Glemt og gemt af vejen

Artiklen på Kpn om Joyce Carol Vincent, der efter 3 år bliver fundet død i sin lejlighed i London, rørte mig dybt. Ikke fordi den som med alle mennesker, vil røre dem dybt, for hvordan kan den andet, men fordi jeg har en helt personlig tilgang til den her historie. Meget personlig. Det vender jeg lige tilbage til.

Joyce dør helt alene i sin lille lejlighed i England i en alder af blot 38 år, og forbliver liggende der indtil hun bliver fundet 3 år efter. Artiklen spørger, kunne det ske i vores samfund og hvad kan man gøre for at forhindre det? Jeg har svært ved at se det ske i Danmark, fordi vi er så overvågede og kontrollerede, at det næsten gør ondt. Det har fordele, netop at dette så ikke skulle kunne ske, omend jeg tror det sker alligevel, omend ikke efter 3 år, medmindre man er decideret hjemløs, så kan det nok. Og forhindre det? Nej det tror jeg ikke man kan medmindre, man vil fratage folk den personlige frihed, som vi for alt i verden ikke må pille ved, uden der er tvingende nødvendige grunde til det. Men som det også siges i artiklen:

Hvad med den manglende husleje, hendes gas- og elforbrug eller hendes skat? Altsammen ubetalt. Hvorfor rykkede ingen? Hvad med viceværten? Naboerne? Spørgsmål, der stadig er helt eller delvist ubesvarede.

Artiklen handler om, at denne historie har grebet instruktøren af en ny film, der kommer i 2012, der hedder “Dreams of a life“, hvor hele historien om Joyce, og hvordan det kom så vidt for en veluddannet velfungerende pige, fortælles. En film jeg helt sikkert skal se og måske endda erhverve senere.

Nu til den mere personlige tilgang til det her. I forhold til Adoption og det at søge sine rødder, siger jeg altid, at man skal være forberedt på, at det man finder ikke nødvendigvis er godt. Og man inden skal gøre op med sig selv, om man vil tage det med, og have vished fremfor alt. Personligt vil jeg hellere kende sandheden end spekulere mig grøn i hovedet over det. Så er det på plads, og man kan forholde sig til det. Men det skal der tænkes meget over INDEN man tager kontakt. Hvis man går med en eller anden lyserød forestilling om, at det hele for det første var evigt fryd og gammen og den eneste ting, der lige var “ups” var ens egen ankomst på arenaen, så kan man blive meget overrasket. Det sker i nogen tilfælde, og så er det selvfølgelig godt. Men der er også masser af ikke så “pæne” historier. En af dem, er min egen.

Min biologiske mor døde nemlig også helt alene i en tidlig alder og lå længe i sin lejlighed, men i et relativt civiliceret samfund, som det tyske, er halvanden måned, blandt andet henover Julen, for mig ihvertfald, meget længe. Det at det netop var henover Julen viser noget om, hvor isoleret hun har været. Jamen havde hun ikke familie? Jo det havde hun, men hun havde ikke kontakt til dem. Og hvorfor det var, ved jeg faktisk ikke helt, og vigtigere ved jeg ikke, om det var hendes valg, eller familiens. Min mavefornemmelse siger mig dog, at det i dette tilfælde var det første, uden jeg dog ved det.

Senere da jeg søger oplysninger omkring hende og finder min biologiske søster i Berlin ved hun næsten intet om vores fælles mor af samme årsag, og hun er vokset op hos sin (og min) mormor. Da jeg skriver til hende, er hun sød og svare og sende fotos af sig selv og min mor, hvilket jeg selvfølgelig var taknemmelig for, men hun gjorde samtidig opmærksom på, at det var meget svært for hende, og hun synes det var bedst, vi ikke har kontakt.

At sige, jeg var (og er) skuffet over det forslår nok ikke, men jeg kan ikke tvinge hende, og vil selvfølgelig heller ikke. Så derfor er der ikke mange muligheder for at få informationer omkring min mor, medmindre der er andre familiemedlemmer, jeg endnu ikke har fundet. Lige nu koncentreres indsatsen om, at finde noget omkring min biologiske far. Ikke at jeg er kommet meget videre, men en smule – tror jeg. Det har før vist sig at være helt håbløst, så der skal meget til, at jeg “svinger i lysekronen” nu.

Men jeg synes, denne historie er vigtig. For hvordan kunne det ske, og hvis det kan ske i England, kan det så også ske her? Husleje skal der jo betales, og hvis ikke den bliver det, så reageres der som regel hvilket skete i Joyce’s tilfælde – men først efter 3 år!?

