Dyrtkøbte boligdrømme


Kan I huske det lyserøde hus, som senere viste sig at tilhøre Camilla Miehe-Renard, og hendes mand? Det – altså huset var også med i et boligprogram på TV (som jeg til min store ærgelse ikke så), om knuste boligdrømme.

For det viste sig, at det her hus i høj grad vár den ruin, jeg (som ellers kan se det positive i nok så meget en ruin), havde udråbt det til at være. Vel og mærke efter med selvsyn at have set det indeni, da det var til salg. Jeg har været forbi flere gange siden, og tænkt om de da nogensinde blev færdige med det her hus. Det havde så sine forklaringer, at det tog så lang tid, og må bestemt ikke have været sjovt, at gå igennem. Men igennem det kom de, og du kan endda se endda se en reportage fra hvordan det ser ud indeni (det kan man så ikke mere, da sitet ikke eksistere længere). Jeg kørte forbi på vej hjem idag, og kunne endelig overhovedet se noget for containere og plastik.

Åbenbaret var et helt nyt hus i gammel stil. Flot ja, men “sjælen” er også væk. Det hyggelige lyserøde hus, er blevet et hvidt palæ, som så mange andre. Der var ikke andet at gøre, det er jeg klar over, men – det er nok bare mig, der har det svært med det. Men nu er det jo så heller ikke mig, der skal bo der. Og når det skulle gøres, er det gjort flot. At jeg så ikke bryder mig om boligindretningen, er jo det. I kender mig jo. Men det må da være rart for dem endelig at være færdige.

Træet på Kultorvet


Jeg faldt over det her træ i går på Kultorvet i København. Og egentlig var det nok Stefan’s skyld, at det fangede mig. Skal umuligt kunne sige, om det havde gjort alligevel, men hans foto af Trädet, var i mine tanker ihvertfald. Det blev et knap så stilrent foto idet Kultorvet ligner en stor byggeplads i øjeblikket, hvor der åbenbart skal laves helt om, med ny belægning, fontæner og ikke at forglemme legepladser.

Jeg gruer allerede, jeg elskede Kultorvet, ganske som det var. Men intet må bare være hyggeligt længere åbenbart. Lige nu er det så arkæologerne, der råder. Vi får se, det kan da være, jeg bliver glædeligt overrasket, men det er dælme sjældent på den konto.

Underligt nok var der nogen, der slog sig ned i dette helvede af opgravninger og larm. Jeg var flygtet til en anden del af byen, hvis jeg skulle nyde noget spiseligt, og det er der så også mange andre der tilsyneladende gør, for restauranter og handlende lider under de mange opgravninger overalt i København. På positivsiden er det så, at de har valgt at skåne det smukke træ.

Den lyserøde drøm ruin

Kan du huske Anita’s hus - den lyserøde drøm, tæt på Dyrehavsbakken? Nu var det snart længe siden jeg havde været forbi sidst, så jeg var spændt på, om jeg for det første kunne se noget ind der, og hvis jeg kunne, hvor meget der var sket nu! Sørgeligt lidt ser det ud til. Selvfølgelig kan jeg ikke se, hvad der er foregået indenfor, men at det bliver et langvarigt og meget, meget dyrt projekt, er der ingen tvivl om. Glæder mig til (hvis muligt) at se det færdige resultat. Når jeg skriver ruin er det fordi, det var det, og det ligner det så stadig, men forhåbentlig er der fremgang at spore et sted i kaos. Skal huske at sige, at jeg ikke har overtrådt nogen regler for privatliv. Porten stod åben og disse fotos er taget fra fortovet!

Forårsforberedelser

Der er gang i forårsforberedelserne ovre hos naboerne. De ellers ikke særligt kønne containerbokse, får den helt store tur udi isolering og beklædning. Wow, de bliver flotte – og det kommer jo også os til gode. Derudover hamres og bankes der så walker og hegn rundt omkring også er ship shape til staldrundgang og hvad har vi. Der er ikke et øje tørt. At galopheste og boremaskiner ikke altid er sagen i samme sætning, er så noget andet! Men flot, det er det.

