Missing Arizona!

Så blev det en uge siden, jeg kom hjem. Ikke helt, til aften, men næsten. Og jeg savner Arizona. I dag er det f.eks. gråt i gråt og totalt tåget. Ikke en hånd kan man se for sig. jeg er stadig jetlagged, men jeg har sovet almindelig tid i dag, men frisk er jeg ikke.

I dag har jeg indehyggedag som jeg bedst kan lide den, med fotos, fjernsyn, TV og malebøger. Rigtig hyggeligt,men jeg er træt af at være træt. Fotoet er fra mit andet besøg på Turf Paradise galopbanen derovre, og vejret var sådan her hele dagen. Helt fantastisk.

Jeg har masser at tage mig til,men uden energi går det jo ikke, så jeg prøver at lave så meget jeg kan med den energi, jeg nu har. Selvsagt vil jeg gerne i gang med indlæg fra turen og jeg har et næsten klar. Mere om det senere. Jeg har fået gået en tur hver dag i ugen til trods trætheden og fik slæbt mig i stalden også forleden. Skønt at se alle venner dernede også. For nu vil jeg ønske jer god weekend.

En amerikaner vender hjem

Som mange af jer ved, er jeg nu vendt hjem fra USA. Det gjorde jeg i lørdags klokken 20.30, hvor jeg landede her på adressen. At sige, det er en udmattende tur, forstår næsten ikke. Jeg tog af sted fra Arizona klokken 20.40 lokal tid var min flyvetid. Så skal der lægges tiden til fra før vi nåede lufthavnen, som var et godt stykke tid før, fordi vi også skulle forbi en aftale min bror havde. Så det lagde ekstra tid til min rejsetid.

. Alt gik efter planen lige bortset fra, at jeg ikke havde nærlæst nok på British Airways side, til trods for, at jeg synes, jeg gennemgik den med lup for ikke at gøre noget forkert. Og så gjorde jeg alligevel. Man må på langdistanceflyvninger gerne have 3 tasker med i flyet. Det havde jeg så, og havde ingen problemer på vej over. Da jeg sad i loungen inden afgang fra Heathrow, hørte jeg godt, hun talte om, at man skulle komme op, hvis man havde for mange tasker. Men jeg havde jo tjekket, målt og vejet så jeg følte mig slet ikke truffet. Mistake! Jeg måtte kun have 2 tasker med om bord. Så vi måtte tjekke en ind. Det irriterer mig bare, at pigen i skranken hos British Airways i Arizona ikke fortalte mig det. Så kunne jeg jo bare have tjekket den ind. Anyway, intet problem, den blev tjekket ind og jeg kom om bord. Så nu ved du det, fra Heathrow til København kun 2 tasker.

Jeg er ret død i sværen og slås med jetlag. Jeg har ikke kunnet falde i søvn, og når jeg så endelig er faldet i søvn, har jeg været vågen tidligt. I dag var jeg så vågen fra 4-7 ca. og så faldt jeg i søvn igen og sov til 16.30!! Så var den dag da brugt. Jeg har kun fået vasket den sidste vask og fået et bad og noget at spise, både til morgen og aften.

Noget jeg også har fået gjort er at fotografere en ny Troldekugle, så I kunne se den. Stars & Stripes som er købt i en af mange Troldekuglegrupper, jeg er med i. Men har du lyst til at få den, kan du stadig få den. Jeg havde bestilt en mere i grupperne, der skulle reflektere min tur og det var “Old West“, men den er ikke nået frem endnu, så indtil den gør, så ser armbåndet så nu sådan her ud.

Jeg skal nok tilkøbe lidt, for at få min amerikanerarmbånd, men nu står den på “spareprogram” for jeg har brugt lige nøjatigt alle min penge. Så de slog til og gik til, men det er også fint, for det var meningen, at jeg skulle have verdens bedste tur, og det har jeg haft. Helt, helt utrolig dejlig tur, som jeg aldrig, aldrig glemmer og som jeg er dybt taknemmelig for. Der er masser at fortælle, men jeg kan ikke helt lige greje, hvordan jeg skal gribe det an, men det kommer nok. Lige nu er jeg for træt. Så jeg håber, I har lidt tålmodighed (som ofte).

Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne takke for alle de søde hilsener og kærlige tanker, jeg har modtaget i forbindelse med turen. Ganske, ganske fantastisk så søde folk har været med hilsener og støtte. Tusind, tusind tak. Det betyder helt utroligt meget, at alle har været så søde. Når det er sagt, bemærker man selvfølgelig også hvem der aldrig skriver noget eller støtter op, men sådan er det. Det kan man ikke bruge krudt på. Jeg vælger at fokusere på dem, der er der og der er heldigvis SÅ mange, at det er ganske overvældende. Tusind, tusind tak.

