Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten

Uvishedens vished

Som jeg fortalte for noget siden, havde jeg – eller rettere en netbekendt, fundet en søgeengel til mig, der skulle kunne hjælpe i forhold til at finde til min biologiske far, og hele problematikken med at finde ham. Det er altså lidt underligt, det her med en følelse og intuition. Da jeg talte med den her person første gang over Skype, havde jeg en dårlig “vibe”. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor – han forekom mig lidt underlig. Som det flinke menneske, jeg er tænkte jeg, at det sikkert bare var mig.

Set i bagklogskabens kloge lys, skal man lytte til den slags. Men jeg havde jo intet at have mine fornemmelser i, og når man står overfor en, der potentielt kan finde ens biologiske ophav, så bliver man sårbar. Det er der desværre mange derude, der hellere end gerne slår plat på. Også vedkommende her. Det lød så godt og hans første melding var, at han havde en ide om, hvor min far kunne være, og han havde søgt og kun funde personer i live med samme fødselsdag. Så håbefuld var jeg.

Jeg havde lige skrevet med ham, og han sagde, at han ville sende mig en mail samme aften (hans tid), så det regnede jeg selvfølgelig med. Men så gik linien “kold” og jeg hørte intet. Der gik uger, og jeg skrev med passende intervaller og spurgte, hvad der skete og om der var noget nyt, både på mail og Skype – intet!!! En ting er, hvis man intet har fundet, og det er jo reelt nok, hvis sporet går koldt, men at lade folk “hænge” på den måde og ikke svare på beskeder! Det blev mere og mere underligt, også fordi han var online på Skype og bare ignorerede mig.

Enden på det blev, at jeg selvfølgelig var desperat og ikke forstod et kuk af noget som helst og skrev en mail til hende, der havde henvist til ham. Det viste sig så, at også hun havde oplevet højst besynderlig adfærd den vej rundt og andre betalende klienter, der fik samme behandling. Ligeledes kunne hun heller ikke få fat på ham, hverken på mail eller telefon.

Det er ikke så meget pengene, selvom det selvfølgelig også er ærgerligt, men visheden om, at nogen vil være så skrupelløse og udnytte ens sårbare situation. Jeg har oplevet det før, men da var det mange flere penge. Her er det til at overleve bedre, hvis de er tabt, men det er da noget svineri af rang.

Det eneste, der glæder mig er, at jeg på forhånd ikke havde de store forventninger/forhåbninger, både fordi det indtil nu bare har været håbløst, men også for min egen bekyttelses skyld. Nu ville hende, der havde henvist prøve at finde en anden, men jeg tænker på, om jeg skal opgive nu, for jeg må sige, jeg er grundigt træt af det. Egentlig havde jeg jo lige før, hun kom “på banen” en anden i tankerne – det vil jeg lige prøve at vende med hende. Let er det ikke og det er det eneste, der er vished for midt i uvisheden.

En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Update om min søgen/on my search!


Min biologiske mor Hildegard Charlotte Weide

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget om min søge efter min rødder. Det er der en meget simpel forklaring på. Der er ikke sket noget! Jeg har gjort lidt. Har blandt andet haft en sød dames hjælp i forhold til at prøve at finde ud af mere om mine bedsteforældre i Tyskland, og har også været i forbindelse med lidt mennesker i forhold til min biologiske far – altssammen uden held.

De sagde for 1½ år siden, at de var ved at omlægge arkiverne (med hensyn til mine bedsteforældre) så der var ventetid. Den tid er jo så for længst gået, og det virker som om vi bliver holdt hen. Hende der hjælper mig, har samme erfaring i forhold til andres søgen, og jeg er så sur! Det er bare ikke i orden. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre! Vi har skrevet, ringet, skrevet og ringet og forfra igen og intet sker. Hvor klager man sin nød??

Så er der hele spørgsmålet om min biologiske far. Stadig intet nyt der, udover jeg nu prøver at poste en poster i nogle grupper på facebook, og så må vi se. Nu har jeg lige fået at vide, at der ikke er nogen let vej andet end at tage og indskrænke det og så prøve at ringe rundt. Vi taler mange, mange tusinder, hvis ikke mere. Nu må vi se, det virker helt uoverskueligt og jeg kan ikke se, hvor jeg skal få dels tiden og dels kræfterne til det fra. Men jeg må prøve så godt jeg kan, og så må vi se. Nu har jeg postet de indlæg ihvertfald.

