Min mandagslykke

I dag var lykkedag. Enhver der læser med, ved at hestene, er min store glæde. Og jeg elsker at komme i stalden og nusse hestene dernede. Intet om det og det bliver jeg selvfølgelig ved med. Men den nye mandagslykke, er mine rideture på Dustin. Han er jordens sødeste hest. Det kan jeg selvfølgelig ikke være 100% sikker på, at han er, men jeg har svært ved at se, hvordan det skulle være meget bedre, ihvertfald ridemæssigt.

Dagen startede med en af de lidt “kedeligere” aftaler. Og når jeg skriver “kedeligere”, så er det fordi, er der noget min Ortopædkirurg ikke er, så er det kedelig, og superflink er han også. Så var det ikke fordi, at jeg ikke unødigt vil eller skal tage lægens tid, så kom jeg såmænd gerne bare for at sludre med ham. Nå, men eftersom mine hofter stadig bare driller og driller, så måtte vi udi lidt stikkeri igen, igen. Og så havde han forslag til et andet tiltag, som jeg skal prøve.

Efter lægen og et smut i Fakta efter gulerødder gik turen ned til min helt særlige mandagsven Dustin. I dag havde jeg mulighed for at komme ekstraordinært tidligt ud, hvilket jeg var glad for på grund af efterårsferien. Ikke at Dustin bekymre sig meget om store menneskemængder, kapervogne m.m., men jeg er ærligt talt helst fri og vil gerne være i fred, så vidt muligt. Det er selvfølgelig otopi på sådan en smuk dag og så i efterårsferien. Vi havde en dejlig, dejlig tur. Det føles det udover formen som om, jeg aldrig har været fra det. Og jeg kan dårligt finde ord for, hvor fantastisk det er og hvor lykkelig jeg er for det. Især når der er meget andet, der er knap så fedt for tiden, så luner det ekstra, at komme ned til det her smukke fjæs og så er efterårsfarverne og Dyrehaven balsam for sjælen.

Det bliver en travl uge, men det hører I mere om. Jeg havde oprindelig en aftale i morgen, men den omdirigerede vi. Og det passer faktisk os begge meget bedre. Så det er helt fint. Det løber ingen steder. I morgen skal jeg i stalden og så lade op til resten af ugens aktiviteter.

En af de der rigtig gode overraskelser og krævementalitet

Jeg har nævnt, at jeg er begyndt at ride igen, her ser I så vidunderet set fra “min plads” på ryggen af ham. Vi var ude i dag i 1½ time, og det var uhørt dejligt. Han er nok jordens sødeste hest, og hvis ikke det, så ihvertfald fuldblod. Ingen hest, og slet ikke en fuldblod er bombesikker, men ham her er godt nok så tæt på som det overhovedet er muligt. Bare det dejligste væsen.

Inden vi tog afsted, havde jeg en lang snak med en af pigerne på Mattssons, og også der, kan jeg kun sige, at jeg er blevet taget rigtig godt taget imod. Nu skal formalia (medlemskab) lige ordnes, og det bliver det også. Jeg var nødt til at se, hvordan min krop ville tage det her, og om det var noget, jeg kunne fortsætte med, men det går rigtig fint. Egentlig havde jeg jo opgivet hele det med at ride. Men nu var der flere ting, der ligesom satte gang i mit ønske om, at gøre det igen. Og hvis noget på nogen måde kan lade sig gøre, som jeg gerne vil. Jamen så skal jeg da gøre det. Chancen her var oprindeligt på et trist grundlag, men som man sige, der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Her var det ihvertfald held i stort uheld for mig, for Dustin, som han hedder har jeg kendt “altid” og lige så længe, har jeg været vild med ham. Lige min type hest. Så gik det hverken værre eller bedre, end jeg jeg kender hans nye ejer, og fik lov at ride ham en gang i ugen. Det kan jeg kun være fuld af taknemmelighed og glæde over.

Turen i dag var præget af kronhjortene og hjortene i øvrigt. De er stadig i brunst og vi så mange. En af de første vi mødte, var et kid der stod på stien. Vi gik stille og roligt den vej, og jeg var overbevist om, at den ville flytte sig. Det gjorde den ikke. Det medførte, at havde jeg kunnet nå, og havde jeg været i højde med, havde jeg kunne række ud og have rørt ved den. SÅ tæt på, har jeg aldrig været før. På vejen hjem ville vi, efter jeg igen havde klokket i ruten, ride ned af en sti, jeg dog kender. Midt på den stod en af de store hanner og den havde åbenbart ikke til sinds at flytte sig. De er ikke at spøge med, så vi vendte bare om. Næste gang, tager vi en helt ny rute, for nu er jeg lidt træt af, at ride i ring.

