Glæde på efterbevilling og dagens gåtur

Normalt er åbenbaringer jo en god ting, men når man føler sig som den berømte “skovl”, når man får en, så er det knap så sjovt. Denne var lige nyttig og jeg kan takke min kvikke og dejlige veninde for, at jeg efter 2 år efter jeg købte min el-pejs, endelig får en funktion, jeg hele tiden har savnet hos den.

I dag kom vi til at tale om de der el-pejse igen, fordi min veninde, har fået en til sit soveværelse også. Og i den forbindelse, kom vi til at tale om, at det altså var underligt, at min ikke bare kunne lyse (brænde) uden varme, for det kan de næsten alle sammen. På fjernbetjeningen, kan man kun tænde og slukke. Men så spørger min veninde, om jeg er sikker på der ingen knapper er og det mente jeg da bestemt. Der er ingen synlige. Så siger hun, at på hendes er der skjulte knapper lige bag et panel over der hvor varmen kommer ud. Også til hvis fjernbetjeningen svigter. Jeg prøver så at tage i mit panel og ganske rigtigt, der er knapper og 2 indstillinger, en med varme og en uden. Således gik det til, at jeg nu er helt vild af begejstring over min ovn, sådan lidt forsinket. Jeg har hele tiden været glad for den med varme i, men om aftenen har det ofte ærgret mig, at jeg ikke kunne tænde den som min veninde kunne bare med flammer, for det er da hyggeligt. Det kan jeg så også nu, og glad er jeg. Men jeg følte mig da lidt dum!

Et af mine Nytårsfortsætter er, at jeg skal ud og gå en god tur hver dag. Gerne mere end det, og helst længere og længere efterhånden, men man skal jo som bekendt starte et sted. Så jeg gik ned i stalden i dag. Det var ellers ikke min mening, at jeg ville derned i dag. Jeg gik over banen, og fik taget lidt fotos også, men ikke af heste. Hvorfor? Der var ingen p.g.a. vejret. Det var pivglat for nu at sige det mildt. Jeg var ved at stå på numsen 4 gange, og til sidst turde jeg dårlig bevæge mig. Det blev ikke bedre af at komme op på vejen efter banen og pull-op-gården. Tværtimod! Den var ren is. Men det lykkedes at komme hen i stalden og på vejen mødte jeg en hesteveninde, der var i bil. Vi blev heldigvis enige om, at jeg godt kunne få et lift hjem. Jeg var ærlig talt noget “lunken” ved at skulle gå hjem igen, efter turen ned.

Dernede var der ikke meget gang i den. Alt stod som ventet næsten stille, ihvertfald på ridefronten, for det var jo håbløst med alt det is og sne. Jeg fik børstet min anden “baby” som er kommet fra ferie, og hygget lidt om ham. Dejligt nok. Han har heller ikke glemt at give kys, mens han var væk. Så det var godt nok. Efter kaffe og en hyggesnak, blev vi ikke meget længe og jeg fik et lift hjem. Der hentede jeg så den bærbare, som havde en fejl. Den ladede ikke. Det så ud til at være opladeren, men nu driller den sgu lidt igen, så det kan være, jeg må afsted igen. Møgirriterende faktisk!

Da jeg kom hjem efter alt det, var jeg faktisk træt, men jeg fik vasket to maskiner tøj, fik selvfølgelig et bad og så har jeg nørklet med fotos her på computeren og set TV og selvfølgelig nydt min ovn.

Ellers går det fremad. Jeg er ikke på Arizonatid mere, og det i sig selv er en stor lettelse. Det var lige ved at give mig kuller. Min ryg har været helt smadret og forleden havde jeg min fantastiske massør her, og det hjalp. Men ondt gør det altså, når han tager fat. Men er det ikke noget med, at det skal være skidt før, det bliver godt? Så passer det ihvertfald her. Stadig ikke helt godt, men dog i den rigtige retning. Jeg har stadig gøremål nok her og behøver heller ikke kede mig i morgen. Det gør jeg som bekendt aldrig. Jeg vil ønske jer en rigtig god weekend fortsat.

Fotos: Er på vej i stalden og viser mine yndlingsrækkehuse, Odrup Torv (det hedder det ikke helt rigtigt, men i folkemunde gør det) Banevej og Hyldegårdsvej, Odrupvej og så et par yndlingshuse). Senere på dagen blev det overskyet og begyndte at regne, så jeg var heldig at få disse med den blå himmel

Nytårsfortsæt – har du nogen?


Foto fra nettet

Her er blevet taget en stor beslutning. Med den følger så motion. Og jeg har gjort noget ved det. Jeg var forleden nede og melde mig hos Fitness World (de har et godt tilbud p.t. og så ligger de nærmest). Nu skal der altså ske noget, og hvad jeg har gjort indtil nu har ikke virket, så må jeg gøre noget andet.

Jeg vil ikke sige så meget mere om det, før jeg er kommet igang og der sker noget. Det er så let at love, og fortælle, og når der så ikke rigtig sker mere, så bliver jeg frygtelig ked af det, og sur på mig selv. Sådan skulle det nødig gå dennegang, så nu vil jeg vente med at sige noget om vægttabsdelen, før der er væsentlige forbedringer. Med den plan jeg har, skulle det gerne kunne spores hurtigt!