I min mors tilfælde blev hun fundet af viceværten i sin ejendom, fordi de skulle op på den etage og lave nogle reparationer, og han selv kom i tanke om, at det var længe siden, han havde set hende – og så var der den åbenlyse – lugten! At få sådan en besked, er ikke sjov, og det tog mig lang tid at fordøje den og komme mig over den. Hvis man kan sige, man kommer sig over, at et menneske, er så ulykkeligt og langt ude, at vedkommende enten selv vælger at isolere sig, eller bliver valgt fra. Uanset er det ikke godt, og slet ikke, når man er ung, og relativt ung som min mor, der kun blev 43, altså ikke meget ældre end Joyce.

Jeg har det stadig ikke godt med det faktum (det er meget længe siden, jeg fik beskeden), men jeg kan intet gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre, er at prøve at leve mit liv så godt jeg kan og nyde det.

Som altid, lad mig gerne høre din tilgang til historien. Det er altid givende at høre andres vinkel på den slags sværere emner.

Indlægget her er blevet oversat til engelsk.

Iøvrigt tillader jeg mig lige, at gøre opmærksom på hans-hendes-sin-reglerne (ligger også i sidebaren, under diverse links), da jeg selv stadig har problemer, og havde stor glæde af dem, da jeg skrev dette.

African American Lives

Jeg har set noget meget interessant i dag. Jeg har tidligere været inde på, at der ved Julegavekøb, kan falde lidt af til mig selv. Det her var så vist noget før Julegaver, men anyway. Jeg havde set DVD’en for længe siden. Den der handlede om, hvordan Oprah fandt sine rødder.

Læser du med her jævnligt, vil du vide, at jeg efterhånden i noget der ligner et kvart århundrede, har ledt efter mine. Ikke med den store sucess. Jeg prøvede for lidt siden at få min biologiske mors fødselsattest, men løb igen hovedet imod den mur der hedder, at jeg bliver smidt fra et kontor til et andet. Jeg har fundet en dame, der kan hjælpe noget, men det koster altså også lidt. Heldigvis ikke meget.

Men det var sådan set ikke det, det her handler om. Det handler om den side af mig, jeg slet intet kender til. Min biologiske far. Efterhånden begynder jeg (og ovenævnte dame) at tvivle på, at de oplysninger jeg har, er rigtige. Noget stemmer ihvertfald ikke. For de mænd vi har fundet, der passer på navn og fødselsdato, har ihvertfald helt sikkert intet med sagen at gøre. Så hvad gør en klog så` Det skal jeg finde ud af i det nye år. Så der er to store opgaver, der venter. Man løber sur i det, og må holde pauser. Det kan andre, der har været det igennem, skrive under på.

Men da jeg så DVD’en om Oprah og hendes rødder, var der en masse oplysninger om steder man kan søge og hvordan man går frem. Det hjælper ikke mig, før jeg har flere oplysninger, men for jer andre, der har kan det være nyttigt. Det viser sig nu, at der er lavet en serie i stil med “Do you know, who you are”, som jeg har skrevet før, men bare i forhold til afro-amerikanere som hedder African American Lives. Det synes jeg jo personligt er enormt spændende, og jeg vil købe DVD’erne, for jeg kan simpelthen ikke få nok af de der historier. Måske netop fordi jeg ikke kan finde min egen?

Du kan se flere spændende DVD’er om emnet lige her. Men se dig godt for inden du køber. DVD’en om Oprah, har jeg kun givet ca. 30 kr. for, hvor den koster langt mere her. Og husk at fortælle mig, hvis I køber og ser nogen af de her spændende ting. Man kan få de her DVD’er både hos Amazon.co.uk og hos Play.com - sidstnævnte har gratis levering – også til DK.

OBS!! Du skal være opmærksom på, at nævnte DVD’er er Region 1 DVD’er og altså kræver at du har en DVD, der kan det.

I søgen efter ….

Som jeg fortalte for snart noget siden, har jeg kontaktet en professionel til at prøve at finde min biologiske far. I sidste uge skrev jeg til hende, for at høre, om der var nogen fremgang. Desværre viste det sig, at der var gået koks i mail kommunikationen, og hun var ikke gået igang!

Så fulgte sending af mails igen og sidst skrev hun, om jeg ville kontakte hende pr. telefon. Det gjorde jeg selvfølgelig. Desværre mistænker hun, at den fødselsdato, jeg har på min biologiske far ikke er korrekt.

Der er to mænd født på den dato, og de er begge hvide som sne. Så det hænger ikke sammen. Den ene var hun helt 300% på, og den anden ville hun så tjekke igen og løber vi panden imod en mur der, er der vist ikke meget at gøre. Han hedder Robert Jones. Prøv at forestille jer, hvor mange der er af dem – også selvom vi indskrænker søgningen til militæret. Men hun vender tilbage, og kan det ikke lykkes skal det så være sådan.

En mail er sendt

Jeg fortalte for noget siden, om det med at søge sine rødder. I den søgen, jeg har igang efter min biologiske far, har jeg idag sendt en mail til Ariel Bruce, for at hører nærmere – ikke mindst pris, for en sådan finder jeg ikke på hendes hjemmeside. Så jeg venter spændt på svar!