En søndag i Sverige

Tjah, ikke svært at gætte, at når jeg bevæger mig over sundet, så er der gerne i hesteøjemed. Således var dette en af de sidste løbsdage på året, og stalden havde to heste til start. Jeg har ikke rigtig været på farten her i sommer, og en tur over broen var lige til at klare, hvis der var plads til mig. Det var der heldigvis.

Alt var pakket og klart, og hestene skulle bare læsses, og de var superflinke og gik lige op begge to. En stor lettelse, for det er langt fra sjovt, når hestene ikke har lyst til køretur. Vel derovre, kunne vi bestemt heller ikke klage, en flot 2. plads og en 6. plads, som også gav lidt penge. Det eneste, der kunne klages over, var temperaturen! Det var koldt – meget koldt, så min plan om at tage dynefrakke på, skulle jeg have holdt fast i. Eftersom det de seneste gange, har været for varmt, tænkte jeg, at det var det garanteret. Jeg tog fejl, det var p….koldt. Men mødte mange jeg kender, og fik også sludret med en sød dame, der har været i sporten i mange år, mens jeg fik varmen i cafeteriaet. Spændende og rigtig hyggeligt, når folk gerne deler deres historie. Jeg fik som altid taget fotos, og dem, som er blevet til noget, er blevet gode, men vores heste startede så sent på dagen, at jeg mistænkte, at det ville være for mørkt for mig, der ikke har en “rigtig” flash (endnu en ting til ønskelisten), og jeg fik ret.

Desværre må jeg der eller tidligere have reddet mig et eller andet, for sidst på dagen derovre fik jeg rigtig ondt i maven og følte mig ikke på toppen og det vedblev at være sådan og da jeg endelig landede her orkede jeg intet, udover at smide mig på sofaen. Intet har jeg lavet siden andet end at ligge der og lige lunte ud og prøve at spise en smule. Det er ikke sådan, at jeg ligger i hede omfavnelser med toilettet heldigvis, men jeg har blæsende hovedpine, en snert af feber og altså ondt i maven. Er det noget, der er til gang måske? Håber det snart går over, jeg har alt for meget, jeg skal, til det her – synes ellers lige jeg har taget min tørn, men det må “nogen” vist have glemt.


Notnowhoney (GB)/Per-Anders Gråberg og Loyal (DEN)/Oliver Wilson kæmper om 2. og 3. pladsen i Fars Löpning, og kommer ind i nævnte rækkefølge efter Spirit of Life (SWE)/Rafael De Oliveira

Bare fordi… og kaffe og hygge


Old Pal (FR) med jockey Per-Anders Gråberg i stadlen før Reverdy Pokalløb (L) – bag dem Funinthesand (IRE) og Jan-Erik Neuroth

Der skal ikke ske for meget i disse dage. Jeg trænger for at være helt fri og holde ferie så at sige. Lidt noget sludder, når man ikke arbejder, men alligevel. Det er sjældent, jeg sådan helt “tjekker ud”, men lige nu kan jeg mærke, at jeg trænger for lidt ro omkring mig. Det giver også ro, at få styr på så meget herhjemme og ikke mindst fik jeg bestilt flybilletten til septembers fantastiske arrangement. Det bliver vildt spændende.

I dag var planen egentlig bare at nusse rundt herhjemme, indtil jeg kom til at sludre med min veninde på Facebook. Jeg havde lidt i baghovedet, at vi kunne drikke noget kaffe, men da hun så sagde, hun havde en aftale, lod jeg den ligge, og så foreslog hun det, for hun kunne godt nå begge dele. Tænk engang, hvor hyggeligt. Tusind tak for dejlige, dejlige veninder.

Engang imellem, kan jeg godt sparke mig selv over, jeg ikke tager kameraet med. Til gengæld har jeg det også sådan, at jeg vil være nærværende, når jeg er sammen med folk og ikke sidde med fokus andre steder og inde i kameraet. Vi så ellers flere fotoegnede emner, da vi sad på Jægersborg Allé og drak iskaffe (jeg gjorde ikke min veninde, der foretrak vand).

Foto er fra søndagens Derbydag, som jeg stadig roder med fotos fra. Hesten er en af mine store favoritheste. Lige sådan en type, jeg godt kan lide. En rigtig basse er han Old Pal.

En slags gentagelse


Without Fear (FR) vinder Scandinavian Open Championship 2014 under Rafael Schistl foran Bank of Burden (USA) og Per-Anders Gråberg

Som jeg sidder og skriver dette, så kommer solen selvfølgelig! Efter vi har afholdt en af de største løbsdage på hele året, foruden Derbydagen i øsregnvejr, for størstedelens vedkommende. Jeg kan personligt bedre lide denne, men det er smag og behag.

Nu skulle vejrguderne så selvfølgelig spille med musklerne og ødelægge dagen delvist. Ihvertfald for mig og for mange andre også, er jeg sikker på. Lige da 1. løb skulle igang begyndte det at regne og det tog meget hurtigt til. Så meget, at jeg blev bekymret for mit kamera. Som jeg har været inde på før, så er fugt og kameraer ikke gode venner. Ganske rigtigt, efter at have været frem og tilbage med det nogle gange, måtte jeg opgive, da det simpelthen dugger til. Derudover var jeg allerede selv våd, irriteret og træt, så jeg endte med at køre hjem. Vel hjemme kom jeg mig, og kiggede løb på TV, og så blev det tørvejr lige inden dagens hovedløb Scandinavian Open Championship! Så kastede jeg mig ned i bilen og kørte afsted igen. Og fik de sidste løb med.

