De rigtige altanmøbler

Så er jeg på igen, sådan da. Ved godt, jeg har været lidt stille på det seneste, og det er ikke fordi, jeg ikke har noget at sige. Som vanligt har jeg mere end jeg kan nå, at få postet. Men jeg har også mangel på tid og ikke mindst kræfter, og har en lejlighed, der skal styr på her i sommer, og så må jeg skære et sted, og bloggen er så den, der holder for lige nu.

Nu er det jo sådan, at jeg har en anden blog også, og den vil jeg også gerne opdatere. Eftersom det lige p.t. er højsæsson for galoppen, så bliver den så prioriteret lidt mere i dette halvår end denne. Men jeg prøver, at skrive på skift så meget, jeg synes, jeg kan forsvare i forhold til kræfter og alt det, jeg gerne vil nå her. Det er nemlig ret utroligt, hvad jeg når, når jeg slukker computeren – eller rettere, slet ikke tænder den.

Nu har jeg finansieringen på plads til mine projekter. Et projekt, der ikke lige var planlagt i år, blev så alligevel. Du husker måske, at jeg fik nogen altanmøbler forærende? Problemet med dem var, at de var lyst træ. Jeg prøvede så at gøre dem mørkere, og det blev mission failed! De kan sikkert blive pæne igen, med lidt knofedt og olie, men jeg var aldrig helt tilfreds med dem. Jamen hvorfor købte du dem så? Fordi, dem jeg ville have dengang kostede ret meget, og jeg ville jo heller ikke være grådig, når det nu var en foræring. Det er noget med, hvordan folk er at tage på indkøb med, og mig og mit stressniveau (og måske flinkeskolen). Jeg er generelt bedst til at gå på indkøb selv.

Uagtet alting, havde jeg så nu de her altanmøbler, der mildest talt ikke ser godt ud. At få dem slebet af og gjort i orden, kunne jeg godt se, aldrig blev gjort. Så uagtet alting, skulle jeg have nogle nye – vedligeholdesesfri!! Jeg kiggede mig lidt rundt og fandt disse, som blev leveret i dag – de er fra Bilka. De er blevet mere almindelige nu, så nu var de til at få til en pris, jeg kunne betale.

Det ærgerlige er et altansæt, der faktisk var rimeligt pænt, nu ligner noget, der er løgn. Men sådan går det nogengange. Far får det sæt retur til sommerhuset. Men ovenfor ser du det nye sæt, som jeg er rigtig glad for – både af udseeende, og ikke mindst at det er vedligeholdesesfrit. Og så sidder man rigtig godt i stolene.

Som sagt, jeg har meget mere, jeg gerne vil dele, men lige nu, er jeg så akut (hvorfor forstår jeg faktisk ikke) nedlagt af en dårlig skulder. Jeg ordnede ikke fødder i stalden i dag (ryghensyn), og har ikke løftet på noget, så jeg forstår det ikke. Dog kan jeg fortælle, at jeg fik mig en velfortjent drink og Chow Mein (idag med minimajs, gulerod, champignon, minispirer og frisk spinat) på altanen.

Formiddagen blev tilbragt i stalden, hvor der var nok at se til, og vi sluttede af med en græstur med vores to Stockholmheste. De kom hjem med en pæn sjat penge, så det var slet ikke så ringe endda. Men jeg må hellere holde her, og så fortælle mere en anden dag. Nyd det gode vejr!

Fredagsforsøg

IMG_6801opt2_Tåge
.
Det var lidt af en overraskelse at vågne i dag. Normalt kan jeg godt have ondt hist og pist, men i dag kunne jeg dårligt ligge på den ene side, så ondt gjorde min hofte. Endda den der plejer at være “den gode” om jeg så må sige. Ikke lige det fedeste, men jeg kravlede da ud af sengen. Vejret gjorde intet for at gøre sagen bedre, omend det var bedre, da jeg stod op, end senere, hvor alt som det ses blev søbet til i tåge. Bortset fra, at det altså skal forestille at være forår, så kan jeg nu godt lide fornemmelsen af tåge.

