Temperaturen op og humøret ned

Jeg var i stalden i dag, omend jeg var træt dels ovenpå søndag og mandags selskab,og dels sov jeg ikke henad klokken 02.00. Det var dels på grund af varmen, og så det faktum, at jeg har nogle personlige/private ting, jeg slås med i øjeblikket. Humøret er på absolut nulpunktet og det er kun med opbydelsen af alle mine kræfter, at jeg får hevet mig selv nogenlunde op ved rode.

Lørdag var jeg på banen, og egentlig var det ikke heller der den store lyst, der prægede mig. Dog er jeg jo ikke dummere, end jeg godt ved, at intet kan få mig op af “hullet” i højere grad end vennerne dernede. Ikke at problemerne forsvinder -langtfra, men det bliver da noget mere til at bære, når man har gode mennesker omkring sig, der gør alt, hvad der er muligt for at hjælpe. Blandt andet stor tak til en veninde, der kørte mig og cykel hjem efter vi havde sludret i ihvertfald nok en halv time, mens folk forsvandt omkring os. Det var meningen vi skulle have regn, men det var nu meget behersket, hvad der kom her.

Grundet den manglende søvn og iøvrigt træthed, overvejede jeg helt at undlade stalden i dag. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg kunne sove, når jeg kom hjem. Det har jeg så ikke gjort endnu, men til gengæld har jeg fået vasket, lavet mad og selvfølgelig fået et bad. Jeg nød hestene som altid, og de er det eneste, der sådan kan få smilet frem lige nu. Ham her på foto er en af dem, der i særdeleshed kan få smilet frem. Daurehøj Carlras hedder han, og vi er slemt gode venner, selvom han faktisk står hos naboen. Men der hjælper jeg jo også, hvis behov. Han fik et bad i dag og så stod vi udenfor og hyggede os i solen og jeg lokkede Thea til at tage fotos af os. Det gjorde hun godt. Tusind tak for det!

Med andre ord, jeg hænger gevaldigt i humør og håndbremsen, men jeg prøver. Faktisk hygger jeg mig godt med at ordne fotos og i det hele taget bare hygge mig her. Jeg prøver at gøre gode ting for mig selv, og tage en dag ad gangen og indimellem en time. Sådan er det lige nu, og nok et godt stykke tid, og så må jeg bare forholde mig til det, så godt jeg kan og sige tak til dem, der er der for mig. I ved selv, hvem I er. Men det er hårdt, når man begynder at betvivle sin egen eksistens, og sådan har jeg det lige nu. Så godt nok smiler jeg på fotoet, men det var en kortvarig affære afledt af den skønne, skønne hest. Og nej, jeg hverken vil eller kan gå mere ind i de nærmere omstændigheder.

Dagen har været godt brugt med hestene og vennerne dernede. Masser af vasken hest og et par ture på banen og jeg fik rykket man på Sunny. Han blev flot, men at forvente taknemmelighed fra hans side, er vist at strække den. Vi gispede os igennem morgenen og formiddagen og også for hestene er det ulideligt varmt, hvorfor vandslangen er flittigt i brug. Jeg kan kun sige at jeg på ingen måde har misundt dem, der har været ude og ride i dag. Nu vil jeg prøve at få sovet i nogenlunde ordentlig tid og så må vi se, hvornår jeg synes, der er lidt at fortælle igen….Jeg håber, I nyder sommeren, hvor end I er, men varmt er der sikkert….

Fotos: Thea Raarup

Lidt af hvert


Der var himmelsk i Dyrehaven i dag, intet mindre

Jeg får ikke gjort alverden i de her dage. I dag var den “store fornøjelse” at jeg vågnede med splittende hovedpine. Den lurer stadig, men ud skulle lille hund jo, og han var meget trængende! Nå men vi kørte afsted, for jeg skulle på apoteket og sådan lidt, så det kunne vi lige så godt. Forbi “madammerne” på Fortunen var vi, men først gik vi en pæn tur i Dyrehaven. Der var så dejligt, og i princippet skulle jeg have gået lidt længere, men det blev, som det blev.

I går fik jeg en opfordring fra Mette, til at fortælle om, hvad jeg gør for at sprede glæde og sende hende et smil. Og det hele stammede fra:

Tænk, hvis vi alle sammen gjorde bare én god gerning om dagen og den gode gerning kunne sprede sig som ringe i vandet. Jeg kan næsten se det for mig…

Der skal så lidt til at gøre en forskel. At sende et menneske jeg ikke kender et smil, sige hej, komplimentere ‘hende ved kasselinjens’ flotte frisure eller min venindes, hjælpe et menneske, som har brug for din hjælp. Det er noget der rykker – i dig, i mig og i os allesammen!

Jeg kan kun sige, at det prøver jeg faktisk at praktisere hver eneste dag, og har gjort meget længe. At være positiv, altid at sende et smil – også til helt fremmede, som f.eks. da jeg mødte et par herrer på Skovshoved Havn i går aftes. Den ene kunne ikke tøs’ op, mens den anden sendte et dejligt smil igen, ligesom pigen jeg mødte nede i supermarkedet.

Faktisk synes jeg folk er rigtig dejlige til at smile igen. Og det gør en forskel. Dem som ikke evner at smile tilbage eller give af sig selv…. Jeg tænker det er mest synd for dem, for man får så meget igen, når man lige hæver sig det stykke udover sin egen næsetip. Hjælp når du kan, smil næsten altid og vær positiv.

Jeg synes, det giver mig meget, og jeg håber, at jeg giver noget til andre. F.eks. har jeg nu her mens far var syg oplevet så mange søde menneskers hjælp og støtte, og jeg er da sikker på, at var det ikke fordi jeg altid prøver at være der for andre og være positiv og hjælpsom, jamen så havde det nok ikke været sådan. For nogen kommer det måske ikke så naturligt, men jeg er sikker på at øvelse gør mester – så bare kom igang! 🙂 Nåh ja, og så er der jo bloggen her, den er jo også en del af det.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad forventningen til dette indlæg var, men det var lige mine tanker omkring det, og det er forhåbentlig sådan de var. Rigtig god weekend med et ekstra smil til Mette!

Jeg var lige ved at glemme – jeg skal jo give videre til 3 andre bloggere. Hm! Det må blive:

Hebiha, Tina og Donald.

Skyggen af et smil og en afslutning

Smilet var ikke det blændende fantastiske, jeg plejer at få. Der var skyggen af et smil, et sørgmodigt et. Det er okay, når man samme dag har mistet sin mor. En mor som mange af os har kendt og som også havde tilknytning til banen. Hun har været meget, meget syg alt, alt for længe. Nu har hun fået fred. Så på den måde, var det egentlig okay, at hun gik bort idag. Men derfor er det jo stadig hårdt at sige farvel, det ved vi jo. Mange tanker til de efterladte.

Om ikke så længe, kan jeg så gå den tunge gang til en sidste afsked med en pige, jeg også har haft det rart sammen med, før hun blev syg. R.I.P.