Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten

Uvishedens vished

Som jeg fortalte for noget siden, havde jeg – eller rettere en netbekendt, fundet en søgeengel til mig, der skulle kunne hjælpe i forhold til at finde til min biologiske far, og hele problematikken med at finde ham. Det er altså lidt underligt, det her med en følelse og intuition. Da jeg talte med den her person første gang over Skype, havde jeg en dårlig “vibe”. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor – han forekom mig lidt underlig. Som det flinke menneske, jeg er tænkte jeg, at det sikkert bare var mig.

Set i bagklogskabens kloge lys, skal man lytte til den slags. Men jeg havde jo intet at have mine fornemmelser i, og når man står overfor en, der potentielt kan finde ens biologiske ophav, så bliver man sårbar. Det er der desværre mange derude, der hellere end gerne slår plat på. Også vedkommende her. Det lød så godt og hans første melding var, at han havde en ide om, hvor min far kunne være, og han havde søgt og kun funde personer i live med samme fødselsdag. Så håbefuld var jeg.

Jeg havde lige skrevet med ham, og han sagde, at han ville sende mig en mail samme aften (hans tid), så det regnede jeg selvfølgelig med. Men så gik linien “kold” og jeg hørte intet. Der gik uger, og jeg skrev med passende intervaller og spurgte, hvad der skete og om der var noget nyt, både på mail og Skype – intet!!! En ting er, hvis man intet har fundet, og det er jo reelt nok, hvis sporet går koldt, men at lade folk “hænge” på den måde og ikke svare på beskeder! Det blev mere og mere underligt, også fordi han var online på Skype og bare ignorerede mig.

Enden på det blev, at jeg selvfølgelig var desperat og ikke forstod et kuk af noget som helst og skrev en mail til hende, der havde henvist til ham. Det viste sig så, at også hun havde oplevet højst besynderlig adfærd den vej rundt og andre betalende klienter, der fik samme behandling. Ligeledes kunne hun heller ikke få fat på ham, hverken på mail eller telefon.

Det er ikke så meget pengene, selvom det selvfølgelig også er ærgerligt, men visheden om, at nogen vil være så skrupelløse og udnytte ens sårbare situation. Jeg har oplevet det før, men da var det mange flere penge. Her er det til at overleve bedre, hvis de er tabt, men det er da noget svineri af rang.

Det eneste, der glæder mig er, at jeg på forhånd ikke havde de store forventninger/forhåbninger, både fordi det indtil nu bare har været håbløst, men også for min egen bekyttelses skyld. Nu ville hende, der havde henvist prøve at finde en anden, men jeg tænker på, om jeg skal opgive nu, for jeg må sige, jeg er grundigt træt af det. Egentlig havde jeg jo lige før, hun kom “på banen” en anden i tankerne – det vil jeg lige prøve at vende med hende. Let er det ikke og det er det eneste, der er vished for midt i uvisheden.

Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

Dagen bragte…..

Et visit i stalden til morgen. Svimmelheden er nu så lidt udtalt, at jeg turde give mig i kast med “Beautyboxen” (min striglekasse), og valget faldt først på en af de nye hopper Parisham (FR), som nød og blive gnubbet. Delen med, at blive pænere at se på henad en lille retning af hendes man, var hun dog ikke specielt glad for. Da det var første gang, jeg sådan var i nærkontakt med hende, var jeg meget nænsom og tog kun lidt af med fingrene. Så må vi tage det i etaper. Selvom jeg har det bedre, så jeg ingen grund til at begynde at “slås” om det – vi har god tid.

Senere blev det så Kicker’s tur til at blive ordnet efter han havde været ude med Fie. Så kunne hun komme videre til næste hest, og jeg vil gerne hygge om Kicker. Så det passede fint. Så var det vist nok af det, for en første dag i sving. Solen og den blå himmel kom kortvarrigt, men forsvandt desværre igen. Så var det hjem og hyggge efter et par dejlige timer.

Hygge og hygge, det endte jo med, at jeg faldt i søvn på sofaen og sov lige til klokken 18. Sådan gik den dag, men jeg fik da lidt sund aftensmad – kylling og rodfrugter/kartofler i ovnen.

Med hensyn til min søgeengel bringer hun hele tiden ny og nyttig information, og stiller nogen interessante spørgsmål, der giver mere og mere forståelse af hele situationen dengang. Således også i dagens mail.

For jeg nu ikke skal henfalde til at tro, at den “Hellige grav” er velforvaret, så har jeg gjort noget ved mit højre knæ. Det gør dælme ondt, og efter turen i stalden, gør det endnu mere ondt. Hvad har jeg lavet? Det sagde “knæk” i det forleden, og siden har det gjort ondt. Suk! Der skal åbenbart være et eller andet. Nu har jeg støttebind på, og så må vi se, hvordan….

Nu vil jeg have en kop te, inden jeg skal sove igen. Morgendagen bringer venindehygge!