Jeg har lovet pigerne kage i morgen, og så skal de selvfølgelig have det. Jeg har endnu ikke den store erfaring i det her veganske bagning. Så der er plads til forbedring på den front. Fejlen her var nok, at jeg tog en ikke vegansk opskrift og konverterede lige over. Det skal man passe på med. Næste gang vil jeg bruge en allerede prøvet vegansk opskrift, men jeg tror så også, jeg er klar over, hvor det gik galt her. Jeg skulle have tilsat bagepulver. Kagen smager fint, den er bare halv højde af, hvad jeg forventede. Jeg er sikker på pigerne spiser med velbehag. Og så prøver jeg bare igen. Nu er det jo ikke fordi, jeg som sådan skal vælte mig i kage, men jeg er jo nødt til at holde pigernes sukkerballance i orden.

Til kagen manglede jeg et par ting, så jeg slugte et par piller og kom da derned og tilbage. Man kan meget, når man ikke har noget valg, og nu er det jo sådan, at jeg generelt har sat mit pilleforbrug drastisk ned, så når jeg vitterligen har så ondt, kan jeg tage noget med god samvittighed og det gør jeg så.

Bortset fra det, så stortrives jeg stadig både fysisk og moralsk fantastisk godt på den nye livsstil og vægten – tjah den går nedad støt og roligt! Jeg blev så glad for, at en af pigerne sagde, hun kunne se det i mit ansigt!

Nu er det aftensmadstid og jeg skal ud og have en vegansk burger. Det glæder jeg mig til. Så nu må I have en god weekend, og så vender jeg tilbage.

Dagens post

Jeg indrømmer. Jeg har intet foto fået taget i dag. Jeg har været ude, men glemte kameraet. Ikke godt. Jeg har det ikke helt på toppen i disse dage, og igår litterligt kravlede jeg hjem fra træning. Der havde jeg så kameraet med, og fik taget nogen fotos, selvom det langt fra var fotovejr. Det regnede nemlig.

I dag har jeg været i stalden og har da også fået lavet lidt, men godt har jeg ikke haft det. Har stadig hammerondt i ryggen, men prøver at tage til træning imorgen, så må vi se, hvordan. Medmindre jeg altså ikke kan gå i morgen – sådan føles det lige nu. Må hellere smutte i seng. Jeg efterlader jer med fotos, fra turen hjem i går, som viser et par af mine favorithuse på lige den strækning.

Dum som jeg egentlig var, tog jeg en lidt anden vej end planlagt eller dvs. stod af bussen før meningen var, så jeg kom til at gå et stykke. Det viste sig hurtigt at være en meget dårlig ide. Hold op, jeg var glad, da jeg endelig nåede hjem. Den fejl gør jeg ikke igen imorgen. Så meget står fast.

Inspiration!

Jeg har været til træning i dag, men jeg kan sørme se, jeg har noget at leve op til her. Sikke en inspiration.

Desværre havde jeg rigtig ondt i mine hofter allerede da jeg kom i dag, og det blev bare værre. Men jeg holdt min plan omkring konditionstræningen, omend med lidt mindre hastighed på end håbet, og var så flad bagefter, at det ikke helt blev det ønskede på styrketræningen.

Har ligget brak hele dagen, hvorfor I også kun for dette indlæg i dag. Har dog taget dagens foto. Orker bare ikke at poste mere i dag.

The spoon theory på dansk

Det har været nævnt her på bloggen før, omend ikke i mange vendinger, så dog. Jeg har kronisk sygdom – selvsagt, for ellers havde jeg ikke en pension. At det kan være svært at leve med, er jo som det er, og kan være svært nok selv at forholde sig til. Ofte er det værste dog, at få det kommunikeret ud til andre, så de forstår det og ikke mindst acceptere, at sådan er det.

