Sensommerminder og en minusdag


Ovensiddende foto er fra starten af semptember, hvor jeg var til bryllup og er taget på vejen hjem, hvor jeg stoppede og fangede denne søde hest på modsat side af vejen. Lyset var fantastisk, for vejret havde været mere end smukt hele dagen. Festen fortsatte uden mig, og jeg husker, jeg var rigtig ked af, at skulle forlade festen. Ikke så meget fordi, det var en fest, men fordi jeg gerne ville have fejret de to mere, end tilfældet blev.

Hvorfor jeg kom til at tænke på det? Jamen det gjorde jeg, fordi, jeg talte med bruden her til morgen. Ikke nogen hemmelighed, at hun var meget gravid, allerede til brylluppet og nu skal hun så nedkomme, hvad sekund, det skal være.

Man reflekterer nogengange over, hvordan andre ser venskabet, i forhold til en selv, og det er ikke altid det samme. Det har jeg oplevet ofte. Det bedste, er jo hvis tingene er overens. At man ikke har helt den samme opfattelse af det, er jo ikke det samme som man ikke har det hyggeligt, langt fra, men graderne kan så vise sig på forskellig vis. Det er ikke altid helt forståeligt for mig (og sikkert andre), når den slags sker, men faktum er, at sådan noget sker også uden de store forklaringer. Man får som regel ingen og ve den der formaster sig til at spørge – det skal man (tilsyneladende) heller ikke. Så jeg nøjes med at konstatere og så sidde med følelsen af forvirring og undren helt alene, og håbe at jeg med tiden bliver ligeglad. Ikke altid lige let, men sådan er det.

Dagen i dag, er en af dem, jeg gerne var lidt foruden. Dødtræt og ondt allevegne. Det kan man godt blive lidt ked af. Især når man gerne lige vil være færdig med det sidste. Jeg prøver at få lavet lidt, og alt i dag er bonus. Forhåbentlig er det (og humøret) bedre i morgen. God weekend.

Vægttab, midler, mål og tidshorrisonter

Det skal ingen hemmelighed være, jeg kæmper med kiloene. Ikke at der kommer flere af dem, det gør der heldigvis ikke. Jeg holder vægten og den har, når den har bevæget sig det sidste længe, kun gået nedad, hvis noget.

Så langt så godt, men det er ikke blevet til nok, det skal jeg være hudløst ærlig at indrømme. Lige så ærlig skal jeg være og sige, at jeg er hamrende gal i skralden på mig selv over det. For det er jo sådan, at det kun er mig, jeg kan takke (not!) for det! Det nytter ikke – de skal af de forbistrede kilo. Jeg kunne selvfølgelig bare give op og konstatere, at jeg er en halvgammel pige (lige straks) og det er lidt ligemeget. Gu er det ej ligemeget!! Hverken udfra et helsemæssigt synspunkt eller humørmæssigt. Jeg er drønked af, at se sådan ud. Forleden tog nogen et foto af mig, og jeg var ved at løbe skrigende den anden vej, eller grave mig meget, meget langt ned, da jeg så det. Rigtig ked af det bliver jeg. Man er SÅ god til at bilde sig ind “at det er jo heller ikke så slemt” – men gu er det!

Så nu må der altså andre boller på suppen – det går bare ikke. Tiden går bare, og jeg spilder tid, jeg kunne nyde nyt tøj og større velvære på at være led og ked af mig selv. Dette oveni, at det ikke ligefrem er fremmende for den proces, der taler for et forhold til det andet køn (ikke at jeg egentlig savner det vildt, men stadig). Sålænge jeg ikke kan holde 100% af mig, forlanger jeg det jo heller ikke af andre vel?

Nå, men altså her i dag så læste jeg indlægget her ovre hos Frau Putz og nu meldte jeg mig så. Det har jeg gjort før, men det blev altså heller ikke til det vilde. Nu skal det altså bare funke. Og nu har jeg jo den smarte telefon også – så der er ingen undskyldninger! Sæt igang! Så når jeg ikke at blive smækkerlækker til den her fødselsdag, som ellers var planen, men så må jeg nå det til Jul måske!? Der skulle det meste ihvertfald være røget – hvem er med på en udfordring – eller vi kan også bare lave en klub? Måske I også vil meldes på Madlog?

Jeg kan godt forstå, hvis I er lidt trætte af at høre det, og se så lidt resultater – for det er jeg faktisk også. Jeg kan kun håbe, at jeg nu får fat i “den lange ende” og ender med at at kunne smide et foto op af mig, som “smækker-lækker” – tro mig, der er intet, jeg hellere vil. Det SKAL lykkes!!

Skuffende B.S.

bs-et-liv-paa-kantenopt2

Skuffelse er den overvældende følelse hos mig lige nu, når jeg læser dette! Ikke over Bjarne Riis, som kun indrømmede, hvad jeg hele tiden mistænkte, men over B.S., som med den udmelding ihvertfald slet, slet ikke står for det, jeg troede.

Jeg tror, han mister mange tilhængere på den konto – mig har han ihvertfald mistet. Han skal ikke komme og sige, at 11 års løgn og bedrag ikke betyder noget. Bjarne Riis har da også løjet for ham og holdet – Nej nu stopper festen sgu! Jeg er stået af, både overfor den ene og den anden! Jeg har ellers rost ham til skyerne, men har aldrig kunnet få ham og Bjarne Riis til at hænge sammen. Det gør de så selv nu, og fair nok, men så er det uden mig.