Øko-deller med coleslaw og kartoffelmos


Jeg havde faktisk besluttet, at jeg skulle lave coleslaw til aften. Og modellen skulle være, som en jeg fik i England, med rosiner og æble i. Jeg puttede også gulerod i, og hånden på hjertet husker jeg ikke, om der var i den vi fik derovre. Men skade gjorde det ikke.

Det store spørgsmål var så, hvad jeg skulle have til. Mine kartofler var ved at slå rod i køleskabet, så de skulle bruges snarest. Så lige til højrebenet lå en gang kartoffelmos, som jeg iøvrigt elsker. De kartofler jeg ikke brugte i dag blev skrællet og slår i vand til imorgen, hvor jeg har tænkt at lave en curry af dem.

Det var køddag i dag, og til ovennævnte kunne næsten alt jo passe, men eftersom det var evigheder siden, jeg havde fået frikadeller, så blev det frikadeller.

Coleslaw – hvidkål – så meget du kan spise, 2 spsk (en hvis du ikke kan spise så meget) let salatmayo, ½ Pink Lady æble, 1 gulerod, 1 tsk. citronsaft og 1-2 spsk. rosiner. Hvidkålen fintsnittes, og hældes over med lidt kogende vand og salt og æltes lidt. Hæld vandet fra og lad afkøle, og bland med æble skåret i mundrette stykker, revet (på den grove del) gulerod og rosiner og salatmayonaise og citronsaft.

Kartoffelmos – Den mængde kartofler du kan spise, koges (uden salt). Sørg for at bruge en kartoffel der koger ud. Nu hvor vi nærmer os forår og sommer, er det klogt at bruge bagekartofler. Mos kartoflerne og tilsæt lidt minimælk til mosen har den konsistens du ønsker og lidt fedstof. Jeg bruger Latta, som har en fortrinlig smag og som ikke vælter kaloriebudgettet. Har du ikke prøvet den, så gør det, hvis du skal passe på regnskabet. Smag til med salt og servér.

Frikadeller – Jeg brugte 200 g hakket økologisk svinekød, ½ løg (noget revet og noget hakket småt), 1 spsk. maizena, salt og peber. Alt røres sammen og formes til 8 frikadeller og steges på panden i lidt fedtstof. Enjoy! Jeg synes, det smagte rigtig godt!

Salatfrokost fra Irma


Salaterne i deres æsker øverst og nederst ses de fra ve: Hummus, Tabuleh (couscoussalat), Linsesalat og Rødbedesalat

Igår talte jeg i telefon med en heste/staldveninde. Det gør vi af og til, og at sige at vi begrænser os, når vi endelig taler, ville være synd at sige. Tror det også igår blev til henved 2 timer. Der er kun en veninde mere, hvor vi i den grad “går amok”. Men kors det er rart at få “vendt verden” – især når man er sådan lidt øv. Det hjælper altid at få en sludder med hende her. Hun kan altid få mig til at grine og smile af livet, med sin fede form for humor, bortset fra hun bare er en sød og klog pige. Så det var dejligt. Blandt mange ting vi drøftede, var mad! Altid et dejligt emne. Hun havde lige igår købt lækre salater hos sin lokale Take-away, og det kunne jeg da godt tænke mig at have, sådan en her omkring.

Det har vi ikke endnu, men mon ikke det også kommer. Nu har vi da fået en Thai-ting, så…. Ihvertfald så mindede hendes salater mig om, at de i den lokale Irma’s delikatesseafdeling, har den her gode couscoussalat, så sådan en bestemte jeg, at jeg ville have til frokost. Det viste sig så, at de i det hele taget havde tilbud på de her mellemøstlige salater. Så jeg endte med et udvalg. Så kunne jeg prøve, hvad jeg ville investerer i en anden gang. Dog ikke så billige som hos min venindes Take-Away, men sundere og lækrere end så meget andet, jeg kunne have fyldt i hovedet. De har iøvrigt også lækre pastasalater.