Fader- og moderskab: Tag jer lige sammen!

Der er megen snak om ufrivilligt faderskab i disse dage, på grund af en dokumentarserie på DR, som bliver vist i øjeblikket om fædre, der bliver det mod deres vilje.

I første omgang, vil man nok være tilbøjelig til at sige, at det er synd for dem. Men hvis de vil undgå det, er der som nævnt i en artikel nedenfor en meget, meget simpel løsning. Brug beskyttelse. Sværere er det ikke. Det beskytter også mod andre ting, så det er ligefrem, at slå flere fluer med et smæk.

Hvorfor nævner jeg overhovedet det her, og blander mig i en diskussion, som jeg slet ikke har nogen “aktie” i, sådan lige umiddelbart. Jo, det har jeg så alligevel, for jeg har selv været der. Der hvor jeg kunne have “taget r…n på” nogen, hvis det var det, jeg ville. Det er aldrig faldet mig ind. Og det af flere årsager. Hvis jeg er gået i seng med nogen, har jeg som minimum syntes vældig godt om dem, på mindst en måde. Og hvis det kun var en måde, jamen så berrettiger det mig under ingen omstændigher mig til at tage den beslutning helt alene.

På et tidspunkt var det ved at være “sidste udkald” den vej rundt, og der gjorde jeg tydeligt opmærksom på, at gik det “galt”, så ville jeg have barnet. Så var det ihvertfald oplyst. Nu var det så begrænset til en helt nøje udvalgt, men alligevel.

At tvinge nogen til den slags, er bare ikke i orden. Et er mandens dilemma og hans kvaler den vej rundt, noget andet er barnet. Den eneste, der bliver totalt gidsel i det her er barnet, som vil føle sig afvist og såret og stå helt uforstående overfor det her.

Jeg kan godt i første omgang forstå, at mændene føler sig sårede og “voldtagne”, men jeg kan ikke forstå, at de lader en egoistisk mors beslutning gå ud over et barn, som trods alt er deres og i første omgang “glemmer” deres eget ansvar i det.

Som adoptivbarn ved jeg, hvor vigtigt det er, at have muligheden for at i det mindste at vide, hvad ens ophav er. Senere når de her børn vokser op, skal de afvises igen, hvis de søger at finde oplysning om deres far og hans familie. Det er dælme synd. Og til jer kvinder, der vil byde jeres børn det her – skam jer! Det er ingen menneskeret, at få børn og slet ikke på den måde. Det er til gengæld en menneskeret at vide, hvad man kommer fra.

Links:

31. marts 2015 Information – Jeg blev far mod min vilje

6. februar 2016 – Information – Et godt råd til de stakkels fædre, der bliver fædre mod deres vilje

Planlagt udflugt, del II.

Efter den Mosaiske Gravplads, kom turen til den Katolske afdeling. Som ventet var der rigtig mange smukke grave, omend også her, som så mange andre steder, er der tegn på sletning af grave og den fremherskende trend med urnegrave – trist! Ikke mindst var det trist at det smukke kapel var fuldstændig i forfald. Knuste ruder og lige så meget (næsten) vegetation indenfor som udenfor. Hvorfor? En utrolig smuk bygning, som da måtte kunne bruges til noget.

Interesant var det også her at gå rundt og læse de mange navne. I forbindelse med min slægtsforskning, som jo ikke er blevet lettere, faldt jeg her over et navn, som også for mig er interessant, nemlig Werner. Min biologiske mormors fødenavn. Det gav mig nogle ideer den vej rundt, men mere om det en anden gang.

Ligeledes er det sjovt, at finde slægtsnavne man kender i vennekredsen og forhøre sig, om det er familie. Jeg har nu to gange fundet slægtninge til venner. Det er lidt sjovt. Lige nu har jeg så også en mail ude netop om det, til en veninde. Jeg synes jo det her slægtshalløj er voldsomt spændende, og der er kirkegårdene jo i høj grad en del af det.

Næste besøg bliver “den almindelige” del af kirkegården, som er ret stor, som det så ud på planen. Men det hører i om, når det når så langt. For nu håber jeg, I vil nyde fotos både fra både den Mosaiske og den Katolske del. Resten af fotos fra den katolske kirkegård ligger her.

Ved du, hvem du er?


Øverste min biologiske mor, jeg selv og min halvsøster, der er 18 år ældre end jeg

Som jeg fortalte forleden dag, så ser jeg nogen udsendelser på Zone Reality, der hedder “Who do you think you are?“, og det er uhørt spændende at følge. Nogen mere end andre vil jeg så sige, men sådan er det. Engelske kendte følger deres slægt baglæns og finder familiens historie.