Når jeg skriver en slags gentagelse, er der fordi, jeg egentlig havde regnet med, at Bank Of Burden (USA) ville slå til igen, og at jeg igen skulle tage et foto lignende det, jeg tog sidste år! Det kom jeg ikke til, ikke mindst p.g.a. vejret, men altså blandt andet de to, der ses her.

Når det alligevel var en slags gentagelse, var det fordi, at Træneren af vindende heste igen var Niels Petersen, og det var endda dobbelt op, for selvom Bank Of Burden ikke vandt, så blev han 2. til Without Fear – så to norske superstjerner og en dansk træner, dog under norsk flag og licens. Så vi fik den iøvrigt smukke norske nationalsang. Nu er jeg træt og vil have mad, og så må I få mere om dagen, så snart jeg kan.

Stort tillykke til NP Racing, Per-Anders Gråberg og Rafael Schistl, ejere og iøvrigt alle andre involverede! Også tak til alle for det dejlige selskab – det får man jo ikke med, når man sidder derhjemme!


Without Fear (FR) med træner Niels Petersen, jockey Rafael Schistl, ejer og trækker

Godnatfoto


Per-Anders Gråberg på Goldstep(IRE) og Oliver Wilson på Stubbs(IRE) i en hårrejsende opløbskamp – Goldstep vandt dagens første løb for 3-årige heste

Jeg er brugt op nu, det har været en lang dag og nu skal jeg i seng. Som godnatfoto kan I få et af dagens skud fra Galopbanen. Det var en af flere meget tætte opløbskampe. Vejret holdt sig fint og der var godt besøgt.

For vores stald havde vi bestemt ønsket os bedre resultater, men sådan er væddeløb, man ved aldrig, hvordan det går. Og det er jo det spændende ved det. Næste nervepirrende oplevelse på den front er i morgen, hvor stalden har 2 heste i det norske for at dyste.

Marron’s meritter m.m. – Täby

img_0995opt.jpg
Marron – mrk. brun vallak v/Be My Chief – Relate, vandt Breeder’s Trophy Stayer over 2400 m på Täby

Det er ved at blive en lidt af en tendens, at Marron redder den danske ære i det Svenske! Om det er godt el. skidt, kommer jo lidt an på, hvor man ser det fra. Men når nu galt skal være, så er det såmænd ikke så ringe. Bedre sent end aldrig for ham den store, store hest, med lige så store skridt. De kom ham godt til nytte her iaften, hvor han havde lige det ekstra, for at stikke mulen frem over målstregen med ganske få skridt. Det var en fantastisk opløbskamp mellem ham, Cattleman Clipper og Ilo, hvor de kom ind i nævnte rækkefølge – lige efter fulgte Aladar og Da Vinci. Premiere Cru sluttede som 10. ud af 15. heste…

I Swedish Open Mile blev Fly Society 3. bag Eldfote, Tertullus. Både Lois Lane og Danish Welcome lagde hårdt og godt ud, men slog ikke til i den sidste ende. I Breeders Trophy Mile blev Master Kid 3. bag Yvonne Durant-trænede Arcus, som vandt og dernæst fulgte Duriana. I Consolation vandt Mikado med Per-Anders Graaberg foran Lorena og Aquila Flyer.

I Stayer Consolation, tog Kim Andersen også “stikket hjem” med May Spirit, som fulgtes med Lois Lane til det svenske. Så en rigtig god aften for både Kim Andersen og Søren Jensen. Tillykke herfra til dem!

Du kan se alle aftenens resultater her.

Dansk 1000 Guineas

img_0629opt.jpg
Opløbet Dansk 1000 Gunineas 2008 – vindes af Sydney og Manuel Martinez

img_0619opt.jpg
Manuel Martinez på Sydney – vindere af Dansk 1000 Guineas

Forhåbentlig bedre sent end aldrig kommer der her billeder fra Dansk 1000 Guineas. Det var løbet, hvor fantastiske Good Girl knuste sine konkurrenter sidste år, og hvor dejlige Lois Lane, skulle have startet, og det er selvfølgelig mere end trist, at hun ikke var i stand til dette. Men sådan var det, og de andre var en stor konkurrent foruden ;-)

Den store favorit var på forhånd Hot Marta, men hun sluttede 5. En anden der var tippet 3. og som har løbet fantastisk også, er en anden Academy Award-datter ganske som Lois Lane, og hun tog stikket hjem – og når nu Lois Lane ikke kunne, så var det helt fint.

Sydney er en brun hoppe v/Academy Award – Kirobel, ejet af Stald Snap og Olav Sørensen, trænet af Birgitte Nilsen og redet til Sejr af Manuel Martinez, foran Sweet Fox Fever og Fernando Diaz og Latakia og Espen Ski.

Glæden over sejeren var et tveægget sværd, for alle er glade og lettede over, at Manuel Martinez er tilbage i fin form, efter han blev sparket i maven og måtte opereres, men samtidig kede af det på Sara Slot’s vegne, fordi hun igen har måtte tage en ufrivillig pause med en skulder af led. Manges tanker gik netop til Sara på dagen, som vi som altid glæder os til at se igen.

img_0606opt.jpg
2. hesten i mål Sweet Fox Fever i paddocken

img_0610opt.jpg
Frederik Johansson og Jacob Johansen ordner verdensituationen før Dansk 1000 Guineas

img_0615opt.jpg
Endnu en skimmel til min samling :) Tsarina Blue med Jacob Johansen i sadlen

img_0616bopt.jpgStorfavorit Hot Marta med Manuel Santos i sadlen

img_0616aopt.jpg
William Mongil på Falcons Choice

Læs resten