1. december 2012

Det kan være svært at blive ved at finde på overskrifter. Noget jeg ser andre bloggere også har problemer med. Så kaster de sig ud i nogle meget kreative, meget lange konstruktioner. Fred med det, jeg er ikke i humør til at være så kreativ på den kant og slet ikke i dag. Og eftersom en dato er unik, så kan den være lige så god som så meget andet.

Dagen er startet skidt. Rigtig skidt! Med blæsende hovedpine. Som for lige at understrege, at jeg da bestemt ikke skal tro, jeg er noget, fik jeg smidt en verbal spand lort lige i hovedet i en besked her til morgen. At man spørger høfligt og pænt om noget, er bestemt ingen garanti for et i det mindste høfligt svar. Den slags bliver jeg rigtig ked af, og nogegange meget mere end andre. Denne var i den grad groft og skuffende i en grad, at jeg slet ikke kan udtrykke min harme og ikke mindst tristhed over det. Men så ved man da det…

Nå jeg skal jo være positiv – ikke? Føler mig meget langt fra, men ovennævnte skal ikke skygge for, at dagen i går sluttede på en yderst positiv note, da en veninde var forbi kort. Hun ved lige, hvad jeg godt kan lide og vi kan snakke solen sort også. Desværre var det kun et kort besøg, men se engang, hvad hun havde med til mig. Den sødeste Juledekoration, hun og en lille pige, hun havde passet, havde lavet til mig og med den kom den sødeste dåse med de dejligste hjemmebagte småkager. Jeg har smagt, og de er uhørt gode – vil tro, det er chokoladespecier. Jeg må spørge hende om opskriften. Det var da vildt sødt af hende. Tusind tak! En dejlig og betænksom veninde, det er dem, jeg skal bruge krudt på og jeg har heldigvis flere af dem.

Hvad skal dagen gå med? Tjah, den der hovedpine er jo ikke fremmende for noget, men vi får se. Jeg har internetproblemer, og eftersom YouSee tror at man kun har problemer i hverdagene, så løser det sig nok ikke lige. Ret irriterende, da jeg havde en del, jeg skulle lave her. Men med hovedpinen er det sådan set held i uheld. Først vil jeg kaste mig over en velvoksen kop kaffe – har spist – og ja slået morgenmad og frokost sammen igen. Røreæg af 2 æg og en smule ris og en rest curry, og det smagte skønt. Så må vi se.

Nye fag i skolerne

Hvor ville jeg ønske, at man indførte et fag i skolerne, der hedder takt og tone og herunder begrebet PRIVATLIV. For mig ser det ud som om, at vi får nogen nye generationer, der ikke har begreb skabt om det koncept. Her tænker jeg ikke mindst på omgang med mobiltelefoner, og hvad ordet PRIVATLIV betyder.

Igen igår havde jeg “fornøjelsen” at stå i en lang kø i den lokale Fakta, der er faldet tilbage i gammel gænge (det er en anden historie), og i den her kø, står der to helt unge piger. Hvor gamle de er, er svært at sige. Men jeg gætter på en 15-16 år (hvor gammel er man, når man skal på efterskole?). For det var lige præcis, hvad den ene af de her piger skulle. Hendes mobiltelefon ringede og selvfølgelig kunne hun ikke VENTE (hov endnu et begreb, der findes, og som åbenbart skal introduceres) med at tage sin telefon, men skulle straks tage den midt i køen. Altså kunne hele køen få “Okay”, og “Fedt” og hvilke superlativer, hun ellers slyngede om sig, og selvfølgelig har man ikke notesblok og papir på sig (hvilket vi også blev indviet i), når man står i en kø, så veninden skulle skrive numre ned.

Til trods for alle de her krumspring, var konklusionen, at hun alligevel skulle ringe tilbage, for der var flere ting, hun skulle skrive ned. Havde det ikke været lettere, at vente med at tage telefonen, og så ringe tilbage, når man var hjemme og kunne skrive ned. Det var jo i høj grad forventeligt, at der skulle skrives ned, med værelsesnummer og bofælle etc. Er unge mennesker virkelig så ubetænksomme og upraktiske fordi de er vokset op i en mobilalder??

