Nej helt så slemt er det ikke. Det går lige vil jeg sige, men stadig kun sålænge, jeg holder mig relativt i ro. Så det gør jeg så. Som jeg skrev, har jeg modtaget min Syreeta CD i dag. Dejlig, dejlig musik, og udover Spinning, Spinning, som jeg fortalte om forleden, er et andet yndlingsnummer også på CD’en. Sangen ovenfor, hvor hun synger duet med Smokey Robinson.
Da jeg havde mine vinylplader, havde jeg den med Carl Andersson og var helt vild med den sang. Til gengæld sagde resten af LP’en mig ikke rigtig noget. Nu fik jeg så den med i købet her, og den er lige så god med Syreeta og Smokey. Win win!
Jeg havde håbet at finde en liveoptagelse, men til gengæld er lyden her fantastisk – svært at få det hele. Sangen har tilsyneladende været i filmen. Begge handler således om noget, der kører rundt – det er sådan set jo slet ikke tilsigtet, men igen passer det jo meget fint.
Jeg var i Lyngby i dag. Jeg skulle derud efter, noget, der er svært at opdrive, men som man kan have god brug for som veganer liquid smoke. Da jeg kom derud var det udsolgt. De kan simpelthen ikke skaffe så meget, som de kan sælge – øv! Så det var faktisk en forgæves tur derud, bortset fra jeg selvfølgelig også fik købt lidt andet, men det havde jeg ikke behøvet at skulle til Lyngby for. Havde jeg kigget hjemesiden vill jeg have set, men det faldt mig da ikke ind, det kunne blive udsolgt. Nu har jeg så bestilt en flaske, og hun ringer til mig, når det er hjemme.
Det her svimmelhedshalløj, kan drive mig helt til vanvid. Hvis ikke jeg var svimmel før den her tur, så er jeg det da nu. Jeg kom sådan til at tænke på ovennævnte sang. Den version, jeg tænkte på var med et dansk band lige så langt tilbage (70′erne – og jeg kan ikke huske bandet lige nu), men så prøvede jeg at Google, og fandt ovensiddende. Jeg har altid elsket den sang, og nu viser det sig, at den er på en “Essential Collection” med den originale artist – Syreeta, som iøvrigt lige “er mig”, så til den pris, så kom den i kurven. Og sangen er jo sådan set meget passende for tingenes tilstand. Kald mig bare “Old School”, men sådan noget musik, laves bare ikke mere. Der er dog dem, der holder den i live som Mariah Carrey og mange flere, og således dør den aldrig – Gudskelov. Sangen de synger er også et originalt Syreeta hit! Mariah Carey er også en stor favorit her, når hun netop synger den her slags sange. Syreeta døde kun 57 år gammel tilbage i 2004 som endnu et offer for cancer. Trist, hun var et stort og meget undervurderet talent.
Der var iøvrigt drama på toget på vej hjem. Jeg var heldig at togene passede meget fint, men de kører jo også hvert 10. minut. Mellem Lyngby og Hellerup stopper toget så pludselig ved min barndoms station Bernstorffsvej fordi der løber en hund på skinnerne ved Hellerup! Da vi landede på Hellerup steg jeg af, og havde en tur til Netto for lidt der også, nu jeg var igang, og da jeg kom tilbage rendte de stadig rundt og ledte efter den her hund. Jeg håber, de finder den.
Count on me through thick and thin
A friendship that will never end
When you are weak, I will be strong
Helping you to carry on
Call on me, I will be there, don’t be afraid
Please believe me when I say, count on
I can see that it’s hurting you, I can feel your pain
It’s hard to see the sunshine, through the rain, oh
I know sometimes it seems as if, it’s never gonna end
But you’ll get through it
Just don’t give in cause you can
[Chorus]
You can count on me
I know sometimes it seems as if, we’re standing all alone
Be we’ll get through it, ’cause love won’t let us fall
[Chorus]
There’s a place inside of all of us
Where our faith in love begins
You should reach to find the truth in love
The answers there within, oh
I know that life can make you feel
It’s much harder than it really is
But we’ll get through it, just don’t give in
Hvorfor denne video? Jeg tror iøvrigt, jeg har vist jer den før, men husker det ikke. Det er der ikke den store skade ved, for det er noget af det bedste, der er lavet med Whitney, og en sang der giver mig gåsehud hver eneste gang, jeg hører den. Den er fra filmen “Waiting to Exhale“, som er en sød tøsefilm. Det man skal se filmen for, er ikke mindst musikken som er helt genial. Den er for en stor dels vedkommende skrevet af Babyface, som han er helt fantastisk til – super soul. Jeg har altid elsket soul, og engang var jeg meget optaget af netop det, og vidste rigtig meget om det. Stilen ændrede sig over årene til hip hop, dance og techno. Noget jeg aldrig har brudt mig om. Der er dog stadig nogen, der kan “rigtig old school” stadig. Babyface er en af dem.