Jeg vender retur, så hurtigt som overhovedet muligt! Nedenfor min bror og jeg ved Grand Canyon, som var en fantastisk oplevelse og at opleve det med min bror, var bare fantastisk. Har jeg sagt, jeg elsker ham?

Inspirerende vejr til pakning


Det har som det ses været hørt flot vejr i dag. Jeg tror personligt, det skyldes, at en sød sød dame jeg kender og hendes mand, har kobberbryllup i dag. Det kan næsten ikke være andet. Jeg sov længe, og selvom man så kunne tro, at jeg var godt og vel udhvilet, så kan man tro om igen. Jeg er helt og aldeles udmattet for tiden og alting er en megaopgave. Men der var ingen vej udenom, jeg skulle op og pakke. Det havde jeg bestemt.

Jeg vaklede op, og fik sat noget mad over, og fik begyndt på pakningen, og modsat, hvad man skulle tro, så gik det faktisk okay. Havde andre gjort det, var det nok blevet mere systematisk og havde gået hurtigere. Men jeg var glad så længe det gik fremad, og jeg er stort set færdig med at pakke nu, på nær de ting, jeg virkelig har gang i stadigvæk. Så jeg er godt tilfreds.

Ligeledes er jeg stadig vildt godt tilfreds med det nye kamera, som tjener mig godt, og som kommer med på ferie – ikke mindst fordi det er lettere og så kan det video også. Det har jeg godt nok ikke prøvet, men jeg tænker, jeg har god tid til at studere manualen i flyet over Atlanten. Det er lige om lidt og jeg er spændt, nervøs og glad og lidt sørgmodig på en gang. Ved ikke om det giver mening, men der har været sket mange ting de seneste måneder.

Ikke mindst tænker jeg jo også på dem, jeg ikke kan dele oplevelsen med. Ikke mindst min far og mor, som ville være så glade og spændte på mine vegne. Far nåede da heldigvis, at få at vide, at jeg skulle af sted, men ikke hvornår. Han synes jo det var superspændende og fortalte om hele forløbet til alle, der gad lytte.

Jeg er sikker på, at han sidder og hygger sig ved tanken, sammen med mor og ligeledes min gamle nabo, som jeg jo også fik bekræftet var afgået ved døden. Der er flere andre, jeg savner at dele dette med, men som jeg ikke har kontakt til af mange årsager (i nogen tilfælde ved man det jo ikke), og i andre gør man. Men det hindrer ikke, at personer, der har været eller stadig er vigtige i et eller andet omfang, dukker op, i sådan en sammenhæng.

Alt dette gør, at jeg som sagt er helt udmattet, og jeg kan sådan set sove uafbrudt. Men nu har jeg pakket, så jeg skal ikke andet end at hvile mig og hygge mig, til jeg skal afsted. Lige bortset fra, at jeg skal sende den gamle Yousee box retur. Det kan jeg nok lige klare. Den nye skulle gerne komme op og køre i morgen. Det viste sig, det hele tiden var planen. Dejligt! Jeg satser på, at jeg får hvilet ud inden, jeg skal afsted. Som det ser ud nu, bliver dette formentlig det sidste blogindlæg, inden jeg rejser. Så jeg vil her igen takke for alle gode ønsker for turen. Som jeg lige sagde i dag. Med alle de gode ønsker, kan det kun gå supergodt. To be continued……

En møgdag med migræne

Dagen i dag har været en møgdag uden lige. Jeg har næsten ikke sovet. Det er generelt et problem, men udefra kommende ting, oveni en massiv migræne, gør ikke sit til at hjælpe på sagen. I mange timer, lå jeg bare for nedrullede gardiner og prøvede at sove, og endte da også med, at kunne sove lidt, og migrænen lettede lidt ved hjælp af piller.

Det er godt nok sjældent, at jeg har hovedpine på den måde, men jeg tror, systemet begynder at brænde lidt sammen med alt der sker omkring mig, og vi nærmer os også, at jeg skal rejse. Misforstå mig ret, jeg glæder mig helt vildt, men jeg er samtidig også nervøs og spændt på en gang, hvis det giver mening. Helt bortset fra, at jeg da aldrig har været væk hjemmefra, så længe. Så det er flere ting, der er i spil. Og som I sikkert ved, så har der ligesom været sket “lidt” her de seneste måneder.

Så af alle ovennævnte grunde, har jeg ikke været til pænt brug. Egentlig ville jeg have været på visit hos en hesteveninde, der ligger på hospitalet (ja hun faldt desværre af hesten), men det blev altså ikke i dag. Hun ved, jeg tænker på hende. Hvis jeg får lavet nok her, må det så blive i næste uge.

