke igen. Det er lukket. Trist!

På min vej deroppe (der ligger mange dejlige butikker), faldt jeg så over butikken To Trin Ned, som har de dejligste ting, fra 60’erne og 70’erne. Der var det smukkeste fad, jeg gladeligt havde taget med hjem, men …det kostede næsten 500,- kr. og det står der ikke lige på mit budget lige nu. Men jeg købte den fine lille urtepotteskjuler ovenfor.

Nu er det jo så et helt år siden, jeg var derinde sidst, og som det oftest sker med den slags købmænd, havde denne også skiftet ejer i mellemtiden. Det var IKKE til det bedre. Jeg fik dog, hvad jeg skulle have, men vil prøve at finde et alterntiv ved lejlighed. Der blev indkøbt en stor pose Muskatblommer til 12,- kr. og en ditto nelliker til samme penge, rosenvand, og pistachikerner og nogle asiatiske snacks (tørrede linser, bønner og nødder og krydderier – smager himmelsk!) en Vindaloo currypasta og revet frisk ingefær på glas. Og alt det her indkøb fordi? Ikke det hele, men noget af det skal bruges, når jeg får besøg på onsdag.

Nu var det så, at da jeg ankom til købmanden var han der ikke. Så jeg ringede og spurgte hvornår han havde tænkt sig at komme. Det skulle så være 20 minutter senere. Så jeg gik op på Jægersborggade, hvor jeg også skulle have været ned til Pers Griseri og kigge, hvad han havde, og bestille en kamsteg til Jul. Selvfølgelig havde han valgt lige fredag som dagen, hvor han møder sent. For sent til mig, for jeg havde flere ærinder. Jeg skulle også i først i Aldi, og derefter Netto. Det jeg ikke fik i Netto måtte jeg så i en Netto mere for at få, og fik det. Hvad det var kommer der et indlæg om en anden gang, men for nu, vil jeg gå ud og lave Hokaidosuppe!

Desværre er området stadig plaget af narkohandel i stor stil, og man tør dårligt bevæge sig derinde. Det første der mødte mig var politiet, der var igang med at kropsvisitere nogle unge fyre i en bil. Fint nok, men så snart jeg kom ud fra købmanden, var det igangværende handler, der mødte mig i parken lige overfor. Trist også!

Den Jødiske Kirkegård

Det var en helt spontan ting. Jeg havde været rundt på nettet og blandt andet havde jeg kigget nogle aftenskolekataloger. Jeg har desværre ikke råd til ret mange kurser, selvom der er flere, jeg kunne tænke mig. Et af dem, jeg faldt over, var en tur til netop den Jødiske Kirkegård, som nu er åben for publikum (Kun: tirsdag og torsdag 15-18 og søndag 12-14), foreløbig i 3 måneder, og lukket om vinteren. Herrer skal bære kalot (eller medbring egen hat/hovedbeklædning) ved besøget, men den kan lånes af vagten.

Et sted vidste jeg vel godt, at der var noget, der hed sådan, men ikke tænkt så meget over det. Den nu fungerende Jødiske Kirkegård, ligger i Valby på Vestre Kirkegård.

Det var jo som bekendt torsdag i går, og eftersom jeg efterhånden følte jeg trængte til noget luft, og se noget andet end mine fire vægge, så drog jeg og cyklen afsted med kirkegården som mål. Formen skal også lige testes lidt, og jeg var rigtig heldig, vejret blev bedre og bedre, som vi nærmede os byen. Og det endte rigtig godt med sol og alting, som gav nogle fantastiske lysvirkninger på den gamle kirkegård. Perfekt, lige bortset fra at det gode kamera ikke var med. Men jeg synes nu IXUS gør det okay. Det er ihvertfald bedre end intet, og jeg havde efterhånden ganske alvorlige abstinenser :-). Efter turen til kirkegården, var jeg lige et smut forbi Botanisk Have også, og Holmens Kirkegård fik også et kort visit, inden jeg tog toget hjem igen, godt og vel træt.

Den Jødiske Kirkegård
Møllegade 12 (indgang på hjørnet af Guldbergsgade)
2200 København N

Der er også Guidede ture, som du kan læse om her på Det Jødiske Museum’s side. Som altid kan du se flere fotos på Flickr