Nu var lige det her eksempel ikke det værste. Jeg husker med gru en dag, jeg stod på stationen og ventede på toget, hvor jeg blev indviet i en piges intime liv og kamp med fertelitetsbehandling. Undskyld jeg spørger – hvad hulen rager det mig? Det er en ting, men at folk ikke har nogen som helst skrupler over at indvie “hele verden” i de mest intime ting, forstår jeg simpelthen ikke. Der er altså et begreb, der hedder PRIVATLIV!

Jeg ELSKER min mobiltelefon, og jeg synes det er en SKØN opfindelse brugt RIGTIGT! Der er en lydløs knap, der meget vel kan sættes til i tog og busser og andre steder, hvor man ikke behøver forurene med ringen i tide og utide. Hvis man skal give en besked, er sms’er udemærkede i den situation og så forstyrrer man ikke alle andre, endsige indvier dem i sine private affære, hvilket de sådan set ingen interesse har i. Man kan sagtes have vibrator på, og således går man ikke glip af noget. Ringer den så kan man eventuelt lade den ringe og ringe tilbage, eller hvis ikke det, så lige tage den og sige, at man ringer tilbage. Jeg tager aldrig min telefon når jeg kører i tog medmindre det er pinedød nødvendigt i form af, hvornår jeg er fremme etc. Bare husk, der var tider, hvor vi ikke havde den. Selvfølgelig ringer jeg da også “på farten”, men sgu ikke på steder, hvor jeg generer andre. Er jeg den eneste, der synes, der bør strammes op på den front? Det tror jeg ikke.

Så lad være at spørge!

Kender du det, du har en sludder med nogen på Facebook eller MSN, og de spørger dig om noget rimeligt personligt/følesomt, som du så svarer på så kortfattet som muligt, men dog tydeliggør du, at emnet er følesomt. Hvorefter modtageren i den anden ende overhovedet ikke svarer, men siger, at de iøvrigt var på nettet for noget andet og vil løbe nu!!!! Det er altså dels en flad fornemmelse og meget meget ubehageligt, når man lige har fortalt noget, som for en er meget følsomt.

Så hvis du ikke gider høre svaret, eller vise den respekt svaret kræver – så lad venligst være at spørge! Men jeg skal da ihvertfald også lade være at fortælle noget, som så er følsomt åbenbart, for folk vil åbenbart ikke høre selvom de spørger. Underlig måde at være på i mine øjne. Jeg er af natur meget åben og tillidsfuld og går ud fra, at folk spørger i god mening. Men næste gang vil jeg da så sige, at det har jeg ikke lyst til at svare på, for så føler jeg mig ikke “kørt over” bagefter!

Alt for høflig – Er det bare mig eller?

img_9332opt.jpg

Som det vides var jeg til brunch forleden. Jeg mødte her en masse mennesker, som jeg kender sådan perifert gennem min veninde, men ikke har set i mange år, p.g.a. mit “exil” på Lolland-Falster. Af samme grund var der jo så ihvertfald en, der ikke var klar over, at jeg nu er på pension. Folk har det jo med at spørge, “Hvad laver du?”, “Hvad så arbejder du eller?” og lignende. Det er også helt okay, men det slog mig her, at jeg også lader folk vade over mine grænser. De kan så synes fjollede eller hvad nu, og med min fornuft synes jeg måske også, at jeg “overreagerer”, men det føles bare sådan, som jeg nu fortæller det.

