Ja det er for meget

072.gif

Min søde, veninde Lotte og jeg har talt meget om, det med at folk kommer “helt ud i hampen”, går ned med flaget, får en depression, lider af angst, må langtidssygemeldes m.m. Og Lotte har skrevet et fint indlæg om det på sin blog. Hun har som MANGE, MANGE andre prøvet det, ligesom jeg har. Det er sådan set ligemeget, hvad årsagerne er sådan specifikt, for det er efterhånden over hele linien. Bare de seneste dage, er jeg blevet præsenteret for 3 tilfælde, hvor det er gået galt i større el. mindre grad – det er bare mig!!! For hulen da! En venindes veninde, har en depression, og kan slet ikke håndtere det, min venindes bror og kone, er gået fuldstændig ned med flaget og hele familien har måtte støtte op, ringe til lægen, tage sig af børnene og meget meget mere – og den situation er jeg meget nervøs for! Der er vi ude i selvmordstanker og meget andet. Og et familiemedlem til en veninde, er også knækket under sygdom, skilsmisse og fyring – også meget at tage ind på een gang. Dertil kommer 2 venner, der permanent lider af panikangst.
Nu er Lotte og jeg så langt fra enige om det med medicinen. Det kan være en god hjælp. For nogen en overgang, og for nogen (min venindes bror, som er arveligt belastet) varrigt, for at undgå tilbagefald. Depression findes i mange grader, og varianter og der er nu mange gode redskaber til at måle, hvor slem den er. At samtaleterapi også er en god ting, dokumenteres her, men ved svære depressioner, er det nytteløst fordi patienten ikke orker at tage imod (ref. netdoktor), men også her nævnes det, at der meget ofte skrives medicin ud “i blinde” uden at årsager m.m. bliver undersøgt ordentligt. Og det duer selvfølgelig ikke. Der kan også læses om psykiatrifondens arbejde for, at alle kan få tilbudt samtaleterapi. Til gengæld, kan en ubehandlet slem depression føre til psykoser og blive meget meget slemt, og personen helt udenfor rækkevidde. Sådan et eksempel har jeg også haft tæt på i form af en venindes mor, der sine sidste år, levede isoleret og usselt i en bitte lejlighed, tydeligt psykisk syg. Men fordi hun ikke var til fare for nogen, kunne der ikke gribes ind – der er altså også et hul i systemet, for en del af sygdommen er jo manglende selvindsigt! Hendes børn kunne bare se på, at deres mor forfaldt fysisk som psykisk mere og mere – kan det virkelig være rigtigt? Læs resten