Den vigtige patientkommunikation


Jeg kan godt blive gal. Og gal, var lige hvad jeg blev, da far ringede for at fortælle, hvordan det gik på hospitalet. Han havde en anden læge i dag. En der kunne gøre sig forståelig! Sidst havde han en udenlandsk læge, der åbenbart var svært forståelig, og derfor havde min far åbenbart misforstået hende. Som følge deraf, har han gået og været rigtig ked af det og møghamrende bekymret. Det er altså ikke iorden. Hans nyrertal har væet langt nede, men er nu i acceptabelt niveau, og der er ikke blæst til storalarm overhovedet.

Jeg kan ikke fostå, at de på hospitalerne ikke kan forstå, hvor let det er at skabe utryghed og nervøsitet hos folk, hvis man får sagt det forkerte eller udtrykt sig dårligt. Man er da selvsagt oversensitiv, når man har en kronisk sygdom, som kan betyde, at man bliver væsentlig begrænset i sit sociale liv, ligesom det kan forkorrte ens liv. Ligesom ældre mennesker, der som min far er meget autoritetstro er ekstra sårbare. Men det er sådan set sagen HELT uvedkommende, hvad man fejler og om man er gammel eller ung. Man har krav på at blive behandlet med respekt og omsorg.

Jeg har desværre haft utroligt megen kontakt med hospitalsvæsenet, og tak til dem, der forstår det. Men når det er sagt, så skal der samtidig gøres opmærksom på, at der dælme også er nogen, der bare INTET fatter og som tror de er små konger og dronninger. Det er heller ikke respekt eller menneskeligt i orden, at man bliver indlagt, og så bliver udsat for 6 forskellige læger (i mit tilfælde endda overlæger) på 4 dage!!! Det skal så lige siges, at ingen fandt ud af, hvad jeg fejlede. Det fik så være, men hver eneste gang, skulle jeg forklare fra “år nul” – det er bare ikke i orden. At det OGSÅ hjælper på ens tryghed og helbred at have den samme person – dermed ment læge, burde også være logik for enhver. Det lader til at stoltheden over ens job som læge, og pligten og omsorgen for patienterne kan lligge på et meget lille sted.

Tænkt det skal være så svært at lytte til patienterne og behandle dem menneskeligt og med respekt. Det skulle ikke være nok at være lægeligt god. Der skulle være et fag der hed Patientkommunikation, og det skulle man have en minimumskarakter i, ligesom psykologi også skulle være obligatorisk. Det er så bare min ringe mening efter mange års erfaring med systemet.

I skovens dybe stille…..

Jeg var feberfri for 2. dag igår, så jeg vovede pelsen og drog ud i det fantastiske efterårsvejr. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud ikke at komme ud i luften. Så jeg tænkte, at jeg passende kunne tage en testtur med kameraet, dels for at fotograferer sporarbejdet, og så ville jeg egentlig ud i Dyrehaven for at fotografere Kronhjorte. “Surprise” det eneste, jeg ikke fik så meget som et halvt billede af var kronhjorte. Men så fik jeg så meget andet, som de næste indlæg vil afsløre. Kronhjortene løber ingen steder, så dem går jeg på jagt efter igen.

Overskriften burde jo slutte med ordet “ro”. Det kan så her afsløres, at det er det eneste der ikke er i Dyrehaven. Så snart diverse børnehaver og hvad har vi indenfor Guderne skal vide, hvor mange kilometers radius vågner, så indtager de Dyrehaven og hvor man end vender sig. Det fik så være, hvis de lærte at begå sig med noget der kunne minde om respekt og andægtighed i naturen og bare den mindste smule hensygntagen. Jeg kan så afsløre, at det ikke er tilfældet – desværre. Så derfor plejer jeg efter et vist tidspunkt at undgå haven, for jeg kan faktisk bedre lide den, når der ér stille, og jeg har chance for at nyde naturen. Her er indtrykkene fra turen op mod slottet og til jeg nåede det. Så skete der noget, som jeg vil skrive om i næste indlæg – I og II.