14. august 2017 – 55 somre

Som det ses var vejret helt fantastisk i går, og som jeg havde sagt forinden– vejret plejer at arte sig på min dag. I går var dog ekseptionel flot som det ses. Temperaturen var dog ikke vildt imponerende, og luften er efterårsagtig, især om morgenen.

Dagen startede med en tur til bageren og så i stalden bagefter. Normalt er mandag græsgalopdag, og vi havde også et par dernede, men jeg havde ikke taget kameraet med. Holdt fri for en gangs skyld. Men træneren havde ikke set andre galops, men der kom en enkelt mens vi stod og så de andre heste, vi havde på banen efter græsgalop. Vi fik morgenmad og kaffe og jeg fik også gaver, som ses på foto ovenfor. Dog mangler en fin vinagrette, som det lykkedes mig at tabe på gulvet, så den var utæt og måtte hældes over i en grim bøtte (det der var tilbage) – øv! På foto mangler et fint skilt, jeg fik af min veninde og en Troldekugle, jeg ikke har modtaget endnu, som jeg fik i lørdags. Jeg var også en tur i skoven med Kickertutten og få græs og det nød han meget, og jeg nød som altid ham også.

Da jeg kom hjem, tog jeg fotos af det smukke vejr, spiste en ganske lille frokost og så gik jeg ellers omkuld. Jeg var helt færdig og sov en times tid og så stod jeg op og gjorde mig klar. Blandt andet sammensatte jeg mit armbånd med rigtig mange af de fine kugler, jeg fik forærende. Synes, det blev rigtig fint.

Så var det tid til middag med min veninde. Vi har fået en tradition, der hedder, at vi går ud og spise, og hun betaler (hendes gave) og det er superhyggeligt. I går var vi på Piccola Venezia. Egentlig ville vi have været på La Sirena på Jægersborg Allé, men der var cykelløb der og det var altså langt fra at være et salgsargument for os, så vi fortrak til den anden, som faktisk hed La Sirena også på et tidspunkt og menuen er også meget lig, den de havde der førhen, inden de lavede den om.

Vi fik Cannelloni Di Ricotta E Spinaci (Pastaruller fyldt med ricottaost og spinat, gratineret med piskefløde, tomatsauce og parmesanost), superlækkert og en virkelig hyggelig restaurant med fantastiske malerier på væggene og ikke mindst en superfin betjening, så vi anbefaler. Bagefter var vi knapt så kulinariske, men min veninde mente, at jeg skulle prøve en Mcflurry med Daim, så det var desserten og ja den var syndig og god (ekstra chokoladesauce). Selvom vi dårligt kunne trille, så gik vi en tur med hundene også, og det var dejligt også at se dem på min fødselsdag og den modtagelse, vi fik af de to små væsener var bare rørende.

Til slut kunne jeg så komme hjem (min veninde kørte mig), og læse de ca. 200 fødselsdagshilsener på Facebook. Det gør bestemt ikke dagen dårligere skal jeg hilse og sige. Tusind tak for ALLE hilsener alle steder på i anledning af min fødselsdag. Jeg har sat stor pris på dem, hver og en.