Således blev jeg også spurgt til den her brunch-ting, om netop det. Og selvfølgelig svarer jeg, at jeg er blevet pensioneret og hvornår. Så er det, det begynder at blive pinagtigt for mig. For en ting er folks interesse eller nysgerrighed efter hvorfor. I dette tilfælde helt klart interesse og det er det vel som regel. Det er bare ikke i alle sammenhænge, jeg har lyst til at diskuterer/fortælle om mit helbred, og hvorfor dit, og hvorfor dat. Jeg prøver så at “børste den af” ved at sige, at det er en lang historie, for det er det jo faktisk. Historien er ikke engang her på min blog, også fordi jeg netop anser det for noget privat, som jeg kun har lyst til at dele under rette former og med rette personer. Det kan man så synes om, som man vil, men sådan har jeg det. Jeg ved jo, at tingene er som de er og ikke kan være anderledes, men derfor føler jeg godt, det kan være følsomt og privat, og det er jo stadig ikke ideelt el. ønskværdigt at være i den situation.

Altså bliver jeg så spurgt til den her brunch og siger så, at det er en længere historie for at slippe for at gå ind i det, men næh nej – vedkommende siger så “Giv mig den korte version”. Men sagen er, at jeg ikke bryder mig om at skulle give “den korte version” for det gør noget meget følsomt og livsændrende til noget overfladisk for mig, og det har jeg ikke lyst til. Og i det hele taget, havde jeg slet ikke lyst til at fortælle om det. Ikke at jeg ikke ville fortælle til den her person, men ikke der og under de omstændigheder.

Og så er det, jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke sagde til ham, at det havde jeg ikke lyst til at fortælle om, og at jeg ikke synes, det var rette sted til det el. noget. Det irriterer mig, for jeg har det skidt med, at mine grænser blev overskredet nu. Så nu skal jeg så bare huske det, og få sagt fra en anden gang. Hvad med dig, føler du også, at du “skal stå til regnskab” når folk spørger dig? Eller kan du godt få sagt fra? Og føler du også, at dit helbred, din pension m.m. er en privatsag medmindre du selv bringer det op?

Nu vi er ved høflighed

Nu havde jeg alligevel “riven” fremme i forhold til det med almindelig høflighed, og det fik mig til at tænke over dette også. Her fornyeligt fik jeg en Proximade Award. Jeg bliver altid meget glad for, at folk tænker på mig, og skriver både min tak i selve indlægget og i en hilsen på indlægget, hvor prisen er givet. Så er der ingen tvil om, at jeg har fået den og at beskeden om, at jeg værdsætter den når frem. Da jeg fik awarden, skulle jeg give den videre. Det var heller ikke svært, for der er da flere, der kunne fortjene. De fik også. Men kun een var sød og lige skrive her, at de havde modtaget??? I alle de andre tilfælde, var jeg nødt til at gøre opmærksom på det, og spørge om de havde set, at de havde fået en pris??? Der er stadig nogen, hvor jeg ikke aner, om de har set det, for de har ikke gidet nævne det, eller endsige bare lige sige tak. Jeg synes selvfølgelig folk må selvom, om de giver videre, men i mit hoved, er det altså helt almindelig høflighed lige at sige pænt tak, når man modtager en gave, som dette jo vitterligt er. Men sådan er jeg så gammeldags…..

Så en anden gang – jeg MODTAGER meget gerne og med stor tak en Award, hvis du synes, jeg fortjener en sådan, og jeg bliver meget glad. Men efter denne oplevelse, skal du kke være sikker på, at jeg gider smide den videre.

Hvor er det sørgeligt

Som jeg har nævnt så mange gange før, så synes jeg, det er voldsomt trist, som vores samfund i stigende grad er plaget af mangel på respekt for hinanden, hinandens ting og ikke mindst for ældre menneskers viden og erfaringer og gode gamle traditioner sådan generelt.

Et er at man kan mangle forståelse for, at nogen vil blive på arbejdsmarkedet, men sålænge de passer deres arbejde, er det da helt forkasteligt at gøre alt hvad man kan, for at blive af med dem, kun p.g.a. alder. Den der leflen for ungdom for enhver pris, er til at få decideret kvalme af efter min mening.

