Lidt om taknemmelighed og overvejelser

Det med taknemmelighed er jo nærliggende at skrive om, for det er Thanksgiving aften i aften. Eller aften amerikansk tid velsagtens. Men i Danmark tager vi bestemt ikke skade af heller, at huske, hvad der er, at være taknemmelig for.

Når man taler taknemmelighed, er det jo leet at overføre den på adoptionstema, og også slægtsforskiningstemaet. Det er altsammen nært forbundet også rundtom på blogge med mere. Nu ville jeg rigtig gerne kunne skrive, at jeg er taknemmelig for, at have mødt min biologiske mor eller far, eller den gode kontakt, jeg har til den biologiske søster, jeg også har. Jeg kan ingen af delene. Og skal jeg være helt ærlig (det ligger mest til mig), så er jeg sgu ærligt talt noget ked af det. Min biologiske mor, er lovlig undskyldt, for hun er her ikke mere.

Min biologiske far, ved jeg intet om. jeg aner ikke, om han ved noget om mig eller om han i det hele taget er i live. Hvis han er i live, så er han nu 83, så uanset, så skal jeg skynde mig. Med hensyn til min søsster. Tjah, hvad skal jeg næsten sige. Hun skrev mig et rigtig sødt brev, da jeg skrev til hende første gang for 17 år siden, men lagde heller ikke skjul på, at det var meget svært for hende, og at hun ikke så nogen grund til kontakt, men hun ønskede mig det bedste. Hun var også sød og sende mig det eneste foto, jeg således har af min mor, og af hende. Ganske tydeligt, at vi er i familie, og det i sig selv, var en stor ting for mig.
Læs resten

Dilemma

Jeg har før fortalt om min eftersøgning af min biologiske far. Sidste jeg hørte, var at jeg skulle svare på en del spørgsmål og så sende nogle flere papirer afsted. Det har jeg ikke gjort før nu, selvom det er ved at være noget siden. Hvorfor spørger du så? Godt spørgsmål. Jeg blev ved at “hive den i halen” og udskyde det. “Så kan det vel ikke være så vigtigt” – og sådan kan du godt konkludere, men sådan er det ikke.

Jeg tror selv, det handler om, at man ikke orker en skuffelse mere. Jeg har fået så mange døre smækket i hovedet og rendt panden mod den berømte mur så mange gange, at sålænge man intet svar har, har man heller ikke en afvisning. Dertil kommer en følelse af om man skal give op, og om det ikke er dumt at bruge flere ressourcer på det her. Her taler jeg selvfølgelig menneskelige af slagsen. At det også begynder at knibe for mig rent økonomisk, skal ingen hemmelighed være, selvom der langt fra bliver forlangt uhørte beløb, så er det for mig mange penge.

Men nu har jeg så endelig fået sendt mailen, og hun skal så give mig (hendes udspil til at starte med), en vurdering af chancer for oplysninger, så det venter jeg på nu. Jeg har forelagt hende mine dilemmaer, både på den ene og den anden måde. Så må vi se. Jeg har ingen chance for at gå videre selv på den måde.

Jeg håber at kunne finde måder, hvorpå jeg kan finde ud af mere om min biologiske mors familie, som jeg næsten intet kender til heller udover det allermest nødvendige. Jeg skal selvfølgelig holde jer opdaterede.