Støt dem!



Det er vi i skrivende stund 7.260 personer der gør!


Jeg har set HELT misforståede kommentarer omkring det her, at det er synd for hestene. Det er ikke synd for hestene. Kender man bare lidt til hestene og den behandling og omsorg de får, så kan jeg fortælle, at der er MANGE – som i RIGTIG mange heste, det er ekstremt mere synd for.

Disse heste er trænet til opgaven, og viser de det mindste tegn på IKKE at kunne klare opgave det være sig fysisk eller psykisk, så bliver de ikke Politiheste – selvklart. Det er alt for farligt både for den ridende og publikum. Så dem der påstår det, ved simpelthen ikke, hvad de taler om.

Selvfølgelig ville det da være skønt om alle dyr kunne leve vildt, men det er virkelighedsflugt, for det lader sig jo ikke gøre. Når det er sådan skal vi sørge for, at dem der er i vores varetægt, har det så godt som overhovedet muligt, og have værdighed og styrke til at slutte deres liv, når det bliver nødvendigt. Det er realiteterne!

Jeg har personligt set disse heste til “Seviceeftersyn” hos Dyrlægen, så jeg ved, de får den bedst mulige behandling. Ellers kan det ikke lade sig gøre! God weekend til jer.

Den vigtige patientkommunikation

Jeg kan godt blive gal. Og gal, var lige hvad jeg blev, da far ringede for at fortælle, hvordan det gik på hospitalet. Han havde en anden læge i dag. En der kunne gøre sig forståelig! Sidst havde han en udenlandsk læge, der åbenbart var svært forståelig, og derfor havde min far åbenbart misforstået hende. Som følge deraf, har han gået og været rigtig ked af det og møghamrende bekymret. Det er altså ikke iorden. Hans nyrertal har væet langt nede, men er nu i acceptabelt niveau, og der er ikke blæst til storalarm overhovedet.

Jeg kan ikke fostå, at de på hospitalerne ikke kan forstå, hvor let det er at skabe utryghed og nervøsitet hos folk, hvis man får sagt det forkerte eller udtrykt sig dårligt. Man er da selvsagt oversensitiv, når man har en kronisk sygdom, som kan betyde, at man bliver væsentlig begrænset i sit sociale liv, ligesom det kan forkorrte ens liv. Ligesom ældre mennesker, der som min far er meget autoritetstro er ekstra sårbare. Men det er sådan set sagen HELT uvedkommende, hvad man fejler og om man er gammel eller ung. Man har krav på at blive behandlet med respekt og omsorg.

Jeg har desværre haft utroligt megen kontakt med hospitalsvæsenet, og tak til dem, der forstår det. Men når det er sagt, så skal der samtidig gøres opmærksom på, at der dælme også er nogen, der bare INTET fatter og som tror de er små konger og dronninger. Det er heller ikke respekt eller menneskeligt i orden, at man bliver indlagt, og så bliver udsat for 6 forskellige læger (i mit tilfælde endda overlæger) på 4 dage!!! Det skal så lige siges, at ingen fandt ud af, hvad jeg fejlede. Det fik så være, men hver eneste gang, skulle jeg forklare fra “år nul” – det er bare ikke i orden. At det OGSÅ hjælper på ens tryghed og helbred at have den samme person – dermed ment læge, burde også være logik for enhver. Det lader til at stoltheden over ens job som læge, og pligten og omsorgen for patienterne kan lligge på et meget lille sted.

Tænkt det skal være så svært at lytte til patienterne og behandle dem menneskeligt og med respekt. Det skulle ikke være nok at være lægeligt god. Der skulle være et fag der hed Patientkommunikation, og det skulle man have en minimumskarakter i, ligesom psykologi også skulle være obligatorisk. Det er så bare min ringe mening efter mange års erfaring med systemet.