Gratinerede koteletter


Lige ved Charlottenlund St. ligger der en slagter. Han har ligget der altid – eller ihvertfald sålænge, jeg kan huske. Jeg har aldrig været derinde, men på vej hjem fra en turen til boghandlen og Fakta, blev jeg fristet. Jeg havde set dem den anden vej. Svinekoteletter på bud. De var garneret med kartoffelmos, champignon og bacon. Rigtigt lækre! Ikke lige slankekost, men med lidt regulering kunne det nok gå an. Jeg huskede, dem jeg fik, da jeg var i Jylland hos Birgitte, som smagte så fint.

Så på vej købte jeg dem og så bød jeg far på middag, for jeg vidste, det lige var noget for ham. Til kogte jeg noget frisk broccoli, og så havde vi en lækker middag. Koteletterne skulle i ovnen i 20 minutter, så det var nem gæstemad. Far var meget begrejstret, og det smagte også rigtig godt. Også en super ide for ham, når han vil invitere gæster. For det med ham og få lært at lave mad, er opgivet. Så han ville derover og kigge. De havde også mange færdigretter, der lige ville være ham, omend noget pebrede i prisen, men garanteret også meget bedre ernæringsmæssigt end meget, han sætter til livs. Vi havde en hyggelig aften. Far tog ikke så sent hjem, hvilket egentlig passede mig fint, for jeg var ærlig talt træt.

Salatfrokost fra Irma


Salaterne i deres æsker øverst og nederst ses de fra ve: Hummus, Tabuleh (couscoussalat), Linsesalat og Rødbedesalat

Igår talte jeg i telefon med en heste/staldveninde. Det gør vi af og til, og at sige at vi begrænser os, når vi endelig taler, ville være synd at sige. Tror det også igår blev til henved 2 timer. Der er kun en veninde mere, hvor vi i den grad “går amok”. Men kors det er rart at få “vendt verden” – især når man er sådan lidt øv. Det hjælper altid at få en sludder med hende her. Hun kan altid få mig til at grine og smile af livet, med sin fede form for humor, bortset fra hun bare er en sød og klog pige. Så det var dejligt. Blandt mange ting vi drøftede, var mad! Altid et dejligt emne. Hun havde lige igår købt lækre salater hos sin lokale Take-away, og det kunne jeg da godt tænke mig at have, sådan en her omkring.

Det har vi ikke endnu, men mon ikke det også kommer. Nu har vi da fået en Thai-ting, så…. Ihvertfald så mindede hendes salater mig om, at de i den lokale Irma’s delikatesseafdeling, har den her gode couscoussalat, så sådan en bestemte jeg, at jeg ville have til frokost. Det viste sig så, at de i det hele taget havde tilbud på de her mellemøstlige salater. Så jeg endte med et udvalg. Så kunne jeg prøve, hvad jeg ville investerer i en anden gang. Dog ikke så billige som hos min venindes Take-Away, men sundere og lækrere end så meget andet, jeg kunne have fyldt i hovedet. De har iøvrigt også lækre pastasalater.