Små solstråler

Det er ikke meget, vi ser til solen for tiden. Og når den endelig har været fremme, er jeg gået glip af den senest. Jeg ligger staddig og er dårlig. Det gik ellers lidt frem, men de som efterhånden kender mit helbred ved også, at det kan være en sandhed med modifikationer. For jeg skal bestemt ikke bare tænke på, at nævne, at det går bedre, for så kan det ombestemme sig. Således også dennegang.

Så jeg har ikke været meget ude. Jeg var lige ned og hente lidt fornødenheder, men det var også det. Jeg har jo ingen altmuligmand/kvinde til den slags, omend det ville være dejligt.

I mangel på solstråler sådan fra solen, fandt jeg lidt Trolde til jer. Ja, dem er jeg stadig glad for. Det første armbånd blev smidt sammen i en lille leg, vi havde på Instagram, hvor vi gjorde Instagram gul i januar. Man kan jo godt trænge til farver her i den mørke tid. Det var et af mine bidrag. Nummer 2/3 er såmænd bare for at vise min blomsterglaskugler, fordi en på en Facebook gruppe havde vist sine (hun havde ca. 5 gange så mange, kan jeg betro jer), men jeg har da også efterhånden en pæn samling.

Til dem, der ikke ved det, er Instagram en fotodelingsapp, og et godt alternativ for dem, som ikke er på Facebook til at følge deres venner.

Jeg har flere konti både på Facebook og Instagram, men du kan få link til de vigtigste her:

Facebook – deborah.dk

Instagram – deborah_dk

Jeg har meget svært ved at forstå folks modvilje omkring sociale medier. Ligeledes kan jeg blive rødglødende, når folk insinuere, at man intet liv har, hvis man er der meget. Jeg fristes til at bruge meget grimme ord, når jeg hører den slags. Det ene udelukker ikke det andet, på nogen måde.

Man behøver ikke (som jeg), at være alle steder. Slet ikke, men især Facebook (omend det er blevet tiltagende dårligt desværre) og Instagram, er en god måde at holde kontakt med venner og familie på. Især da hvis man bor langt fra hinanden (som i tilfældet med min familie i USA) eller venner i England, som jeg også har. Desværre bruger mine venner derovre faktisk også de sociale medier rigtig lidt, selvom det er oplagt til at holde kontakten. Det piner mig, men jeg kan ikke tvinge (og skal heller ikke) nogen til noget. Hvis de er interesserede i kontakt, så ved de jo ihvertfald helt sikkert, hvor de kan finde mig.

Instagram er rigtig god fordi, det er kommunikation via fotos, og som man siger, et foto siger mere end mange ord. Men jeg synes, ikke overraskende, at det er en sjov måde at dele ting fra sit liv derinde, uden at skulle skrive særlig meget. Og meget ofte tager folk jo fotos alligevel. Anyway, her en utilsløret opfordring til at komme derind.

Jeg håber, I har en dejlig weekend, og at jeg snart bliver rask, for jeg er træt af det her og har 1 mill. projekter, men de må altså så vente lidt. Iøvrigt, er jeg stadig imponeret over min “nye” mobil og de gode fotos den tager – ovennævnte er alle taget med den Huawei P Smart.

Offentlighed og et liv

Forleden blev jeg konfronteret med en holdning, som mange sikkert har. Jeg ved det ikke, men hvis en har den, er chancen der ihvertfald. Vedkommende kom med højlydte ytringer om, at h*n altså ikke forstod folks (sikkert direkte henvendt til mig, men jeg lod som ingenting) behov for at plastre deres liv ud i al offentlighed og de skulle få sig et liv.

Nu er det sådan, at vedkommendes forståelse for noget som helst, heldigvis ikke er nødvendig for, at jeg kan gøre helt som jeg har lyst. Noget helt andet er, at det jo er meget meget langt fra at være hele mit liv, der ender i offentlighed, men nøje udvalgte ting.

Nu har jeg en blog – eller faktisk 2, og skal jeg det, så er jeg i en vis grad nødt til at udlevere mig selv i udvalgt grad, medmindre jeg kun postede fotos, og det kunne jeg jo godt og der ender en af bloggene nok snart, men det er en helt anden snak.

At have en blog og “udlevere” sig selv, er ikke for alle. Det medgiver jeg gerne, men sålænge jeg synes det er sjovt, at have den og rigtig mange har lyst til at læse med, så forbliver det sådan.

Til det med at få et liv! Jeg har skam et liv. Lige det liv, jeg har lyst til inklusiv mine blogs, fotos og facebook m.m. For mig er det sjovt og berigende og en del af mit liv. Ikke det hele, men en, jeg ikke har lyst til at undvære. Sålænge folk ikke engang selv har prøvet, hvad det giver af positiver, så synes jeg ærlig talt de skal lukke sprækken! Det ene udelukker ikke det andet.

Har du også mødt den holdning/fordom eller har du den selv?