At utilpassede og uopdragne unger ikke skal ødelægge det for alle de andre, og skal kunne smides ud af skolen, er vel heller ikke så opsigtsvækkende. Det kan da ikke være meningen at dem som skaber problemerne skal vises størst hensyn? Hvor er konsekvenserne henne for dårlig opførsel? De er der ikke, og det er et af de helt store problemer. Det er bare lidt sent man er ved at finde ud af det.

Nu er det også ved at gå op for medierne:


Ældre medarbejdere frasorteres til job
– artikel i Berlingske Tidende

“Høflighed koster ikke noget” – om opdragelse af hendes søn bl.a – Sanne Udsen – bl.a. forfatter til “Takt og tone i tiden

Hølighed, tak – Artikel i Ugeavisen Esbjerg


Om den “omvendte Jantelov – eller X-Faktorloven”


Om flytning/udsmidning af utilpassede/uregerlige børn

The answer my friend….

Den tekst kender vi vist allesammen…..”blowing in the wind” er det – svaret. Og svaret på hvad. Ja se det er sådan ret generelt, at folk åbenbart ikke synes, de skal svare. Nu kan det så være mere el. mindre vigtigt det man spørger om, det giver sig selv. Men som hovedregel så er det altså (efter min ringe mening), det mindste man kan at svare. Er det så endda alvorligere ting, hvorved man ved udeladelse af sit svar sætter andre i en meget pernitten situation og knibe næsten, fordi man holder dem hen og så bare ikke svarer, så er man en pikansjos i mit hoved.

Jeg mener, hvis man spørger folk om noget udover de der ting, som er ligemeget, så er det jo fordi, det på et el. andet plan her en betydning enten praktisk, følelsesmæssigt, eller begge dele. Man føler sig dum og til grin, når man spørger ud i den blå luft, helt udover at det bare er så pisseuhøfligt.

Og grunden til at jeg pludselig tager dette op…. det med høflighed og gode manerer, har jeg haft oppe før, men grunden til det med svaret er, at jeg personligt lige har oplevet intet svar at få, og en god veninde også. Hvilket der var vigtigst af de to, skal jeg ikke spekulerer i, andet end at begge var meget vigtige. Men som hovedregel så synes jeg, at man har ret til et høfligt svar – som så kan være … “Jeg gider/kan ikke”, “Jeg har ikke tid lige nu, så jeg vender tilbage” el. hvad hulen der nu må være årsagen til, at man ikke lige, kan forholde sig til det stillede spørgsmål.

Læs resten

Trampen over grænser – IGEN!

Nogen husker måske historien om min fødselsdag fornyeligt og min kære fader, der i den grad synes, han skulle overskride mine grænser. Det endte som bekendt i, at vi ikke fejrede min fødselsdag sammen overhovedet, jeg intet hørte fra ham på dagen og selvklart henvendte jeg mig ikke. Noget tid efter ringede han så, og vi har så talt lidt sammen efter. Det er jo min far trods alt. Gik jeg så hen og troede, at min far evt. var blevet klogere og havde fattet beskeden, så blev jeg da her til morgen meget klogere.

Jeg havde lige talt med ham igår, så da han ringede her til morgen, var jeg lidt uforstående. Først hørte han, hvordan jeg havde det. Så skred samtalen frem om alt muligt, men jeg kunne godt mærke, at der var et eller andet. Han fortæller lidt hvad han skal og så siger han ” ….og så kommer vi imorgen og drikker kaffe hos dig og tager brød med”!! Jeg lugter jo lunten allerede der! Så siger jeg til ham, at han da ikke bare sådan kan inviterer sig selv!!! Hvis folk spørger, om jeg giver kaffe så gør jeg da, men min far er ellers ikke særlig interesseret i at komme til kaffe hos mig, så jeg anede, noget stak under. Han slår det så hen med, det bare er for sjov. Jeg siger så, vi da kan tale om det, og se hvordan jeg har det, efter jeg har sagt til ham, at han ihvertfald ikke skal tage nogen med. Så slutter han samtalen med, at han da synes, jeg skal inviterer ham til kaffe imorgen. Så var jeg godt klar over, hvad klokken var slået.