Der er meget mere at sige om emnet og også hele adoptionsdebatten som bliver ved at flyde i mere eller mindre kønne strømme rundt omkring. Det er snart svært at vide, hvad man skal synes om det. Der er lige så mange meninger, som der er adopterede og adoptivfamilier og biologiske forældre. Det der gør det svært er jo, at hver eneste barn og de berørte har en særlig historie og derfor er det som med meget følsomme emner svært at lave generelle regler, hvilket man jo dog er nødt til i systemer.

Look below for the English version:
——————————————————————————————————
Læs resten

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70’erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70’s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.

Endnu en mail sendt afsted

Det snerper sammen med det slægtshalløj nu. Jeg er ved at nå et punkt, hvor jeg ikke rigtig orker mere nu, kan jeg mærke. Det har stået på siden starten af 90’erne, og selvfølgelig har jeg da fået noget at vide, intet om det. Men som i andre sammenhænge, har resultaterne vist været for små i forhold til indsatsen. Det har meget ofte været dårligt nyt, enten fordi, der ingen resultater svar er/var, eller fordi det jeg fik at vide, vitterligen bare ikke var særlig godt.

Idag har jeg sendt endnu en mail afsted i forhold til min søgen efter min biologiske far. Den eneste mulighed, jeg kan se, er at kontakte et TV-program, som har rescourcerne til at søge og måske nogle muligheder, jeg ikke ser, eller ikke har som privatperson. Jeg ved det ikke, men det bliver mit sidste forsøg med hensyn til min biologiske farr. Jeg orker ikke mere, det må jeg indrømme. Selvfølgeilg vil jeg lade hans navn og efterlysning stå her og på mit stamtræ, men jeg sender ikke flere søgninger ud i verden, for jeg tror ikke på det længere. Jeg mistænker simpelthen, at der er noget forkert ved de få oplysninger jeg har. Enten mangler der noget eller også må der være noget andet galt. Så nu må vi se, om jeg overhovedet får svar på den mail, jeg har sendt i dag. Det er jeg lidt spændt på, omend jeg dog ikke nærer de store håb for, at de kan finde ham.

I den biologiske mor afdeling, venter vi stadig på frigivelse af bedsteforældres dødattester. De bliver frigivet næste år. Eller frigivet er måske forkert, men de er ved at omlægge arkiverne og før kan man ikke få dem ihvertfald.

Omend håbet ikke er stort, må der gerne krydses fingre for et resultat af en slags 🙂

Glemt og gemt af vejen

Artiklen på Kpn om Joyce Carol Vincent, der efter 3 år bliver fundet død i sin lejlighed i London, rørte mig dybt. Ikke fordi den som med alle mennesker, vil røre dem dybt, for hvordan kan den andet, men fordi jeg har en helt personlig tilgang til den her historie. Meget personlig. Det vender jeg lige tilbage til.

Joyce dør helt alene i sin lille lejlighed i England i en alder af blot 38 år, og forbliver liggende der indtil hun bliver fundet 3 år efter. Artiklen spørger, kunne det ske i vores samfund og hvad kan man gøre for at forhindre det? Jeg har svært ved at se det ske i Danmark, fordi vi er så overvågede og kontrollerede, at det næsten gør ondt. Det har fordele, netop at dette så ikke skulle kunne ske, omend jeg tror det sker alligevel, omend ikke efter 3 år, medmindre man er decideret hjemløs, så kan det nok. Og forhindre det? Nej det tror jeg ikke man kan medmindre, man vil fratage folk den personlige frihed, som vi for alt i verden ikke må pille ved, uden der er tvingende nødvendige grunde til det. Men som det også siges i artiklen:

Hvad med den manglende husleje, hendes gas- og elforbrug eller hendes skat? Altsammen ubetalt. Hvorfor rykkede ingen? Hvad med viceværten? Naboerne? Spørgsmål, der stadig er helt eller delvist ubesvarede.

Artiklen handler om, at denne historie har grebet instruktøren af en ny film, der kommer i 2012, der hedder “Dreams of a life“, hvor hele historien om Joyce, og hvordan det kom så vidt for en veluddannet velfungerende pige, fortælles. En film jeg helt sikkert skal se og måske endda erhverve senere.

