TV-træt og feberhed

Så kom montøren. Akkurat som jeg skulle til at ringe og høre, om han havde glemt mig, ringede han, at han var på vej. Han forsikrede mig om, at jeg ikke ville blive glemt. De var 2 mand høj om at bære op og hjælpes ad med det meste og så kom vi til det spændende! Tror I det virkede? Tjah, med mit held, så nej, det gjorde det ikke. Med alt YouSee synes de skal lave om, så er det så slemt, at montøren dårligt kunne følge med, og måtte have fat i Yousee. De talte sammen og han havde gjort alt, hvad han kunne var konklusionen! Nu er meningen så, at “aben” hænger hos YouSee, som skal kontakte mig. Jeg troede så evt., det blev i dag, og det kan det i teorien også godt nå endnu, men …..

TV’et er lækkert og meget bedre end det, det erstatter ifølge montøren, så den vej godt nok, men jeg fatter ikke, at det ikke kan fungere. Men han sagde, jeg ikke er alene p.t, og intet under, at jeg ikke kunne få det til noget som helst, når han heller ikke kan nu. Guderne må vide, hvornår det her kommer til at virke. Det ender jo nok med, at jeg skal have en montør ud fra YouSee og hvor længe kan det så tage….?

Oveni har jeg fået en snert af feber – mon det “bare” er stress over det her “gedemarked” – tjah det kunne det vel godt være, men jeg tror det nu ikke. Jeg har jo gået og været “under isen” her senest og det bliver ikke meget værre, men altså heller ikke bedre. Nu har det så taget en lille tak til det værre med feber her i dag – suk! Det skal ikke være let.

Montøren var her i en time, uden vi kom nogen vegne udover, at selvfølgelig hænge TV’et op på væggen og nogle kanaler virker (som på det andet TV), mens andre slet ikke gør. Håbløst! Internetdelen virker dog, så den kan jeg så også godt bruge, skulle jeg få lyst. Han bad mig lade det stå på en kanal fra han gik, for han regnede vist også med, at YouSee ville ringe i dag. Som for at understrege min dårlige teknikkarma, så er mit kamera også gået i udu. Blitzen har sat sig fast og vil ikke rokke sig ud af stedet, så det kan jeg også bøvle med nu. Det går godt.

At TV-gutten kom så sent ville egentlig have været irriterende, havde jeg været frisk. Vejret var godt og jeg havde egentlig tænkt, jeg ville ud og have noget gratis vegansk mad på Christianshavn, hvor de skulle have fotoshoot af al deres mad. Deraf det gratis. Det kom jeg så ikke. Det kunne ellers have været rart, men sådan er der så meget…

Fik en sød besked fra en af pigerne i stalden, der spurgte om jeg kom forbi i morgen. Og det havde jeg egentlig også tænkt, jeg måske ville. Men med feber og værende rigtig sløj, så må jeg hellere blive her og nusse rundt. Jeg er jo som bekendt heller ikke færdig her, så jeg kan passende bruge det lidt kræfter jeg har her, selvom jeg savner både pigerne og Kickertutten og co. Rigtig god weekend til jer!

Utrolig dårlig teknik-karma

Ja, jeg undskylder for den lidt underlige overskrift, men jeg ved simpelthen dårligt, hvordan jeg skal udtrykke det ellers.

Det hele startede med, at min telefon (HTC One) gik i stykker. Den var i forvejen “en bytter” fordi, den oprindelige telefon gik i stykker.

Så købte jeg det her nye TV efter at have brugt min samlede opsparing på det og ikke mindst 3.000,- kr. på en ret så udduelig elektriker til opsætning, der måtte returnere for de sidste 1.000,- kr. for noget, han havde undladt, og som det så senere viste sig, jeg godt selv kunne have gjort.

Da det så var hængt op, det her TV (Samsung Smart-TV), så ville det ikke holde indstillingerne endsige indlæse udvalgte kanaler. Det kunne indlæse nogle kanaler, men andre på stod den at der var noget galt med mit kabel. Nej det var der ikke, og internetdelen fungerede så også. Jeg ringede til YouSee, Samsung og konsulterede Elgiganten, og ingen kunne give mig en forklaring, jeg kunne bruge. Jeg fik nyt kort fra YouSee, og prøvede med et andet antennekabel og intet nyttede så meget som en tøddel. Altså måtte det retur. Allerhelst ville jeg have haft mine penge retur, så jeg kunne købe noget et sted incl. opsætning, for jeg var rimeligt desperat til sidst. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, så nu er skidtet sendt til reparation.

Nu jeg var derovre fredag med TV, så spurgte jeg selvfølgelig til min telefon, som jeg synes, de havde været ukarakterisk længe om. Det var der “selvfølgelig” også problemer med, men fra HTC’s side, som mente at jeg skulle betale dem et beløb større end jeg havde givet for min oprindelige telefon. Jeg forstod slet ikke, hvad det gik ud på, men det modsatte Elgiganten sig, og det var der den lå, og det får den så lov til.

Mens den var til repararation havde jeg lånt en telefon. En udemærket erstatning for en kortere bemærkning. Tror I ikke, at den “døde” i går eftermiddags ganske pludseligt! Hvad sker der lige for min teknik-karma. Den er da gået helt i smadder. Så nu kan jeg en gang mere, tage turen til Elgiganten i morgen eller en af dagene. Indtil da er jeg så uden telefon!

Som ofte er weekenden ikke gået som planlagt. Jeg har intet konstruktivt fået lavet, så nu har jeg besluttet at blive hjemme indtil jeg er kommet et godt stykke videre. Jeg fik lige presset mig selv rigeligt, og så går jeg død på det, og måtte have en pause. Nu kan jeg så starte med, at tage over med telefonen og så må vi se, hvordan ugen går, og håbe på det bedste med alle reklamationer.