Man har begrænsninger, og det er man bare nødt til at respektere ellers hævner det sig, enten med det samme eller i flere dage efter. Åbenbart, er denne historie/teori en “gammel sag”, som har været beskrevet rundt på nettet før. Jeg så den først i går ovre hos Sandra, hvor jeg læser med, og synes simpelthen den er genial, for den beskriver det helt præcist. Selvfølgelig er der afvigelser, afhængig af sygdom/lidelse, men den med et vist antal skeer, træthed o.s.v. den er spot on!

Så kære venner, veninder og andet godtfolk, læs den, for det er lige sådan det – vi har vores begrænsninger, og det er svært – også for os selv at håndtere og ballancere med, men vi prøver, så godt vi kan. Skulle du ønske at vende tilbage til historien, ligger den på en side for sig selv også – lige her.

The spoon theory – på dansk

Forfatteren til The Spoon Theory har lupus, som er en lidet flatterende bindevævssygdom. Hun har skrevet historien ud fra en samtale, som hun havde med en veninde.

De er ude at spise sammen og under middagen tager Christine, sin medicin. Veninden kigger på hende og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have Lupus og være syg?”
Christine undrer sig lidt, for veninden HAR set hende tage medicin før.
Hun har set hende være nede.
Græde af smerter.
Være træt.
Melde afbud til aftaler.
Være med til samtaler hos lægen.
Så hvad mere er der at vide?

Christine mumler noget om piller, undersøgelser osv., men veninden bliver ved: “hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådan, men hvordan føles det for DIG at være syg?”.
Christine kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad hun skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for lupus. Men det er ikke det, hun vil vide noget om.

Christine kigger sig lidt rundt omkring på bordet, for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kender svaret på?
Hvordan forklarer man en anden person, om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem?
Ting som for langt de fleste mennesker er normale, kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. I stedet for at give op dér og sige: “Tja, det ved jeg faktisk ikke”, fødes i det øjeblik “ske-teorien”.

Christine samler samtlige skeer på bordet i hænderne, og giver dem til veninden. “Værsgo, nu har du Lupus”.
Og så forklarer Christine at forskellen mellem at være syg og rask, er det at skulle træffe valg – konstant – eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.

Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at træffe valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. For de fleste mennesker, så er dagen fyldt med uanede muligheder når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcis hvad de har lyst til, i lige præcis det øjeblik tanken kommer til dem.

Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger. Hun skal holde dem således at Christine kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så hvis Christine har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles når noget andet, i dette tilfælde Lupus, har kontrollen over én.

Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på.
Det er sikkert bare et sjovt indslag af de mange, som de altid har, når de er sammen.
Men Christine er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau.
“Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12? “Nej, dét der er hvad du får!”, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved Christine at hun har fat i noget af det rigtige.
“Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du har Lupus”.

Så bliver veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen. De sjove ting kommer på bordet.
Forfra!
Husk på at hver ting koster en ske!

Den første opgave bliver lavet om til “jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter Christine flår en ske ud af hånden på veninden. “NEJ! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sen på den – du sov ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og i morgens skeer med!”

Christine tager altså skeen, og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu!
At gå i bad koster en ske. At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter Christine forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet. Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske skal udslet på armene skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret, fordi det falder af. Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer…

Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer. Christine forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje, hvordan resten af dagen skal gå.
For der er kun 6 skeer tilbage. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man “låne” af i morgens skeer, men så skal man huske på at man har de skeer færre dagen efter.

Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet om i morgen bliver dagen hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om. Så det er en god ide, at passe meget godt på skeerne.

Veninderne gennemgår resten af dagen, og veninden finder ud af at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske. Christine tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises.
De taler videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig til, og så er veninden sulten. “Ok”, siger Christine, “men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Christine forklarer også at på det tidspunkt, er hun sikkert også så træt at hun ikke ORKER at lave mad.

Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på?
Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj… men du kan ikke gøre det hele. Du bliver nødt til at prioritere.
Og nu forstår veninden hvordan det er for Christine, og hun sidder med tårer i øjnene og siger: “Christine, hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?”
Christine forklarer ganske enkelt, at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har hun flere skeer end andre. Men hun ved at hun aldrig kan få det til at gå væk, hun kan aldrig glemme det, og hun er tvunget til altid at tænke over det.

Roligt tager Christine en ske op af lommen og giver den til veninden mens hun siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, du er nødt til at være forberedt”. Og Christine fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting jeg skal lære er at geare ned. Selv den dag i dag kæmper jeg med det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”. Alt hvad der er let for andre vil for en med diagnosen være 100 jobs i ét. Man skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om man var på vej i krig. Og her er forskellen ml. syg og rask. Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Det er den smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE. Jeg savner den frihed. Jeg savner det liv jeg havde før – hvor jeg ikke altid skulle tælle skeer”, siger Christine.

Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et knus siger Christine mens hun holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge min ske sammen med dig!”

Christine har Lupus, men der er lighedspunkter med mange andre sygdomme. Trætheden, mangel på energi og smerterne.

Ønsker du at læse originalteksten, så kan du finde den lige her!

Reservedele


Motiv fra forårets geniale tur til England. Her fra Stowe House, hvor der var skønt i selskab med mine dejlige venner

Jeg har i dag hørt tilbage fra Kamerahuset. I går skrev jeg og forespurgte på, om hvordan det gik med mit kamera. Det går sådan, at de har ventet på reservedele, men de er kommet nu, så det lysner. Pyh! Ikke at jeg mangler fotos at ordne. Vorherrebevares, jeg har mere end nok, for slet ikke at tale om uskrevne indlæg fra f.eks. den dejlige tur til England. Det er om at holde fast i den slags gode oplevelser, når det hele føles lidt surt.

Reservedele kunne jeg også godt bruge til flere dele af kroppen. Jeg mistrives i øjeblikket på flere planer, og har ondt alverdens steder. Træt af det, og det går udover humøret. Især har ryggen været rigtig træls den sidste uge.

Typisk når man så får bestilt en tid ved lægen, så går det selvfølgelig bedre de seneste to dage. Men eftersom jeg altid nyder en sludder med den gode læge, så tager jeg derover og gør netop det. Eftersom jeg ikke kan henvises til reservedelslager, så forventer jeg ikke mirakler. Jeg ved jo godt, hvad der skal til i flere tilfælde, men det er lige at finde energien til det også. Hm! Nå, men det går vel altsammen alligevel tænker jeg.

Pest og/eller kolera

Der kæmpes de tapres kamp her for tiden. Sådan lidt på flere fronter. Jeg ved snart ikke, hvilken der er værst. Som I ved, er min computer fuldstændig håbløs og går ned mange gange dagligt. Det betyder, at selv simple opgaver som dem, jeg skulle have ordnet i dag har taget indtil nu. Ordnet de fotos til de to indlæg her og uploadet dem, og så har jeg skrevet et par mails. Det er en kamp. Det har indtil nu været hovedårsagen til, at jeg ikke får skrevet eller ordnet halvdelen af det, jeg gerne vil. Jeg mangler jo også hele Englandsturen. Men sålænge “dyret” her er så vrangvilligt, er det kun det mest nødvendige, for det tager simpelthen for lang tid.

Nu har jeg så desværre fået en grund mere. Mine skuldre, som jeg overanstrengte for noget siden nu, er desværre gået helt i selvsving igen. Især den højre, som jeg stort set ikke kan bruge. Nu tænker du nok, at det gør jeg også, når jeg skriver her. Ja lige netop, og det gør også ondt ad h….. til. Så også dette må jeg prøve at holde på så lidt som muligt. Jeg skal bare gøre den mindste forkerte bevægelse, og så er fanden løs, og den knager og brager.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har i en lang periode skånet den, men i en stald er det jo svært. Jeg har børstet og stort set holdt mig fra at smide folk op på hesten. Det der gav den nåedesstødet var sidste weekend, hvor jeg trak en hest efter løb. Det skulle jeg ikke have gjort.

