Tandlægens værste mareridt


Idag skulle jeg til tandlægen. Det var sådan set på høje tid, for det har mudret og gjort ved, siden hun tog på ferie. Til sidst var det regulære smerter, der sendte mig lukt op i den lysekrone, jeg ikke har. Det føltes som om, det var den tand, der allerede er rodbehandlet, men det viste sig selvfølgelig (den er jo død, når nerven er ude), at være den bagved, hvor jeg fik lavet en plombe som det sidste skud på stammen af tandlægemareridtet. Den bagereste var så dårlig og måtte også rodbehandles for at få ro på tropperne, og efter alle de her bedøvelser, jeg fik igen, så gik det som smurt.

Iøvrigt er tandlægen også slemt ked af, at hun skal mishandle mig sådan. Jeg er uhyggeligt svær at bedøve, og nu kender jeg jo turen, så idag kunne jeg sige til hende efter stort set hver sprøjte, at hun godt kunne give mig mere indtil jeg havde fået ihvertfald 5. Er lidt i tvivl om, om jeg fik 6, men uanset, så er jeg så fuldstændig bedøvet nu. Helt op i øjet. Og imorgen ved jeg godt, hvis hoved der er helt smaderet imorgen. Nu ligger jeg så her på min sofa og venter på bedøvelsen fortager sig, så jeg også kan få noget at spise. Det har været en begænset fornøjelse, når jeg kun kunne tygge i den ene side, og skulle passe på alt flydende ikke kom forkert også.

Update kl. 22.50 – Jeg gruer. I skrivende stund, har jeg vildt ondt igen – i den rodbehandlede tand. Mere end jeg frygter vil gå over til i morgen. Hvis det holder stik, så skal jeg på hele møllen en gang til imorgen. jeg orker det næsten ikke :( Vi må se.

Det vár en ommer

Som jeg fortalte for noget siden, var jeg til tandlægen på grund af en slem tandpine. Så langt så godt, men jeg kom da til at rende et par gange før, det faldt lidt til ro. Først ny plombe og reparation af revne i tanden. Så var det overstået! Så skulle den files til – den var for høj. Så troede vi, at det var enden på den historie.

Men ak og ve, der gik ikke længe, så begyndte den at mudre lidt igen. Det kan den godt gøre, men istedet for at blive bedre, så blev det værre. Jeg render jo ikke for pjat, og jeg håbede jo selvfølgelig også, at det ville gå over. I sidste uge måtte jeg erkende, at det ikke gik over, så en tid blev booket til idag.
Nu er jeg så hjemme med en rodbehandlet tand og godt skæv i kraniet. Hvor meget pengepungen er lænset for, vides endnu ikke. Jeg skal derop torsdag og have lukket den helt – suk!