En blandet fornøjelse

Det har været en underlig dag. Sådan en, der egentlig startede nogenlunde okay, hvis man ser bort fra vejret og det faktum at far skulle på hospitalet. Vejret var en bekymring, for hvad med at køre og Emil, der skulle hentes eventuelt. Om ikke andet, skulle jeg over og gå med ham.

Da klokken var henad 11 besluttede jeg, at jeg hellere måtte hente ham, for det blev ved at vælte ned med sne. Lige inden havde jeg fået en mail fra min søster, der fortalte t vi ikke ville vide noget omkring om far kom hjem eller hvordan tidligtst klokken 15. Der kunne jeg let været sneet inde, som det gik. Jeg greb de gode støver (det var god timing jeg fik købt dem med), den uldne hue fra Irland og begav mig ud i driverne. Ovenfor ses, hvad der mødte mig. En lille (Gudskelov) bil, der var næsten begravet. Det tog lige lidt at befri den for snemasserne, men ud kom jeg heldigvis let.

På vej over til far det allerede ved at gå galt flere gange. Det var så på de små veje – dem skal man holde sig fra, uden vinterdæk, for der er ikke ryddet i samme grad. Nå, jeg overlevede. På vejen ringer min telefon, men med det her vejr er det jo ikke sådan lige at få smidt bilen ind til siden. Men det da jeg kunne, var det far der meldte at jeg godt kunne hente ham. For nu at gøre det kort, så hentede jeg ham. Hvis I nogensinde har prøvet at parkere ved Riget, så ved I at det kan faktisk ikke lade sig gøre, uden en længere vandring. Jeg tyede til den sikre løsning, der heder Nørre Allé, og så gik jeg tilbage. Med de nye terrængående støvler er det jo en smal sag, og jeg har vist ikke skade af at bevæge mig, så meget indendørs liv, jeg har levet på det seneste.

Jeg nåede opgangen, hvor telefonen gik i sving igen – far, der var på vej mod hovedindgangen. Det fik jeg så stoppet, da jeg nu var på vej op. De havde intet gjort ved ham, så det forholder sig fredeligt dernede, så det er meget at være taknemmelig for – og det er jeg bestemt.

Så kommer vi til den ikke så fede del af dagen. Den Julepynt jeg ikke kunne finde, har jeg ikke fået ledt efter, men jeg satser stadig på den i modsætning til mine læsebriller idag, ikke kan blive helt væk (må h ave tabt dem et sted på vejen). På vej til hospitalet, havde jeg selvfølgelig mine læsebriller på, da jeg ikke bruger linser i øjeblikket grundet en omgang øjenbetændelse af svær grad. Da jeg skal bruge dem igen på vejen hjem er de væk. Ikke at de overhovedet havde været dyre, jeg var bare glad for dem, og hade ikke haft dem ret længe. Pis! Ikke nok med det, dem jeg så får købt senere på dagen, fungerer slet ikke, og prisen etc. er taget af, så det er 140,-kr. lige ud af vindue. Set i den store sammenhæng er det ikke verdens undergang, men kender du det, når det alligevel føles sådan, og du bare har sådan en dag, hvor du er sårbar?? Jeg er SÅ irriteret på mig selv over det, og ikke mindst bare ked af det, fordi de var så gode de briller. Nu kan jeg så smide X-antal kroner efter et par mere, for jeg kan intet se. Øv!

På positivsiden lykkedes det mig, at få lavet noget suppe til aften, som smagte godt, og jeg fik også sund frokost i form af noget stegt ris med masser af grønt, og jeg fik taget nogen fotos idag – så lidt positivt var der da. Og stor glæde at det gik så godt med far. Imorgen har jeg det nok bedre. Det er jo ingen formue trods alt.

Her til aften har jeg svævet på hitoriens vingesus. Dokumentar om først de Kongelige Juveler og dernæst en anden slags “Kongelige” Kennedy’erne. Puha, det er næsten for meget på en gang. Nu vil jeg se lidt om Churchil, så har jeg vist fået historie nok sådan lige. Må din aften blive god.