Humøret har bestemt heller ikke været noget at skrive om idag, for nu at sige det mildt, så alt i alt, er det en af de dage, jeg gerne springer let og elegant over. Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg lige får det bedre. Hovedet er bedre og på trods, har jeg faktisk fået ryddet op i mit køkken og lidt andet, så helt og aldeles skidt, er det ikke endt.

Og så fik jeg lavet noget sund aftensmad også. Til frokost stod den på en lasagne, jeg mangler at skrive om (det får komme, som det kan), og til aften, var det den dejlige indiske aubergineret med dal (fra fryseren) og så ris til. Det smagte himmelsk, og så besluttede jeg, at dagen var den, hvor jeg fortjente et glas hvidvin, så det får jeg så. Rigtig god weekend til jer.

Foto er fra min tur til Mølleådalen med det nye kamera.

For første gang i lang tid og en rutchetur uden lige

img_4208opt2_171116_forstbotaniskhave

Det er turbulente tider i øjeblikket for mig. Og selvom jeg udenpå virker meget fattet, kan jeg godt mærke, at alt, der er sket, begynder at slide på mig nu. Jamen nu er det jo overstået? Tjah, det er det så ikke. Jeg står for at skulle møde min biologiske familie i USA meget snart. Alt det praktiske omkring turen, har jeg fået på plads nu, og det er super og jeg glæder mig til at se dem. Samtidig med dette skal jeg stadig forholde mig til, at jeg lige har mistet min far. Selvom jeg er helt afklaret og som sådan ikke sørger, sørger, så er det immervæk underligt, at han er borte. Udover alt det, har jeg haft håndværkere her og så har der også været og der er generelt ting, som jeg spekulere over. Så at sige, at jeg engang imellem bliver lidt træt og et sted synes, at nu kan jeg ikke lige tage mere, er vist naturligt nok.

Gode venner er bare sagen og jeg har heldigvis masser. I dag var jeg ude drikke kaffe med en af dem, og i morgen står den på den årlige staldkomsammen, som altid er superhyggeligt. Det glæder jeg mig til.

På vej hjem i dag, efter at have været hos lægen og hente en medicinattest, tænkte jeg at luften havde godt af mig. På den ene side, ville jeg gerne gå en tur, og på den anden side, kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg ville hen. Så jeg kørte hjemover. På vejen kom jeg så i tanke om, at jeg kunne tage forbi Forstbotanisk Have, hvor jeg ikke har været længe. Førhen kom jeg der meget, men efter at det blev et social projekt, og blev alt for trimmet, har jeg ikke brudt mig om at komme er. Dertil kom, at jeg førhen kunne have det for mig selv og lade op i skovens dybe stille ro. De tider er mere eller mindre forbi. Jeg nåede kun lige ind i haven, før der var en børnehave, der under skrigen og råben gjorde deres entre. Nu er der jo sat bænke op, så de kan sidde ned og spise eller hvad de nu vil. Jeg gik modsat dem, og undgik den værste larm, og jeg fik da også taget lidt fotos, som det ses. Der er fældet utallige træer. Om det er fordi, de er dårlige ved jeg ikke (de så ikke sådan ud) og det er skæmmende. Især omkring, hvor den famøse bænk absolut skulle sættes op. Nej, det er ikke min have mere. Desværre, for jeg holdt meget af at komme der førhen, men var i sin tid godt klar over, at det ville blive sådan. Nu gav jeg det en chance i dag i mangel af bedre, men ikke igen.

Ellers har jeg haft svært ved at finde motivationen til noget i dag. Jeg var ligesom brugt op, da jeg kom hjem, ihvertfald sådan mentalt. Nu cykler jeg jo også rundt, istedet for at køre i bil. Det giver jo også en vis træthed. Men selvom jeg er træt, så sover jeg ad helvede til om natten. Men nu er klokken så mange, at jeg skal til at prøve det igen. Som ventet havde jeg fået ny altan, da jeg kom hjem i dag.

Det meste af tiden, synes jeg, at jeg er ret positiv, men selv de mest positive dykker indimellem og det gjorde jeg så lige i dag. Det er lidt sværere, når man egentlig føler, at man burde være glad, men det er en “blandet landhandel” i øjeblikket. Om ikke andet, ved jeg, at det gode selskab i morgen nok skal løfte humøret.

Fantastisk flot, men stadig køligt

Det er så fantastisk smukt derude lige nu. Også derfor har jeg jo svært ved, at lade være, at tage kameraet med mig, når jeg går ud. Lige nu går jeg så også ud, langt, langt mere end jeg plejer, og det er vitterligen at give mig selv (flere) grå hår, for der er altså kun 24 timer i et døgn.

Jeg hænger i en tynd tråd med hund, mit helbred, hospitalsbesøg og alt det, jeg gerne vil nå. Det lader sig ikke gøre, sådan er det, men jeg forsøger, så godt jeg kan. Det gør ikke livet lettere, at der pludselig skal rives tid ud til hundluftning etc. Oveni, at jeg bliver ekseptionelt træt – mere end allerede, og Guderne skal vide, også det er slemt nok. Men det må gå sin gang.