Da jeg så har lagt røret går det helt op for mig, at han overhovedet intet har fattet, og det stadig er det her pigebarn der spøger!!! Hvis der kunne komme røg ud af mine øren nu så gjorde der det! Jeg ringede så til ham, og direkte adspurgt så var det jo hende! Jeg gad ikke engang prøve at forklare ham noget, jeg spurgte bare hvad h….. han troede, han tænkte på, og så lagde jeg på.

Jeg har skrevet ham en sms, og sagt at jeg hverken imorgen el. nogensinde vil se el. møde HANS veninde og da slet ikke have hende på besøg. Det har ikke noget med hende som sådan at gøre mere, men mindst lige så meget ham. At hun ikke har mere pli, forstår jeg heller ikke, men så igen aner jeg jo ikke, hvad min far i den ende bilder hende ind. Nu er det gode spørgsmål, om han selvom det IGEN er skåret ud i pap, vil blive ved at prøve at stoppe det pigebarn ned i halsen på mig? Dit gæt er lige så godt som mit – et er sikkert, han får ikke held af det! Således startede min lørdag så “hyggeligt” og vi er åbenbart tilbage, hvor vi startede! Lige så stort spørgsmål er, hvorfor h….. han bliver ved?

Grænseoverskridende

Nu må I altså lige fortælle mig, om det er mig, der er sær, eller om ikke dette er overskridelse af grænser. Det er ihvertfald over min, og så må jeg være underlig el. hvad.

Min kære hr. fader har indladt sig med en person i sin vaskekælder. Vedkommende er yngre end jeg og har åbenbart ihvertfald en ting tilfælles med mig. Fint nok. Far har så talt meget med vedkommende som utroligt gerne vil møde mig. Han havde så galt en dag arrangeret, at jeg skulle komme, så vedkommende kunne hilse på mig. Der var dog lige den detalje, at han glemte at spørge mig, om jeg havde lyst overhovedet, og om jeg kunne. Jeg var lige ved at sige: “Gudskelov” kunne jeg ikke. Nå, men så tænkte jeg, at beskeden “fes ind”. Det gjorde den tilsyneladende ikke.

Her idag taler vi så om min nærtforestående fødselsdag, hvor jeg har bestemt, at jeg ikke vil holde noget videre udover middag med min far, ude i byen på dagen og 2 veninder nogen dage senere her til middag. Guddødmig om min far ikke begynder at ævle om, at denne her person, måske kunne komme med ud og spise på min fødselsdag og iøvrigt også havde en gave til mig!!! jeg har aldrig nogensinde set vedkommende før, og jeg har egentlig heller ikke den store lyst. Jeg vil meget gerne selv vælge mine venner og hvad nu, og jeg får fuldstændig fnat i lange baner, hvis nogen i den grad prøver at stoppe noget/nogen ned i halsen på mig. NU var det nok! Jeg fik da fortalt min far, at der måtte være gået et eller andet HELT galt, når han troede, at jeg havde lyst til at fejre min fødselsdag med et vildtfremmed menneske jeg aldrig nogensinde har set el. talt med. Jeg tror, han fik beskeden.

Det kan være, han har ondt af vedkommende, og at han synes vi ligner hinanden og alt mulig. Men kunne han ikke for helvede spørge mig først!!! Er der andre derude, der har prøvet noget lignende??

Eller er det kun mig, der har en far, der kan finde på sådan noget…… Jeg indrømmer, der blev talt med store bogstaver her for lidt siden og beskeden var slet, slet ikke til at tage fejl af. Så jeg skal ikke spise middag med andre end min far! Suk!

Er jeg mærkelig, eller er det både min far og vedkommende, der ingen pli og situationsfornemmelse ejer – jeg synes selvfølgelig klart det sidste!!!