Nu til den mere personlige tilgang til det her. I forhold til Adoption og det at søge sine rødder, siger jeg altid, at man skal være forberedt på, at det man finder ikke nødvendigvis er godt. Og man inden skal gøre op med sig selv, om man vil tage det med, og have vished fremfor alt. Personligt vil jeg hellere kende sandheden end spekulere mig grøn i hovedet over det. Så er det på plads, og man kan forholde sig til det. Men det skal der tænkes meget over INDEN man tager kontakt. Hvis man går med en eller anden lyserød forestilling om, at det hele for det første var evigt fryd og gammen og den eneste ting, der lige var “ups” var ens egen ankomst på arenaen, så kan man blive meget overrasket. Det sker i nogen tilfælde, og så er det selvfølgelig godt. Men der er også masser af ikke så “pæne” historier. En af dem, er min egen.

Min biologiske mor døde nemlig også helt alene i en tidlig alder og lå længe i sin lejlighed, men i et relativt civiliceret samfund, som det tyske, er halvanden måned, blandt andet henover Julen, for mig ihvertfald, meget længe. Det at det netop var henover Julen viser noget om, hvor isoleret hun har været. Jamen havde hun ikke familie? Jo det havde hun, men hun havde ikke kontakt til dem. Og hvorfor det var, ved jeg faktisk ikke helt, og vigtigere ved jeg ikke, om det var hendes valg, eller familiens. Min mavefornemmelse siger mig dog, at det i dette tilfælde var det første, uden jeg dog ved det.

Senere da jeg søger oplysninger omkring hende og finder min biologiske søster i Berlin ved hun næsten intet om vores fælles mor af samme årsag, og hun er vokset op hos sin (og min) mormor. Da jeg skriver til hende, er hun sød og svare og sende fotos af sig selv og min mor, hvilket jeg selvfølgelig var taknemmelig for, men hun gjorde samtidig opmærksom på, at det var meget svært for hende, og hun synes det var bedst, vi ikke har kontakt.

At sige, jeg var (og er) skuffet over det forslår nok ikke, men jeg kan ikke tvinge hende, og vil selvfølgelig heller ikke. Så derfor er der ikke mange muligheder for at få informationer omkring min mor, medmindre der er andre familiemedlemmer, jeg endnu ikke har fundet. Lige nu koncentreres indsatsen om, at finde noget omkring min biologiske far. Ikke at jeg er kommet meget videre, men en smule – tror jeg. Det har før vist sig at være helt håbløst, så der skal meget til, at jeg “svinger i lysekronen” nu.

Men jeg synes, denne historie er vigtig. For hvordan kunne det ske, og hvis det kan ske i England, kan det så også ske her? Husleje skal der jo betales, og hvis ikke den bliver det, så reageres der som regel hvilket skete i Joyce’s tilfælde – men først efter 3 år!?

I min mors tilfælde blev hun fundet af viceværten i sin ejendom, fordi de skulle op på den etage og lave nogle reparationer, og han selv kom i tanke om, at det var længe siden, han havde set hende – og så var der den åbenlyse – lugten! At få sådan en besked, er ikke sjov, og det tog mig lang tid at fordøje den og komme mig over den. Hvis man kan sige, man kommer sig over, at et menneske, er så ulykkeligt og langt ude, at vedkommende enten selv vælger at isolere sig, eller bliver valgt fra. Uanset er det ikke godt, og slet ikke, når man er ung, og relativt ung som min mor, der kun blev 43, altså ikke meget ældre end Joyce.

Jeg har det stadig ikke godt med det faktum (det er meget længe siden, jeg fik beskeden), men jeg kan intet gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre, er at prøve at leve mit liv så godt jeg kan og nyde det.

Som altid, lad mig gerne høre din tilgang til historien. Det er altid givende at høre andres vinkel på den slags sværere emner.

Indlægget her er blevet oversat til engelsk.

Iøvrigt tillader jeg mig lige, at gøre opmærksom på hans-hendes-sin-reglerne (ligger også i sidebaren, under diverse links), da jeg selv stadig har problemer, og havde stor glæde af dem, da jeg skrev dette.

Netværk, søgen og den positive Jantelov

Det med netværk, er faktisk vigtigt. Det ved de fleste af os, men jeg tror faktisk (det er bare en mistanke), at danskerne er meget mindre gode til at bruge det, i forhold til andre folkeslag. Måske du har eksempler på, at dit netværk har hjulpet dig i en given situation?

