Where do broken hearts go?

Anne’s som altid lige til benet indlæg, fik mig til at filosoferer lidt over emnet. Jeg kan jo passende gribe i egen barm på området.

Overskriften hentyder til den ganske (efter min mening) gode sang af Whitney Houston (sen nedenfor), som er blevet spillet, til hudløshed under mine kvaler med det modsatte køn. Har jeg haft nogle sådan? Ja skal Guderne vide jeg har.

Jeg har aldrig spillet, og måske jeg skulle have kastet mig over det istedet for at prøve, at finde “Prinsen”, for det er det faktisk ikke gået ret godt med. Eller det vil sige, jeg har da haft fundet et par, der kunne have udfyldt pladsen. Hvorom alting er, så går Annes indlæg på, hvorlænge vennerne skal lægge øren til ens “piverier” over et givet håbløst forhold eller rettere bruddet med et. Jeg kan kun sige, at jeg er visse venner STOR tak skyldig i den sammenhæng, og de kan skrive år på kontoen hos mig, hvis jeg skal give igen, hvad jeg har modtaget. Værdien af det kan på ingen måde overvurderes.

Når det er sagt, skal man selvfølgelig videre. Og i vennerne og andres øjne, går det som regel for langsomt. Som sagt, har jeg ikke selv været god til det. Men fik på et tidspunkt så stor en lussing, at jeg lærte at ingen mand, er værd at sukke år over. Når jeg siger år, mener jeg mange år. Det gjorde jeg nemlig selv. At det engang var rigtig kærlighed ved jeg og han begge. Hvad der så skete sidenhen var, at vi mødtes igen, og så havde jeg sukket over, det som var, og det som så var blevet, slet ikke duede. Jeg ved snart ikke, hvad der var værst. Men jeg kan sige, at det var noget i stil med at få revet hjertet fra hinanden. Efter det, vil jeg bestemt ikke sige, jeg ikke er blevet er blevet rørt dybt og i hjerteskærende grad, eller at det ikke har været svært at komme videre. For det har bestemt været sket. Det er bare blevet noget lettere at håndtere.

Nogen vil måske synes, det stadig ikke er godt nok. Dem om det, jeg ved, hver meget jeg har rykket mig på det felt trods alt, og jeg har det langt bedre med det. Og så er det godt nok. Som jeg ser det, har vi alle vores proces og ting vi skal lære, og det går i det tempo, det nu kan og skal. Og vennerne – tjah de rigtige hænger på, omend de siger dig sandheden med kærlighed og indlevelse. Jeg takker ihvertfald for dem, der gjorde det for mig, og jeg vil til enhver tid prøve at gøre det samme.

Og Celine Dion CD’erne – jeg kunne aldrig drømme om, at skrotte dem, for jeg elsker at lytte til hende, på alle tidspunkter.

Med 22 års forsinkelse

Jeg vågnede ret tidligt imorges. Når jeg først er kommet ind i vanen, har jeg det med at fortsætte. Jeg måtte lige ryste hovedet og synke engang. Jeg havde haft en højst besynderlig drøm. Når jeg føler trang til at skrive om den, er det fordi, den kom med sådan cirka 22 års forsinkelse! Hvordan det? Det skal jeg fortælle.

For næsten 23 år siden lige om lidt, mødte jeg en meget dejlig mand, som jeg blev vanvittig forelsket i. Havde det på det tidspunkt stået til mig, havde jeg aldrig forladt ham. Desværre var følelserne ikke helt lige så hede fra hans side, selvom han var rigtig glad for mig. Det betød, at han efter knap et års bekendtskab slog op med mig. Uden at gå for meget i detaljer så slog det “bunden ud af mig” mildt sagt. Jeg var dybt, dybt ulykkelig! Det gik der megen tid med, men efterhånden gik det jo over omend det var en af de mere sejlivede. Sellvfølgelig fik han også en kæreste kort tid efter mig (han var ikke typen, der gik “løs” ret længe) og drømmen i nat involverede både hende, ham og jeg!!!! Det er altså en anelse sent, at have den slags drømme.

Det er mange, mange år siden, jeg kom på det rene med den historie, ligesåvel som det faktum, at det nok var fint nok, at det gik som det gik. Så hvorfor, jeg så skulle drømme sådan i nat, må Guderne vide….you tell me :)

Forholdet og Facebook et problem?

Jeg skal love for, at folk kan give sig selv problemer. Nu får Facebook såmænd skylden for, at forhold knager og at folk går helt i selvsving af jalousi ifølge en artikel i B.T. idag. Og jeg er egentlig ikke overrasket. Det virker på mig som om (uden jeg jo ved det) som om, folk meget ofte er meget dårlige til at få talt sammen om helt essentielle ting, og er der det mindste, så hellere droppe det hele og gå fra hinanden – det ses jo også tydeligt i statestikkerne. Det er ikke en hemmelighed, at jeg synes folk kæmper alt for lidt for deres forhold.

Men nok om det. Det handler om, hvorvidt du kunne forestille dig, at Facebook blev et problem i dit parforhold eller om det måske endda har været det? For mig og se, må det vel som så meget handle om at tale sammen om det, og hvordan ens grænser er – giv mig gerne dit indput på det.