Forårsfornemmelser og begræsningens svære kunst


Foto fra en gåtur i april 2012

Der er bestemt forår i luften og også hos hestene kan vi mærke spirende forårsfornemmelser. Dejligt nok med lune i luften og fugle der synger, og solens varme. Nu mangler vi bare, at min krop fatter det, og mander sig op og følger med. Meget af tiden føles det som om, den er ved at falde fra hinanden.

Det er den nok ikke meget mere, end den hele tiden har været, men den har perioder, hvor den gør mere ondt, og en sådan er vi inde i. Min ryg gik helt i selvsving i lørdags, og det fik jeg taget i opløbet. “Kvikke” her, var så i stalden mandag, og selvfølgelig skulle jeg ordne hove på “mine” heste. Behøver jeg fortælle, at det var en monsterdårlig ide? Især på en åring, der ikke helt har fattet systemet. Det var ingen god ide, og deruover gav jeg også et ben op (noget jeg allerede har fastslået, er en dårlig ting, både for min arm og min ryg). Jeg er skidedårlig til at begrænse mig, for jeg vil jo så gerne og ikke mindst være til hjælp, og jeg synes jo, at når jeg ordner hest, så skal det gøres “ordenligt” med det hele. Suk! Ihvertfald hævnede det sig, og jeg lå brak og var totalt i smertehelvede, da jeg kom hjem. Det forårsagdede, at jeg måtte ty til de stærke smertestillende, som får ryggen til at slappe af, men som jeg så også kan ligge brak af hele dagen efter. Det gjorde jeg så, indtil jeg skulle til lægen og forbi far med lidt gryderet (han lå der med influenza, men er meget bedre nu og hoster bare).

Lægen – hvad skal jeg sige!? Havde man bare sådan en som ham i huset til støtte og opmuntring, så var meget lettere og sjovere – hold nu op, hvor er han sød (og så har jeg begrænset mit ordvalg!). Ikke noget nyt som sådan, andet end at en påtænkt henvisning blev droppet og jeg fik lidt moralsk opbakning – det kan man godt mangle lidt.

Desværre kom jeg til skade med min hånd/finger forleden, da jeg skulle trække en af hestene ud, og det gør, at jeg ikke kan bruge min højre hånd optimalt. Derfor er rideturene også skrinlagt lige indtil det går over, og jeg bliver nødt til at stå over på løften noget som helst. Faktisk sagde lægen at løften med min ryg, er bare ikke godt. Jeg kan normalt godt hesteben, men ikke lige når jeg har en dårlig periode, og sådan må det så være. Selvom det irriterer mig. Imorgen står den på stald igen og så er jeg ved at være nogenlunde så langt, at jeg tror på, jeg snart kan købe billet til London. Glæder mig.

Valentineshilsen til alle jer

Tjah ingen stor hemmelighed, at jeg ikke har nogen “Mr. Right” at fejre Valentinesdag med i dag. Det er okay, og lige nu står der ligesom også andre ting på programmet, kan man jo roligt sige. Så at fejre er nok ikke lige det, der står øverst på min seddel uanset om jeg så havde haft. Men lidt omsorg og hygge og forkælelse, kan man vel altid bruge. Det er der så ikke så meget af – ikke på den måde ihvertfald.

Min Valentinesaften er indtil nu gået med, at lufte hund en times tid, og så skal jeg jo også have lidt aftensmad. Og hyggen, tjah den bliver her ved computeren. At Valentinesdag ikke kun er for kærestepar, men også er dagen, hvor man kan sende hilsener til venner m.m. er det vist de færeste, der tænker på. Men jeg tænkte på mens jeg gik tur, at jeg ville sende en hilsen her:

En stor og varm kærlig hilsen til alle mine dejlige venner, der støtter og opmuntre mig i en tid, der for nu at sige det mildt, er rigtig barsk. Jeg holder utroligt meget af jer, og I er guld værd, hver og en. Tak for det, og for alle gode tanker og hilsener, der stadig bliver sendt til far og jeg. Det hjælper altså – det gør det.

Jeg håber far snart vil være så meget “med”, at han også kan sætte pris på jeres support. Hermed prøver jeg at udtrykke tak for os begge. Vi har indtil nu vundet “slaget”, men mangler “krigen” som sådan, og der er lang vej igen, så vi er taknemmelige for forsat støtte. Tusind, tusind tak!

Af hjertet tusind, tusind tak!


Garbo i sin kurv i fredags

Fredag var som I ved en tung, tung dag. Det gik som sådan noget nu kan, og jeg var selvfølgelig rigtig ked af det. Dog hjalp det, at min lille ven så tydeligt ikke havde det godt de sidste dage, og at håbe på noget mirakel kunne jeg jo ikke. Ligeledes var det den dyrlæge jeg allerhelst ville ind til, der synes han ville tage mig, fordi jeg havde siddet i venteværelset et pænt stykke tid. Det er altså ikke ret rart i sådan en situation. Han bekræftede mig i og roste mig for beslutningen. Det var helt, helt sikkert tid. Garbo fik som han sagde et rigtig langt liv, og det er jeg glad for, samtidig med at jeg selvfølgelig nu savner hende helt enormt meget. Her er frygteligt tomt.

Jeg har haft i alt 3 katte i mit liv og de har alle været dejlige personligheder og har alle sat deres større eller mindre poteaftryk i mit hjerte. Dog vil jeg sige, at forholdet jeg fik til Garbo i de år, hvor vi var helt alene, var noget ganske særligt og hendes personlighed fik rigtig lov at komme til udtryk. Og hvilken en. Hun var en fantastisk dejlig og meget, meget klog kat. Alle der har mødt hende ved, hvad jeg taler om. Og smuk var hun, som I ved også.

Tomheden bliver formentlig mindre, og jeg tilpasser mig et nyt liv uden kat i huset. Eller dyr i det hele taget. I mit hjem havde vi altid hund. Og nej jeg skal ikke have nogen ny kat. Ikke at jeg ikke kunne i princippet, men jeg udviklede slem allergi lige inden, jeg flyttede herind og det er kun blevet værre og værre. Så derfor og så fordi jeg i princippet ikke kan lide konceptet indekatte. Det kunne gå fordi Garbo var så gammel og jeg vidste, at hun stort set ikke gik ud den sidste tid i huset. Her var hun ude og trække luft ude på altanen, hvilket hun også var i fredags.

Tusind, tusind tak for alle de varme og dejlige hilsener i anledning af Garbo’s bortgang. De har virkelig lunet og trøstet mig, ligesom et utal af varme kram og sms’er og en sød veninde, der støttede mig over skype i de sidste svære timer. Det var dælme ikke sjovt. Det er i nødens stund man kender sine venner, og det er virkelig sandt. Tusind tak, for at I skrev og var der!

Til dem som måske (det var der en der kunne) finde på at sige, at jeg jo bare kunne få en ny, og det jo bare var en kat! Det står helt for egen regning. Hvis man kan finde på at sige sådan, har man i min verden helt misforstået noget, og gået glip af det fantastiske forhold, man kan få til sin kat, hund eller hvad det måtte være. Det er en lille sjæl og hun var min allerbedste lille ven i 18 år. Det er dælme ikke “bare” noget som helst!

Igen tak til alle jer der forstår og for jeres deltagelse!