Her kommer danskernes misundelse og hang til, at man ikke må være bedre end andre nok også ind. Og dermed skal nogen heller ikke have fordele, andre ikke har. Og det er en være gang sludder, for så snart det er dem selv, der har fordelene, så er det pludselig iorden. Jeg kan blive så træt af Janteloven, og kan meget bedre lide den positive af slagsen. Den får du lige med her:

Du skal vide, vi andre regner med dig

Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste, er helt afhængige af dig

Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig som vi har brug for

Du skal vide, at du har nogenle menneskelige egenskaber, som vi holder af
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs og mistlykket

Du skal vide, at vi vil gøre noget for dig

Du skal vide, at du hører sammen med os

Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen, er meget afhængig af din indsats

Vi – du og jeg – kan løse problemerne i fællesskab

Men helt bortset fra det, så fik jeg netop i forgårs glæde af mit netværk, da det viser sig en meget god ven, formentlig kan hjælpe i min søgen efter min biologiske far. Jeg har mere eller mindre opgivet det, så alt i alt kan jeg kun have stor fordel af det.

Jeg sætter ingen forventninger, for så bliver jeg ikke skuffet. Men spændende, jo det er det altså! Så nu her skal jeg have smidt “en stak” dokumenter afsted, og må vi se. Jeg skal selvflgelig nok holde jer opdateret.

Looking for dad – Ariel Bruce

Jeg er ved at få en fornemmelse af, at der er muligheder derude, som langt fra var der, da jeg sidst søgte efter min biologiske far. Idag fik jeg nyt håb, i form af et program på Zone Reality – Looking for dad, hvor vi i dette afsnit følger to søstre, hvis mor har afskåret dem fra faderen, og hvor de først tilfældigt omkring førskolealderen opdager, at moderens nye mand ikke er deres biologiske far (alle fotos med den biologiske far er fjernet og skåret væk). Hvorfor moderen har afskåret ungerne på den måde får vi selvfølgelig ikke at vide i detaljer, men hun har også beholdt viden om, at faderen 5 år før denne søgen faktisk har prøvet at kontakte pigerne gennem en onkel. Og der var pigerne voksne. Hovedsageligt fremgår det, at hun ikke mente pigerne var modne nok. Det var bare ikke hendes beslutnning at tage. Det skulle pigerne selv have vurderet. At hendes motiver er, at hun ikke vil se sine piger såret er klart nok, men lige så klart, at hun forståeligt, har et “horn i siden” på faderen, som hun siger, hun ikke har forhindret i at se pigerne. Det kommer dog også frem, at skylden er hans, hvis den skal placeres. Men hun skulle have fortalt pigerne om deres far før, og havde ladet dem dømme selv, langt før. Det viser sig nemlig at de får et supergodt møde og en dejlig kontakt, og at det føles som den far, de mistede og at han har fortrudt sine handlinger. I den slas situationer, skal man lade tvivlen kommer “sigtede” tilgode. Det var dejligt at se, hvor glade Gemma og Kim og deres far var.

Vi fulgte også Tara, hvis far var fra Gambia, og han havde forladt hendes mor, men kendte også til hende, og det gør hele hans familie tilsyneladende. Der er masser af fotos af et lykkeligt par, men på trods af det, og at Tara’s mor aldrig har talt dårligt om faderen Henry, forsvandt han altså. Han bliver lokaliseret, men ved første udsendelses slut, har de endnu ikke mødt hinanden. Jeg glæder mig til næste udsendelse, hvor vi også skal følge to brødres søgen efter deres far. Til hjælp med søgen, er en dame, der hedder Ariel Bruce, der har haft stor success med søgen efter familiemedlemmer over hele kloden. Både børn, der “bare” mangler den ene forældre p.g.a. skilsmisse og adoptionssager på forældre og børns side, tager hun. Så nu kan I jo selv gætte, hvem jeg skal skrive til…. Hvis du søger, var hun måske også værd at prøve. Jeg har ingen information om priser og den slags, men det er jo det, jeg først vil skrive og høre hende om.

Som sagt før, søger du også, så lad mig endelig høre fra dig. Især hvis du er adopteret fra Tyskland.