Nu er jeg så der, at jeg helt må undvære stalden, og prøve at holde det her computercirkus på så lidt som muligt også. Men jeg kan jo ikke sidde med hænderne foldet i skødet for evigt. Den gode doktor siger ro – eller det gjorde han sidst jeg spurgte, men…… jeg har en ide om, at noget akupunktur kunne hjælpe, men det koster også, og ….. vi må se. I første omgang ro.

Med og uden frynser

Mandag efter, fejring af fødselsdag og stalden skulle jeg på mere hestebesøg. Eller det var ihvertfald planen. Min veninde ringede og spurgte, om jeg ville med op og kigge til hendes hest, som har været galophest, men nu er pensioneret, og tjener som ridehest nogen gange i ugen og ellers går på fold og hygger sig. Jeg kørte (havde bilen) hjem til hende, og vi drog afsted i hendes dyt. Og pludselig fik vi motorproblemer på motorvejen og måtte sidde og vente en hel time på, at Falck kom og hentede os. Bortset fra, at vi sad på en motorvej, så var udsigten fin og der var en dejlig skrænt i skygge, hvor vi kunne sidde og sludre, så var det jo lidt træls, at få sine planer afbrudt på den måde. Men da vi er gode til at sludre, så gik den time gik sådan set hurtigt. .

Vel hjemme hos he4nde igen var vi på havevandring og bl.a. så vi hendes flotte tulipaner med frynser på og kom til at tale om, hvorfor man ikke kan købe dem i buketter istedet for kun de almindelige. Jeg synes, de er rigtig fine.

Ellers er der lige vel mange “frynser” på livet lige i øjeblikket. Det ene uheld af større eller mindre format bliver ved at dukke op i hestesammenhæng. I dag kom en sød hestepige til skade. Heldigvis ikke alvorligt, men dog, ligesom der også var andre bump på “vejen”.

Mit helbred spænder også ben, og jeg må tage en pause med stalddagene. Mine skuldre er helt tossede, og hele den højre arm gør ondt. Jeg kan dårligt sove for den. Det går ikke. Så en pause er på sin plads. Det er ellers ikke noget, jeg sådan har brugt, men helbredet må komme først, og det er altså svært, at undgå lige det mest skadelige for armen og stort set alt er lige nu. Set positivt får jeg jo så lavet lidt herhjemme, og det er ingen skade til.

Overanstrengte


Lidt efterårsfarver fra Ordrup Krat

Jeg har ikke haft det så godt de sidste dage. Humøret har været skidt. En af grundene er, at jeg oveni alle mine andre skavanker, har fået en mere. Den sidste 1½ uges tid ca. har jeg haft møgondt i den ene skulder og til dels den anden. Den gør ondt hele tiden, men indimellem giver det et knæk i den og så gør det bare nas skal jeg hilse og sige. Jeg kan ikke engang sige, hvilke bevægleser der fremprovokerer det. Men ondt gør det.

Talte med en god ven i går, der er tidligere jockey. Han mente, at det måske kunne være en frossen skulder. Eftersom jockeyer jo desværre er noget nær eksperter i den slags, kiggede jeg på beskrivelsen, som passede og dog ikke. Tænkte, at den gode Dr. Jan hellere måtte besøges. Bedre at vide helt nøjatigtig, hvad man har med at gøre.

Jeg har simpelthen overanstrengt mine skuldre og har seneskedehindebetændelse i begge skuldre. Den højre så ganske mest medtaget. Ikke underligt, for den man bruger mest, og særligt når jeg er i stalden. Den er så skrinlagt lige for en tid. Dels fordi jeg har ondt, men lige så meget fordi armene skal have lidt ro. Dertil kommer, at de stærke smerter kommer ganske uforudset, og det går altså ikke, når man sstår med et dyr på ca. 400 kilo, at man pludselig ikke kan bruge armen. Helt bortset fra de ryk der kan komme iarmen også ved omgang med hestene.