Mere morgenvækning

Tjah, nu har jeg ihvertfald muligheden. Jeg har til den anden side Banedanmark igang med nye skinner, store maskiner og larm både meget tidligt og meget sent. Nu skal ejendommen overfor renoveres i en el. anden grad udvendig, og til det formål, har de idag sat stilladser op. Jeg var lidt forbedredt, for der var allerede på den anden side af bygningen. Pynter gør de jo altså ikke, men man må jo så bruge lejligheden til at kigge på lækre håndværkere, der svinger sig i dem. Det må jo så bøde lidt på det ;-) Bortset fra det, så så det altså drabeligt ud, når de i et (godt nok meget tykt, og velknyttet) reb hejsede en sektion op til montering. Gys! Men de har jo træningen. Nu får vi se, hvor meget de larmer. Banedanmark og deres sporarbejde har til gengæld skruet lidt ned for larmen, så lad os nu se hvor galt det går. Jeg skulle ned til byen og have nye kontaktlinser, så derfor blev stilladser m.m. foreviget.

Helt bortset fra det, så har jeg fået en meget dårlig vane nu her med at vågne midt om natten og ikke kunne sove. I nat var den 3 og igår 3.30. Igår sov jeg ikke mere. Idag tog jeg en pille og lagde mig på sofaen og så fjernsyn og så en meget, meget interessant og lidt skræmmende udsendelse om de farligste dyr i Mellemamerika. Tænk nogen farer jeg har været i, da jeg i sin tid var der :D Mere om det en anden dag. Minder mig også om, at jeg skal have scannet fotos ind. Nu er galopsæssonen slut på lørdag, så bliver der da lidt mere tid til den slags, når vi skal se det positive i det.

Mellem Willumsen og Waterfront – Rosbæksvej 16

Da jeg havde set Willumsens hus kørte jeg lidt rundt. Jeg ville også ned og se, hvor en vis Grevinde bor, for sidst jeg var den vej nede for at se, kunne vi ikke finde det. Idag fandt jeg det helt stensikkert. Men nej jeg tog ingen fotos. Det er iøvrigt også meget begrænset, hvor meget man kan se, da der er en mur omkring det meste af huset. Der kom dog et interessant køretøj, der skulle derind, men hvad han skulle el. hvem han var ved jeg jo ikke.

Jeg så mange fantastiske huse. Det har længe været min mening, jeg ville på fotosafari i, hvad kaldes Ryvangskvarteret og eftersom jeg nu var der, og vejret var så fantastisk, ja så var det jo bare at gå amok så at sige. Det gjorde jeg så, og resten , så hurtigt jeg får dem uploadet. Et hus, der trods sin kranke skæbne gjorde stort indtryk, var det her på Rosbæksvej 16. Det har stået tomt et stykke tid, eller er meget misligholdt. En af delene el. evt. begge. Jeg ved det ikke, men jeg ved, jeg var ked af det, for jeg tænkte, at det sikkert ville blive revet ned.

Da jeg kom hjem, kunne jeg til min lettelse læse, at det er solgt til renovering, så når det er sket, engang håber jeg, at jeg måske kan bringe det færdige resultat – ihvertfald delvis måske. Huset er ikke et man bare sådan kan komme til at fotografere fra vejen. Men selv i forfalden stand, kan du måske som jeg ane husets charme og karisma, hvis man kan sige det sådan… Jeg gad det godt, men det havde krævet næsten 14 mio kr. op af min lomme, bare til køb af huset, og så kommer istandsættelsen, som jeg slet slet ikke tør spå om. Det bliver noget nær at bygge forfra, for der er kun skallen næsten tilbage her, så vidt jeg kunne se, og gulvene er brækket op.

Det er ikke lige et kvarter, man ville tro, der lå op til flere tomme og lettere forfaldne huse, men jeg mødte faktisk 2 mere. Det ene var ikke specielt interesant, og det andet som var, og som formentlig hørte til en ambassade, var hegnet ind af et højt aflåst hegn. Fantastisk villa iøvrigt, så meget jeg nu kunne, Billed I, Billed II, Billed III.

Efter at have fotograferet mig blå i hovedet, var det meningen, at vende næsen hjem, men så kom jeg jo på, at jeg da nu jeg var i den ende af byen skulle se Hellerup Waterfront (Shopping). Ikke så meget for butikkerne, men bare i det hele taget for at se området – det fortrød jeg ikke! Mere på et senere tidspunkt, for nu skal jeg sove snart.