Grunden til, at jeg måske føler dette ekstra interessant, er min baggrund som adopteret. Mange adopterede vil kunne fortælle samme facination af familiehistorie og aner, som denne. Dette skyldes, at det jo for rigtig mange af os – måske endda hovedparten ikke er nogen selvfølge, at kende sin familiehistorie. Du vil måske sige, at det gør jeg da, i og med, at jeg kender min adopterede families historie (den er er nemlig velbeskrevet på begge sider), men nej tværtimod, gør den mig bare ked af det, for det ÉR jo ikke min historie! Jeg kunne få kuldegys og brækfornemmelser, når min far bragte slægtsbogen på bane. Jeg synes et sted, det var facinerende, men ønskede jo min sandhed og baggrund.

I mange år forstod mine forældre ikke min søgen efter min baggrund og blev meget kede af det. Senere i livet forstod de det heldigvis godt, og støttede mig i det og spurgte ind til det, og vidste at det overhovedet ikke har eller havde noget at gøre med, hvordan jeg føler og følte overfor dem.

Jeg har fundet noget baggrund, men ikke meget og mest om min biologiske mor, som er død for mange, mange år siden (2 år efter min fødsel), så jeg kan ikke spørge hende. Det var en lang sej kamp, at hiiiive de oplysninger ud af myndighederne dengang, men jeg var heldig, for jeg fik nogen dokumenter i sidste øjeblik (bl.a. min mors obduktionsrapport), som ellers ville være blevet smidt ud/destrueret. Så godt nok, at jeg blev ved og ved. Jeg mangler dog meget i, at kunne sige, at jeg kender mine rødder og jeg vil gerne vide mere. Det er hårdt og det er krævende og efter jeg tog en stor tur i sin tid, har jeg holdt en meget, meget lang pause i det. Både fordi jeg ikke har orket p.g.a personlige kriser, sygdom, flytning og meget mere, men også fordi man bliver mæt og fyldt op af det, og får nok og MÃ… have pauser. Denne er så blevet længere end planlagt.

De her udsendelser forleden gav mig blod på tanden igen. Nu må jeg se, hvor meget mere jeg kan finde ud af. Jeg har kun et link til min mor, som er tysk. Det er min halvsøster, der er 18 år ældre end jeg. Hun har ikke ønsket kontakt, og det er der jo ikke at gøre ved. Det store spørgsmål er, om jeg nu 15 år efter første brev ca. kan tillade mig at prøve at skrive hende igen og spørge til vores fælles mormor/morfar og bagud? Ellers ved jeg godt nok ikke, hvordan jeg lige skal gribe det an, men det finder jeg nok ud af. Jeg sad og ledte efter brugbare links forleden og fandt nogen rigtig gode. Jeg skal nok dele dem med jer, når jeg får lidt mere overblik over dem. Jeg laver en side omkring adoption og søgning senere, og skal selvfølgelig nok sige til, når jeg har noget brugbart på banen.

Jeg står med en endnu større opgave i det med at finde oplysninger om min biologiske far. Han har desværre et uhyggeligt almindeligt navn, og det er som at grave efter en nål i 100 høstakke. Jeg søgte på et site forleden og der kom een frem, der kunne være ham, og som er født samme dag. Er det ham, er han død i 1999, men bare det at finde frem til ham og evt. familie den vej ville være stort. Jeg skal lade jer vide, hvordan det går. Og inden jeg får forslag om at skrive til Sporløs, vil jeg lige sige, at det har jeg gjort, men er blevet valgt fra hver gang 🙁

Kender du dine rødder? Hvis ikke, er det så noget du har gjort noget ved? Har du en spændende familiehistorie? Fortæl endelig 🙂 Du er måske også adopteret fra Tyskland og har lyst til at dele din historie? Vi er ikke så mange (men måske flere end man skulle tro), så du kan enten få gæstelogin her og skrive dit eget indlæg eller skrive som en kommentar her. Jeg vil meget gerne hører fra jer.

Jeg laver en side kun til dette projekt, så følg med der. Siden ligger i min sidebar allerede, men der er ikke så meget på den endnu, men har du lyst at dele din historie, så gør det som en kommentar derovre, hvis du er adopteret som jeg. Alle I andre hører jeg selvfølgelig også gerne fra her og alle må da meget gerne smide en hilsen her.