Lige inden, jeg skulle til at skrive her, læste jeg, at en borger, var rasende, fordi han ingen “god” forklaring har fået på, at han måtte hold i kø i flere timer, da riget var lukket ned forleden. Jamen for helvede!!! Politiet, skal da gøre deres arbejde, ligesom de ikke altid i detaljer, kan forklare forkælede borgere alting. Snup en tudekiks, og klap i! Helt ærlig. Det er nok ikke for sjov, at man lukker alting ned. Politiet skal have lov at gøre deres arbejde. Selvfølgelig er det irriterende, at holde i kø så lang tid, og ubelejligt for rigtig mange, men sådan er det altså. Og så ikke noget jeg lige kan huske, er sket før i den skala. Jeg har dog været her et stykke tid. Hvad hulen sker der for folk….???

Jeg håber, I har haft en god mandag og ønsker jer en fortsat god uge..

Tågede ture – en flittig dag

Jeg kan ikke skyldes for ikke at prøve, at overholde mit Nytårsfortsæt om at skrue op for aktivitetsniveauet her, og bevæge mig mere. I dag har jeg da slået alle rekorder. Først var jeg ude og ride, og en længere tur end sidst, og travede endda også en smule (det tydeliggjorde behovet for bedre form). Så var jeg et smut i stalden og sige hej, på banen og se heste fra stalden lave lidt der, et smut hos min far og så her hjem og tage et bad.

Så var det jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville ud og fotografere tåge og jeg vidste, hvor jeg ville hen – Bernstorffsparken! Som tænkt så gjort og her ser du resultatet af min tur, som var en times penge lang eller noget af det, for der er lidt flere, som jeg skal smide linket til senere. Iøvrigt skal jeg hilse og sige, at er andre steder ramt af stormen, så er Bernstorffsparken det i højeste grad. Der lå tonsvis af træer, der er blevet fældet (af nød, for man kan se, de har været flækket) og dem som ikke er fældet, har været delvist væltet. Et kæmpe oprydningsarbejde og jeg vil tro fortsat med at erstatte noget af alt det, der er væltet. Der er kæmpe, kæmpe huller i bevoksningen, så jeg sjældent har set magen til. Det skal siges, det kan ses, at mange af træerne har været dårlige indeni, og så er det jo, de er sårbare. Men hold da op, der er røget meget – jeg vil tro henved halvdelen af parkens træer uden at vide det, og kun have været i noget af den i dag.

Lige nu må jeg indrømme, er jeg godt nok træt, omend det faktisk kunne være værre. Så nu synes jeg, at jeg har fortjent et hvil og lidt suppe. I morgen skal jeg ud og ride igen – det er SÅ skønt. Også her tusind tak for alle de søde, søde hilsener og støtten og opbakningen i den sammenhæng. Det kan slet ikke overvurderes!!!

Den bedste dag i 100 år


På vej hjem fra Jägersro, Sverige 10. november – vejret var lige så træls som i dag (taget fra bilen)

Måske ikke helt 100 år, men næsten – sådan føltes det ihvertfald. Det er nok svært for de uindviede at sætte sig ind i – og dog! Men i dag, var jeg for første gang i flere år igen oppe at sidde på en hest. Vi red en dejlig skridttur på vejene i øsregnvejr – men hold nu op, hvor jeg nød det! Og det bedste af det hele – på tirsdag gør vi det igen – jeg kan næsten ikke vente! Tak for søde, søde venner, der gav mig den mulighed, og følelsen af at kunne flyve nu! Det var bare SÅ fedt, og jeg glæææder mig til på tirsdag.

Derudover var jeg i går til speciallæge. Jeg har heldigvis et hjerte, der er helt perfekt. Det kan jeg godt nok ikke klage over og vil selvfølgelig heller ikke. Så nu er der ingen undskyldninger for ikke at komme “ud over stepperne”. Jeg tog det meget bogstaveligt og stod op kl. 7 og gik en tur på en time i mørke og regnvejr – og det var faktisk dejligt. Oveni har jeg så været ude og ride – hold nu op en dag!

Hm, selv det faktum, at der igen er gået “ged” i min el-pejselevering kan ikke slå mig ud, for det betyder, at jeg så i stedet får en ny telefon. What a day!