Dog kan det risikerere at ende med en frossen skulder, hvis jeg rør den for lidt, så det er en hårfin ballance mellem for lidt og for meget. Men ihvertfald ikke de tunge ting, som i stalden. Ustrækningsøvelser og smertestillende. Men så kan jeg da få bund i det herhjemme og komme videre i bunkerne af fotos. Der er vel ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet… eller noget!

Iøvrigt, den vaccine – jeg skal ingen have næste år. Har været svimmel og kvalm i varrierende grad lige siden jeg fik den. Så det er hermed afgjort.

Søndagsstatus og barske realiteter

Så blev søndagen også brugt op. Tænk engang, hvor hurtigt sådan en weekend går, når man eller synes, den ligger ubrugt foran en fredag eftermiddag. Hm! Det er en af de ting, der plager mig. At det går for stærkt, og jeg simplehen ikke kan følge med. Tiden løber alt, alt for stærkt for mig. Jeg halser håbløst bagefter, både i forhold til kræfter og gøremål og ikke mindst egne forventninger/ønsker til, hvad jeg gerne ville nå. Ikke noget med andres forventninger, men mine egne ønsker og mål. Jeg er langt fra målet, og det bliver kun værre og værre.

Uanset, hvordan jeg vender og drejer det, så er jeg nødt til at erkende, at kræfterne bliver mindre hele tiden, selvom jeg gør alt, hvad muligt kan gøres, for at få flere. Og så er der igen tidsfaktoren. Jeg er af samme grund nødt til at hvile ud også, og det er jeg nødt til at holde meget strengt på, for ellers går det slet ikke. Havde alt nu været som ønsket, så var jeg med, med at uploade og redigere fotos, og havde selvfølgelig skrevet de indlæg, der også skulle skrives, både fra sidste løbsdag og i går. Og så havde jeg selvfølgelig også været ude i det fantatiske vejr i dag og fotografere noget mere. Aber nein! Sådan hænger det desværre ikke sammen. Derimod har jeg fået kigget fotos fra i går, puttet dem i arkiverne, og fået brugt nogle stykker og skrevet lidt her. Alt det der mangler på horseracing.dk mangler stadig. Jeg kan ikke mere ned jeg kan. Sådan er det altså. Retfærdigvis skal det også siges, at jeg har brugt rigtig meget tid på computerbøvl og ballade her i dag. Hvis du er utålmodig, og gerne ville have, at jeg var hurtigere – SO sorry, det ville jeg dælme også!

Det kan godt tage pippet lidt fra mig. Konstante stærke smerter, smertestillende medicin, er dagens kost flere gang daglig bare for at fungere. Og den kan jeg så også blive sløj af. Jeg lader mig jo normalt ikke slå ud, og jeg bevæger mig jo også, og gør alt jeg plejer, men det er kun fordi jeg er så stædig, tror jeg, for hold da op, hvor har jeg ondt. Nogen gange kan jeg dårligt bevæge mig, for slet, slet ikke at tale om, at rejse mig, når jeg har siddet stille. Det gælder der om, også at finde en stilling, der er komfortabel, og til at holde ud. Og så holder jeg vejret og stillingen, og nyder et kort øjeblik, hvor jeg ikke har så hvinende ondt.

Her i weekenden, er der åbenbart “nogen” der ikke synes, jeg har rigeligt at slås med, for leddene på min højre hånd, gør også usigeligt ondt, og det miderste fingerled på de to miderste finger, er byldeømme. Et skravl er, hvad jeg er. Nu vil jeg lukke “dyret” og så slappe af, og ligge på sofaen lidt, og så håbe, at det går bedre i morgen. Sov godt.