Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten

En ny afhængighed – Long Lost Family

Jeg har fået en ny afhængighed her på nettet – Long Lost Family. Programmerne bliver selvfølgelig vist i England på TV, men heldigvis ligger der tonsvis på Youtube, og jeg svælger i dem, siden jeg fandt dem for et par dage siden.

Når man som jeg, sidder med tonsvis af ubesvarede spørgsmål og selv mangler halvdelen af historien – eller faktisk mere, fordi man ingen svar kan få, så kan man jo altid glæde sig over andres svar.

Mine egne spørgsmål, får jeg nok ikke svar på. Jeg skal have skrevet nogle mails i den anledning, som sidste desperate forsøg på at finde ud af mere, men jeg har ingen forhåbninger om, at det lykkes længere. Vi får se, og jeg holder jer opdateret, når jeg når dertil.

Lidt om taknemmelighed og overvejelser

Det med taknemmelighed er jo nærliggende at skrive om, for det er Thanksgiving aften i aften. Eller aften amerikansk tid velsagtens. Men i Danmark tager vi bestemt ikke skade af heller, at huske, hvad der er, at være taknemmelig for.

Når man taler taknemmelighed, er det jo leet at overføre den på adoptionstema, og også slægtsforskiningstemaet. Det er altsammen nært forbundet også rundtom på blogge med mere. Nu ville jeg rigtig gerne kunne skrive, at jeg er taknemmelig for, at have mødt min biologiske mor eller far, eller den gode kontakt, jeg har til den biologiske søster, jeg også har. Jeg kan ingen af delene. Og skal jeg være helt ærlig (det ligger mest til mig), så er jeg sgu ærligt talt noget ked af det. Min biologiske mor, er lovlig undskyldt, for hun er her ikke mere.

Min biologiske far, ved jeg intet om. jeg aner ikke, om han ved noget om mig eller om han i det hele taget er i live. Hvis han er i live, så er han nu 83, så uanset, så skal jeg skynde mig. Med hensyn til min søsster. Tjah, hvad skal jeg næsten sige. Hun skrev mig et rigtig sødt brev, da jeg skrev til hende første gang for 17 år siden, men lagde heller ikke skjul på, at det var meget svært for hende, og at hun ikke så nogen grund til kontakt, men hun ønskede mig det bedste. Hun var også sød og sende mig det eneste foto, jeg således har af min mor, og af hende. Ganske tydeligt, at vi er i familie, og det i sig selv, var en stor ting for mig.
Læs resten

Dilemma

Jeg har før fortalt om min eftersøgning af min biologiske far. Sidste jeg hørte, var at jeg skulle svare på en del spørgsmål og så sende nogle flere papirer afsted. Det har jeg ikke gjort før nu, selvom det er ved at være noget siden. Hvorfor spørger du så? Godt spørgsmål. Jeg blev ved at “hive den i halen” og udskyde det. “Så kan det vel ikke være så vigtigt” – og sådan kan du godt konkludere, men sådan er det ikke.

Jeg tror selv, det handler om, at man ikke orker en skuffelse mere. Jeg har fået så mange døre smækket i hovedet og rendt panden mod den berømte mur så mange gange, at sålænge man intet svar har, har man heller ikke en afvisning. Dertil kommer en følelse af om man skal give op, og om det ikke er dumt at bruge flere ressourcer på det her. Her taler jeg selvfølgelig menneskelige af slagsen. At det også begynder at knibe for mig rent økonomisk, skal ingen hemmelighed være, selvom der langt fra bliver forlangt uhørte beløb, så er det for mig mange penge.

Men nu har jeg så endelig fået sendt mailen, og hun skal så give mig (hendes udspil til at starte med), en vurdering af chancer for oplysninger, så det venter jeg på nu. Jeg har forelagt hende mine dilemmaer, både på den ene og den anden måde. Så må vi se. Jeg har ingen chance for at gå videre selv på den måde.

Jeg håber at kunne finde måder, hvorpå jeg kan finde ud af mere om min biologiske mors familie, som jeg næsten intet kender til heller udover det allermest nødvendige. Jeg skal selvfølgelig holde jer opdaterede.