Veteran på farten i snestorm

Jeg var udenfor, og jeg testede det ene par nye støvler, de er rigtig gode. Det er ikke koldt, men meget vådt, så derhen synes jeg de var passende. De andre, kræver lidt mere kulde synes jeg. Dejligt at have fodtøj til vejret. Så står den på sko og træningssko næst efter. Nå, det var faktisk slet ikke sko og støvler, vi skulle tale om.

Jeg sov klokken midt i nat, først på dagen nærmest, men det efter at have sovet hele aftenen. Hader når jeg sådan får vendt op og ned på det hele. Så skulle jeg have taget en pille, men jeg har taget nok lige på det sidste, så nu synes jeg lige der skulle en stopklods på det. Og søvn fik jeg, og vågnede således sent. Havde jo hørt dem tale om snestorm, og kiggede ud – nej de har da taget fejl tænkte jeg. Så ringede telefonen og far var i røret. Jeg skulle have bilen, for han skal på hospitalet i morgen. Forhåbentlig kun for en kort bemærkning, men jeg skal jo være stand-by til hundepasning. Han var nervøs for, om det gik senere, så vi måtte hellere. Og da jeg kiggede ud væltede det ned.

Det fik vi ordnet, og alt vel. Mig klovn, jeg skulle jo have taget kameraet med, men det gik så stærkt, og eftersom jeg stadig er dårlig, ville jeg også bare have det overstået. Da jeg kom hjem tænkte jeg, at uanset, kunne jeg da forevige stormen fra altanen – igen. Undskyld, det er ikke så voldsomt ophidsende, I know. Men så skete der noget, der nærmede sig noget tog-noget, der lød anderledes end ellers – og se engang, hvad jeg fangede – veterantoget på vej nordover. Faktisk har jeg længe taget tiløb til, jeg ville en tur med det tog, men hver gang er sygdom kommet i vejen også. Lige i dag, er jeg nu mget glad for, at være inde. Men det var da lidt sjovt, at jeg lige trådte ud, og så kom det. Deraf kvaliteten af fotos, for det skulle gå stærkt, hvis jeg skulle fange noget som helst.

Jeg har spist brunch! På vejen hjem var jeg forbi Irma, og købte noget dyrevenlig bacon, mælk og clementiner. De sidste spiser jeg i store mængder, så det bliver ikke skørbug der tager livet af mig ihvertfald. Jeg er helt for dyrevenligheden -det ved I, men det skal altså også smage godt. Jeg må indrømme, jeg var skuffet over den her bacon. Den bliver ikke sprød og er i alt for tykke skiver. Hvis jeg vil have SÅ tykke skiver så køber jeg flæsk, og så er den alt for salt – øv! Ikke lige det, jeg forventede, når jeg nu købte den venlige. Ikke ofte jeg tillader mig den slags, og så vil jeg gerne have noget godt. Hm! En ommer synes jeg.

Nu drikker jeg kaffen og skal prøve om jeg kan få styr på lidt Julegaver online, og så hedder den ellers film, serier og sofa. Vejret er da ikke til andet – er det? Ihvertfald god søndag til jer. Fotoet nedenfor, er den samme udsigt som forleden – sjovt at se forskellen.

Trang til indehygge

Det blev ved med at sne igår, og jeg tror også meget af natten. Her til morgen stormer det godt, er hundekoldt og alt er dækket af sne. Bilen? Den er godt begravet, og det får den lov at blive ved at være. Far havde luftet ide om, at vi skulle ud og kigge på et nyt automobil idag, men vejrsituationen har ligesom gjort, at den relativt unødvendige tur, som let kunne blive decideret ubehagelig, er udsat til vejrgudernes rasen har lagt sig.

Den eneste trang jeg har idag, er den til indehygge, sofa, varm te og masser af C.S.I. og N.C.I.S. – jeg klager ikke, og er glad for, jeg ikke skal prøve at kæmpe mig nogen steder hen.