Det kan da godt være det er 10. gang, jeg forsøger, men i det mindste giver jeg ikke op. Og jeg VIL altså, og så må det kunne lade sig gøre. Langt større personer har tabt, alt hvad jeg skal tabe på 3 mdr., så må jeg også kunne med en god indsats. Og kald mig bare skør, jeg ser intet forkert i, at prøve at blive en bedre version af mig, selvom jeg efterhånden er en halvgammel pige. Faktisk er det netop fordi, jeg vil være Fifty og Fabulous, at det her tiltag skal til! BASTA!

[poll-id=19]

Nytårshilsen 2010

Året har været et lidt omtumlet år. Med masser af oplevlelser. Ikke lige dem, der var planlagt men dog har jeg sørget for, at komme ud til steder, jeg ikke har set før. Små udflugter til steder, jeg gerne ville se. Det startede jeg allerede på sidste år, men har så fortsat i år, og er da langt fra færdig.

Desværre har der også været oplevleser, af de mindre gode. Min fars blodprop var bestemt en af dem. Man er da bevidst om, at den slags ting kan ske, men håber jo altid at slippe. Far kom sig godt over den heldigvis, og har det i forhold til de helbredsmæssige udfordringer bemærkelsesværdigt godt. Det er meget værd.

Det blev også året hvor jeg mistede en barndomsveninde og et barn mistede sin mor og hendes mor mistede sit eneste barn. Helt ufatteligt var det og er stadig. Dermed var vi til bisættelse. Det var hårdt, synes jeg.

Begge disse hændelser gjorde, at planer der var lagt, blev ændret og udskudt. Det var som, det nu kunne være, men alt andet lige blev hele min sommer “smadret”. Og så har mit helbred det jo med at stikke “en kæp i hjulet også, så alt lagt sammen blev det ikke til nogen som helst udlandsture i året der gik. Det er skidt. Jeg kom ikke engang til Lolland-Falster. Da min veninde skulle komme her i december og besøge mig, var jeg syg, og vi måtte aflyse. Det skal så siges, jeg faktisk ikke har været på toppen siden (influenzavaccine, som jeg IKKE skal have næste år). Nu ligger jeg her så igen, så jeg håber da det så er enden på det.

Skuffelser af anden art, har året også budt. Venner man troede, der var venner, har vist sig ikke at være det. Jeg hader uærlighed og snigen om hjørner. Men sådan er det, så bliver der sorteret i det. Jeg har ikke tid til den slags bøvl. Jeg er da ikke perfekt, laver sikkert fejl og klokker i det. Men et er sikkert, det er aldrig med vilje, hvis jeg sårer nogen eller gør nogen kede af det. Hvis jeg er sur , hvilket iøvrigt er ekstremt sjældent, er folk ikke i tvivl. Så alt i alt, synes jeg, at jeg er et hæderligt menneske, som fortjener ordentlig behandling, og kan folk ikke finde ud af det, så skal jeg ikke bruge det til noget. Det er vel kun hvad er ret og rimeligt.

Det nye år skal bruges til masser af oplevelser, så mange jeg økonomisk kan presse ind i et meget presset budget. Jeg har besluttet nogen ting omkring, hvad jeg vil i året der kommer. Ikke overraskende handler de begge om heste. Den ene skulle gerne være snart enten – februar eller april. Nu må vi se, for det handler også om, besøg hos min veninde i England samtidig. Næste er først til sommer, så der har jeg lidt mere tid. Men det behøver ikke være udland det hele. Jeg vil stadig tage på udflugter, dels for mig selv, men forhåbentlig også med Gentofte Kulturforning, hvor jeg jo kom med i sidste år, og var på flere dejlige ture. Jeg har også meldt mig til et enkelt foredrag i AOF, hvor jeg skal se Sølyst. Det glæder jeg mig allerede til. Jo, det SKAL blive et godt år. Der er jo om ikke andet altid galoppen, som jeg elsker, og hvor jeg regner med, at komme både til Sverige og Norge og endda Aalborg 🙂 i den sammenhæng. Nu må vi se. Også Aarhus, elsker jeg at komme på.

Der er også planer i forhold til vægttab, motion og træning, og selvfølglig ønsker jeg mig, også en dejlig kæreste. Så der er rigeligt at kaste sig ud i i det nye år. Helbredet bliver ikke anderledes, men jeg kæmper mig igennem og prøver alt, hvad jeg kan at få noget godt ud af de tider, hvor jeg ikke ligger på langs.

Jeg håber, jeg i det nye år, kan være endnu bedre for mig selv, og gøre gode ting for mig, og få dejlige oplevelser med alle mine dejlige venner, som jeg sætter STOR pris på. I ved selv hvem I er. Uvurderlige er I. Tak for venskaberne og de dejlige oplevelser i året der gik. Også tak til søde blogvenner, der har kigget forbi og især til dem, der har gjort sig den umage, at smide en hilsen. Til dem der “bare” læser, så håber jeg, I i højere grad vil smide en hilsen i det nye år.

Uanset, hvor I er:

Rigtig Godt Nytår!