Uvishedens vished

Som jeg fortalte for noget siden, havde jeg – eller rettere en netbekendt, fundet en søgeengel til mig, der skulle kunne hjælpe i forhold til at finde til min biologiske far, og hele problematikken med at finde ham. Det er altså lidt underligt, det her med en følelse og intuition. Da jeg talte med den her person første gang over Skype, havde jeg en dårlig “vibe”. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor – han forekom mig lidt underlig. Som det flinke menneske, jeg er tænkte jeg, at det sikkert bare var mig.

Set i bagklogskabens kloge lys, skal man lytte til den slags. Men jeg havde jo intet at have mine fornemmelser i, og når man står overfor en, der potentielt kan finde ens biologiske ophav, så bliver man sårbar. Det er der desværre mange derude, der hellere end gerne slår plat på. Også vedkommende her. Det lød så godt og hans første melding var, at han havde en ide om, hvor min far kunne være, og han havde søgt og kun funde personer i live med samme fødselsdag. Så håbefuld var jeg.

Jeg havde lige skrevet med ham, og han sagde, at han ville sende mig en mail samme aften (hans tid), så det regnede jeg selvfølgelig med. Men så gik linien “kold” og jeg hørte intet. Der gik uger, og jeg skrev med passende intervaller og spurgte, hvad der skete og om der var noget nyt, både på mail og Skype – intet!!! En ting er, hvis man intet har fundet, og det er jo reelt nok, hvis sporet går koldt, men at lade folk “hænge” på den måde og ikke svare på beskeder! Det blev mere og mere underligt, også fordi han var online på Skype og bare ignorerede mig.

Enden på det blev, at jeg selvfølgelig var desperat og ikke forstod et kuk af noget som helst og skrev en mail til hende, der havde henvist til ham. Det viste sig så, at også hun havde oplevet højst besynderlig adfærd den vej rundt og andre betalende klienter, der fik samme behandling. Ligeledes kunne hun heller ikke få fat på ham, hverken på mail eller telefon.

Det er ikke så meget pengene, selvom det selvfølgelig også er ærgerligt, men visheden om, at nogen vil være så skrupelløse og udnytte ens sårbare situation. Jeg har oplevet det før, men da var det mange flere penge. Her er det til at overleve bedre, hvis de er tabt, men det er da noget svineri af rang.

Det eneste, der glæder mig er, at jeg på forhånd ikke havde de store forventninger/forhåbninger, både fordi det indtil nu bare har været håbløst, men også for min egen bekyttelses skyld. Nu ville hende, der havde henvist prøve at finde en anden, men jeg tænker på, om jeg skal opgive nu, for jeg må sige, jeg er grundigt træt af det. Egentlig havde jeg jo lige før, hun kom “på banen” en anden i tankerne – det vil jeg lige prøve at vende med hende. Let er det ikke og det er det eneste, der er vished for midt i uvisheden.

Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

Dagen bragte…..

Et visit i stalden til morgen. Svimmelheden er nu så lidt udtalt, at jeg turde give mig i kast med “Beautyboxen” (min striglekasse), og valget faldt først på en af de nye hopper Parisham (FR), som nød og blive gnubbet. Delen med, at blive pænere at se på henad en lille retning af hendes man, var hun dog ikke specielt glad for. Da det var første gang, jeg sådan var i nærkontakt med hende, var jeg meget nænsom og tog kun lidt af med fingrene. Så må vi tage det i etaper. Selvom jeg har det bedre, så jeg ingen grund til at begynde at “slås” om det – vi har god tid.

Senere blev det så Kicker’s tur til at blive ordnet efter han havde været ude med Fie. Så kunne hun komme videre til næste hest, og jeg vil gerne hygge om Kicker. Så det passede fint. Så var det vist nok af det, for en første dag i sving. Solen og den blå himmel kom kortvarrigt, men forsvandt desværre igen. Så var det hjem og hyggge efter et par dejlige timer.

Hygge og hygge, det endte jo med, at jeg faldt i søvn på sofaen og sov lige til klokken 18. Sådan gik den dag, men jeg fik da lidt sund aftensmad – kylling og rodfrugter/kartofler i ovnen.

Med hensyn til min søgeengel bringer hun hele tiden ny og nyttig information, og stiller nogen interessante spørgsmål, der giver mere og mere forståelse af hele situationen dengang. Således også i dagens mail.

For jeg nu ikke skal henfalde til at tro, at den “Hellige grav” er velforvaret, så har jeg gjort noget ved mit højre knæ. Det gør dælme ondt, og efter turen i stalden, gør det endnu mere ondt. Hvad har jeg lavet? Det sagde “knæk” i det forleden, og siden har det gjort ondt. Suk! Der skal åbenbart være et eller andet. Nu har jeg støttebind på, og så må vi se, hvordan….

Nu vil jeg have en kop te, inden jeg skal sove igen. Morgendagen bringer venindehygge!