Vejen til….


På fotoet er det vejen over banen, på vej hjem igår og ind i et skønt grønt univers, jeg desværre ikke havde hverken tid eller kræfter til at udforske nærmere lige der. Men det er Jægersborg Hegn, så jeg kender det godt fra utallige rideture førhen.

Vejen til den gode samvigtighed hedder, en vaskemaskine, der arbejder på højtryk, en støvsuger, der snart gør det samme og mig, der prøver at ignorere lysten til at sidde her og et hoved der brokker sig. Jeg fokuserer og messer “det bliver så godt, når du er færdig”, “det bliver så godt, når du er færdig”…….osv.

Sen frokost og det gode eksempel

Jeg spiste sen frokost i dag, for jeg spiste sen morgenmad. Til morgen fik jeg et lift i stalden, efter at have givet “grønt lys” for, at jeg var frisk nok til at komme med. En af pigerne har nyeligt haft fødselsdag, og gav morgenmad, og jeg ville da gerne være med. En anden pige, som bor i udlandet var på besøg. Det er altid så hyggeligt at se hende. Heldigt at jeg lige nåede, for det var sidste dag i dag. Jeg var mest til pynt i dag, gav gulerødder og sludrede, men det har også ret, og var rigtig hyggligt. Så dejligt at se alle.

Da jeg kom hjem var det ikke den store sult, der plagede mig, men senere blev jeg sulten. Har nogle dage haft planer om smørrebrød, og det blev det så – vegansk smørrebrød. Kan man det? Ja det kan man sagtens.

Med hensyn til det her mad og være veganer, har jeg mange tanker omkring det. I princippet er det godt nok, men i praksis synes jeg ikke, det fungerer for mig. Dertil kommer at jeg garanteret ikke er “rigtig”/nok veganer. Hvordan det? – kan du spørge! Jamen, da jeg startede var jeg vældig entusiatisk omkring det, og det er jeg stadig. Hvad jeg ikke er entusiatisk omkring er den prædiken, man bliver udsat for hele tiden. Jeg ved godt, at det optimale er det at være veganer (også for mig) på mange måder. Men ting er en process – ihvertfald for mig, og mange andre også – selv det at leve vegetarisk. Jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at det er godt for mig at leve vegansk, og det er også det, jeg vil gøre for hovedparten og herhjemme. Her taler jeg så kun om kosten, men det skulle jo vise sig, at skal man være “rigtig” veganer, skal man helst lægge hele sit liv om, og smide mange af sine ejendele ud, og bytte dem med veganske. Jeg vil gerne skifte mange ting ud og jeg vil også gerne omlægge henad vejen, men som jeg siger, giv dog folk en chance.

Men i praksis bliver det bare besværligt. Medmindre man i alle sammenhænge vil slæbe sin mad med selv, når man skal ud til noget. Det kan jeg sagtens gøre i mange tilfælde – intet om det, men jeg har ikke meget overskud, og det kræver rigtig meget overskud, når man skal “opfinde hjulet” hver gang, hvis ikke ens mad skal blive meget ensartet og kedelig. Jeg forsøger, og jeg synes langt henad vejen, jeg gør det godt, men når jeg så ser, hvad “veganerpolitiet” skriver, så er jeg helt forkert. Jeg gør det langtfra godt nok – og det må jeg jo så beklage. Min holdning er, at jo grønnere man spiser og opfører sig i forhold til før, er en vinding og den skulle man roses for istedet for at blive kritiseret for ikke at gøre godt nok (her tales generelt – der er ingen, der direkte har sagt noget til mig), men på nogen punkter ligger det ligesom i luften, at det er sådan, det er.

Mit håb er, at jeg med min lækre veganske mad inspirere andre og de kan se, at det ikke er så skræmmende igen og måske også får lyst til at leve grønnere end de gør. Og sådan vil jeg hellere motivere end med skræmmekampagner. De er der, og engang imellem kan det være så grelt, at man er nødt til at råbe op, men for mig er den anden vej altså bedre.

Måske jeg er en vegetar, der lever af vegansk kost hovedsageligt – jeg er ikke 100% afklaret – når jeg ved, gør I også. Et sted er jeg sådan lidt skuffet over mig selv, fordi jeg gerne vil, men også må erkende, at jeg bruger rigtig mange ressourcer på det. Dagens lækre smørrebrød var et stykke med Nøddesteg, mayonaise og drueagurk, et med kartoffel mayonaise og ristede løg og agurk, og et med vegansk chorizopølse og hjemmelavet Italiensk Salat. To be continued….

Ligegyldighed eller fortrængning?

Jeg har længe købt økologiske æg, HVER gang, ligesom jeg prøver at købe økologisk mælk. Der har jeg så bare problemer med holdbarheden, når jeg kun kan få en liter ad gangen. Det er lidt sjovt, at man ved, at der bliver flere og flere enlige og alligevel kan man ikke opdrive økologisk mælk i halve liter – hvorfor?? Det kniber lidt mere med de økologiske kyllinger her i huset, men eftersom jeg har besluttet, at jeg skal spise mindre kød, og mere grønt, så har jeg også beslutet, at NÅR jeg så spiser kød, så skal det være ordentligt kød, hvis ikke jeg vil tage skridtet fuldt ud og blive vegetar igen (det var jeg i 9 år). Altså dermed også økologisk kylling. Det hakkede oksekød er overgået til økologisk, ligesom min instant kaffe, megen mel og gryn også.

Desværre kan det læses, at folk lukker øjnene for fakta. Det var et indlæg indlæg hos Stenstropedia (bloggen er senere nedlagt, desværre), der fik mig til at fare i tastaturet. Tænker du over, hvordan kyllingen, koen m.m. har det? Hvis du kendte realiteterne, var det ikke sikkert, du satte tænderne i dem, med hel så stor fornøjelse. Men fortrængning er åbenbart en kraftfuldt ting eller?

Indrømmet, jeg kvier mig da også økonomisk, ikke nogen tvivl om det, men nej jeg vil ikke støtte en industri, der vil være det bekendt. Nixen bixen. Og som Kirsten Skaarup siger, så bryder hun sig selt ikke om ordet “industri”, når det handler om dyr og dermed levende væsener. Jeg kan kun give hende ret. Kig endelig hendes blog for inspiration til dejlige grønne retter og fremover også her, hvor der vil komme et stigende antal.

Relaterede links:

Himmel & Fjord – Salget af buræg er stigende

Foodfan – Økologisk kylinng skal stryges med fjerene

Politikken – Økologisk kylling er svær at få