Meningen var, jeg nu skulle stå med det ene ben ude af døren på vej til London. Men sålænge far er på hospitalet, kan jeg ikke planlægge noget som helst, og lige nu har jeg heller ikke kræfterne. De overordnede planer er sådan set på plads, men detaljerne skal også, og ikke mindst, skal jeg jo også have en billet. Lige nu må jeg tage det en dag ad gangen. Heldigvis løber min veninde derover jo ingen steder, så jeg når det nok. Jeg vil bare helst derover inden, det bliver for varmt.

Søndagen er gået med, at ordne fotos fra gårsdagens løb og gå tur med Emil, ikke meget andet og så fik jeg igen en middagslur, men er stadig træt. Så hvorvidt morgendagens planer, bliver til noget ved jeg ikke, for jeg skal også besøge min far og et ærinde for ham. Og som altid er der grænser for, hvor længe jeg kan være fra Emil.

Det er noget bøvlet at finde ud af temperaturen, der svinger ret så kraftigt. På banen var det i går morges bidende koldt, hvorimod det senere på dagen til løb var alt for varmt, med alt det tøj, jeg havde på. Så jeg måtte frekventere det lille hus og afklæde mig et lag. I dag var det samme historie, koldt i morges, men varmt op af dagen, når solen fik magt. Jeg har selvfølgelig flere fotos fra vores gåtur i dag, hvor vi mødte nogen smukke firbenede og en vi kender. Men nu vil jeg ind og slappe af, og så må I have tilgode.

Lige inden afgang….


Lene med vores smukke Derbyvinder Tigess Eleven, her i paddocken før Derby’et

Jeg sidder her med maske i håret, og i ansigtet, og er ret beset ikke noget kønt syn lige nu. Det bliver jeg så forhåbentlig. Om ikke andet, så prøver jeg da 🙂

Sovet har jeg, men ikke så længe eller helt så godt som ønsket. Sådan er det altid lige inden jeg skal ud og rejse. Er nervøs lige indtil jeg kommer afsted. Så er det bare spændende.

Men inden, jeg tager helt afsted, skal jeg have en dag på Galopbanen – Dobbelt Guineassdag og mødes med alle de dejlige heste og mennesker dernede. Bedre kan den sidste dag på dansk jord ikke tilbringes. Meget spændende bliver det også, for vi har også flere heste til start. Blandt andet sæssondebuterer vores Derbyvinder Tigress Eleven, som ses ovenfor. Uha, det er næsten ikke til at bære. Der hviler jo en vis forventning, nu hvor hun vandt Derby sidste år. Jeg er sikker på, hun nok skal gøre det godt.

Hvis du ingen planer har, så kunne det da være hyggeligt at se dig dernede. Ellers bliver det, når jeg kommer hjem igen fra det store udland. Pas på jer sålænge!

Klar – sådan da!

De sidste elektroniske dimser og lidt make-up skal smides i kufferten, men ellers er jeg klar. Lige nu er jeg træt, og kan ikke rigtig overskue, hvad jeg skal hvornår, når jeg kommer derned. Men mon ikke det går. Det tror jeg.

Alt er klappet og klart ellers. Selv mit transport”problem” fik jeg løst. Egentlig havde jeg tænkt, at en vogn til lufthavnen kunne jeg vel godt ofre for en gangs skyld. Det var indtil, jeg ringede og forhørte mig om prisen 350,- kr. en vej! Jeg var ved at falde ned af stolen, som ikke er mulig, at falde ned af. Det kan jeg da få en mere end god middag for i Berlin. Næh sådan spiller vi ikke. Så var det blevet toget. Men jeg kan stresse helt vildt over sådan noget, selvom jeg bare skal til Klampenborg og tage Kystbanen. Med alt det her togcirkus, og ombygning på Nørreport, får jeg dårlige nerver.

Heldigvis ringede min far, og tilbød at køre mig, hvilket var rigtig dejligt. Så jo, jeg er så klar som jeg vist kan blive, bortset fra en detaljeret plan om, hvad jeg skal. Det går jeg egentlig heller ikke ind for, da jeg også godt kan lide det lidt spontant. Er bare bange for at glemme noget. Men må jo sådan prioritere henad vejen. Der er jo nogen “must-see”, og dem må jeg jo tage først, og så se, hvad der er af tid ellers. Glæder mig ihvertfald.

Lejligheds- og blomsterpasning er også på plads, så jeg kan ikke forlange mere overhovedet. Nu må jeg hellere gå ind og slappe af, inden mit hoved står helt af. Pas på jer selv indtil jeg er hjemme igen. For I hører ikke mere fra mig før.