Tand nummer II og vinduer

I dag blev der aktivitet på flere fronter. Jeg skulle til tandlægen klokken 10.20 og have hevet tand 2 ud, og jeg kan ikke sige, at jeg glædede mig ligefrem. Det på trods af den smukke tandlæge. Men til det måtte vi jo, og det viste sig heldigvis, at det gik meget, meget lettere end sidst. Til gengæld gjorde det monsterondt at blive bedøvet. Det var sådan, at jeg var sikker på, jeg klemte hånden af klinikassistenten og jeg kom til at ryste over det hele. Jeg er ellers ikke pivet, men det gjorde godt nok ondt. Heldigvis er det relativt hurtigt ovre, når det så begynder at virke. Tandlægen havde helt ondt af mig, men tanden var så “on it’s best behavior” og kom ret let ud, og i et stykke. Den kom med hjem så den kan komme under hovedpuden til tandfeen. Den er med hjem, men tandfeer tror jeg nu ikke på længere, selvom min bror også mente, at det skulle den – altså under puden.

Da jeg havde været hjemme lidt bankede tømren på, og spurgte om det kunne sætte vinduer i hos mig. Jamen det kunne de da. Det var heldigvis i stuen, så jeg kunne lukke døren og ligge og slappe af i soveværelset og endda sove lidt trods larmen. Der er nu nye vinduer/døre i stuen og i morgen er det så soveværelse og køkken. Så jeg skal i seng nu, for jeg skal jo tidligt op, så de kan komme til.

Smerter er der heldigvis ikke mange af, og jeg er glad for, at jeg tog beslutningen om, at få den ud. Tandlægen kunne også godt forstå mig, for chancen var altså ikke stor i forvejen for, at det (reparation af rodbehandling) ville hjælpe.

Han fik historien om min bror m.m., og synes jo også, det var fantastisk og det gør jeg også – stadigvæk. Så sent som i morges talte jeg med min bror, og han skrev senere, og spurgte, hvordan det var gået. Mere omsorgsfuld bror skal man lede længe efter. Og nu vi er ved omsorg – så også tak til alle de søde venner, der på Facebook har givet støtte og omsorg i det her tandhelvede som forhåbentlig nu er ovre.

Støt dem!

Det er vi i skrivende stund 7.260 personer der gør!

Jeg har set HELT misforståede kommentarer omkring det her, at det er synd for hestene. Det er ikke synd for hestene. Kender man bare lidt til hestene og den behandling og omsorg de får, så kan jeg fortælle, at der er MANGE – som i RIGTIG mange heste, det er ekstremt mere synd for.

Disse heste er trænet til opgaven, og viser de det mindste tegn på IKKE at kunne klare opgave det være sig fysisk eller psykisk, så bliver de ikke Politiheste – selvklart. Det er alt for farligt både for den ridende og publikum. Så dem der påstår det, ved simpelthen ikke, hvad de taler om.

Selvfølgelig ville det da være skønt om alle dyr kunne leve vildt, men det er virkelighedsflugt, for det lader sig jo ikke gøre. Når det er sådan skal vi sørge for, at dem der er i vores varetægt, har det så godt som overhovedet muligt, og have værdighed og styrke til at slutte deres liv, når det bliver nødvendigt. Det er realiteterne!

Jeg har personligt set disse heste til “Seviceeftersyn” hos Dyrlægen, så jeg ved, de får den bedst mulige behandling. Ellers kan det ikke lade sig gøre! God weekend til jer.

Den vigtige patientkommunikation

Jeg kan godt blive gal. Og gal, var lige hvad jeg blev, da far ringede for at fortælle, hvordan det gik på hospitalet. Han havde en anden læge i dag. En der kunne gøre sig forståelig! Sidst havde han en udenlandsk læge, der åbenbart var svært forståelig, og derfor havde min far åbenbart misforstået hende. Som følge deraf, har han gået og været rigtig ked af det og møghamrende bekymret. Det er altså ikke iorden. Hans nyrertal har væet langt nede, men er nu i acceptabelt niveau, og der er ikke blæst til storalarm overhovedet.

Jeg kan ikke fostå, at de på hospitalerne ikke kan forstå, hvor let det er at skabe utryghed og nervøsitet hos folk, hvis man får sagt det forkerte eller udtrykt sig dårligt. Man er da selvsagt oversensitiv, når man har en kronisk sygdom, som kan betyde, at man bliver væsentlig begrænset i sit sociale liv, ligesom det kan forkorrte ens liv. Ligesom ældre mennesker, der som min far er meget autoritetstro er ekstra sårbare. Men det er sådan set sagen HELT uvedkommende, hvad man fejler og om man er gammel eller ung. Man har krav på at blive behandlet med respekt og omsorg.

Jeg har desværre haft utroligt megen kontakt med hospitalsvæsenet, og tak til dem, der forstår det. Men når det er sagt, så skal der samtidig gøres opmærksom på, at der dælme også er nogen, der bare INTET fatter og som tror de er små konger og dronninger. Det er heller ikke respekt eller menneskeligt i orden, at man bliver indlagt, og så bliver udsat for 6 forskellige læger (i mit tilfælde endda overlæger) på 4 dage!!! Det skal så lige siges, at ingen fandt ud af, hvad jeg fejlede. Det fik så være, men hver eneste gang, skulle jeg forklare fra “år nul” – det er bare ikke i orden. At det OGSÅ hjælper på ens tryghed og helbred at have den samme person – dermed ment læge, burde også være logik for enhver. Det lader til at stoltheden over ens job som læge, og pligten og omsorgen for patienterne kan lligge på et meget lille sted.

Tænkt det skal være så svært at lytte til patienterne og behandle dem menneskeligt og med respekt. Det skulle ikke være nok at være lægeligt god. Der skulle være et fag der hed Patientkommunikation, og det skulle man have en minimumskarakter i, ligesom psykologi også skulle være obligatorisk. Det er så bare min ringe mening efter mange års erfaring med systemet.