Alt det her kom sig af en artikel i Madamme Noire (online magasin). Da jeg læste det om Babyface kom jeg til at tænke på nummeret ovenfor. Det var en gammel venindes, som jeg desværre ikke ser længere (hendes valg), og min sang, hvis man kan sige det sådan. En sang vi hørte meget ofte, når vi var sammen og jeg gav hende albummet “Waiting to exhale”. Måske tænker hun på mig engang imellem, som jeg på hende – jeg ved det ikke.
Jeg elsker stadig soul, og har mange albums med det. Dog ikke så mange, som da jeg havde vinylplader. Men en af de største favoritter var og er bestemt Whitney Houston. Der er mange flere, og flere er spillet her. Idag skal det dog kun handle om Whitney sangen ovenfor, og ikke mindste denne dokumentar, som jeg fandt inde på Youtube, om Whitney’s liv. Måske har du set den, jeg havde ikke. Interessant er den ihvertfald synes jeg. Der er blandt andet optagelser af en helt ung Whitney, hvor hendes rå talent tydeligt ses, og man genkender stemmen med det samme. Uanset, hvad ellers var den helt unik og fantastisk – stemmen!
Igår da vi kørte hjem fra Julefrokost, hørte vi radio. Det var kanal 100 FM, som var på den nostalgiske bølge. rigtig fedt. Så vi kunne genhøre alle vores ungdoms numre. Et af numrene var det her, som vi godt nok ikke var enige om, hvem var med. Det viser sig så, at ingen af os havde ret. Min medpassagër huskede den version med The Communards, hvorimod jeg så huskede en, der var endnu ældre, som er originalen med Thelma Houston. Men det er en fed sang uanset, og den kan nok dårligt ødelægges. Her får du lige versde to versioner og en ekstra. Vi fik helt lyst til at danse, men det gik jo ikke. Men det var en dejlig opmuntring midt i snehelvede, hvor tungen skulle være lige i munden.
Og så lige for at have den formentlig nyeste version med, som også er rigtig fin synes jeg:
The O’Jays har eksisteret i rigtig mange år, og er soul, når det er helt, helt autentisk. Her er de med et af de første numre, jeg hørte med dem i rigtig 70′er stil.
Jeg har ofte tænkt, at jeg simpelthen har soulmusik i årerne, for jeg får altså en helt bestemt følelse af lige den slags musik. Jeg har også altid været den, der var førende udi den slags førhen, da jeg stadig fulgte meget med i den slags. Selvom jeg ikke gør det så meget mere, så er det stadig en kilde til stor glæde. Noget mere end andet selvfølgelig.
Jeg bliver ihvertfald stolt og glad over at være landsmand med en mand som ham her, nu da jeg iaften så ham igen,og jeg er sikker på, der ligger noget arv der og spiller ind, men det gør heller ikke spor. Nu mangler jeg bare en at kunne synge den her til – men indtil da er det også fint bare at lytte:
Her imorges så jeg et indslag på TV om en CD-pakke. Hvad har det med noget at gøre. Tjah! Det kommer nu. Blandt de sange, der er på den, er den her nedenfor med Toni Braxton. Jeg har to CD’er med hende, også den med denne sang på. Men som med så meget andet musik, har jeg været for dårlig til at høre det, de sidste år. Og det er jo tåbeligt. Det må jeg gøre noget ved, og så vil jeg iøvrigt have den soul-collection på et tidspunkt. Det er en guldskat af dejlige numre.
Sangen bragte også et helt andet minde. Om en kærlighed, der aldrig ruster og den Jul, hvor den “slap ud af sækken” så at sige. Hvert år til Jul tænker jeg på, da vi endelig sagde højt, hvad vi begge to godt vidste, og hvor smukt det var. Den her sang er til ham.
Som så ofte før, kunne jeg ikke sove, og surfede rundt for at finde noget at se, og så var der noget, der lige var mig. Et portræt af en fantastisk musiker – Barry White. Jeg er fuldstændig vild med hans musik, og har jeg ikke lyst til at danse i forvejen, så sæt bare ham på, så kan jeg ikke lade være, og især ovennævnte, er jeg helt vild med. Den har jeg også danset til mange, mange gange. For mig er hans musik evig og helt lig med kærlighed og solskin. Den stemme er bare fantastisk.
Barry White var født i 1944, og således kun 58 år da han døde i 2003 af følgerne af flere hjerneblødninger. Han så meget ældre ud, og jeg er sikker på mange er overraskede over, at han ikke var ældre. Jeg var ihvertfald.
Han startede som back-up for en gruppe, der hed Love Unlimited, som fik stor sucess. Senere skrev han, hvad der senere blev betragtet som det første discohit nogensinde – Love’s Theme, og ligeledes det eneste af 2 instrumentalnumre til nogensinde nå 1. plads på Top of The Pops. I det hele solgte Barry Eugene Carter, som han rigtigt hed over 50 mill. plader. Han var en stor mand, både fysisk, stemmemæssigt og i hele sin udstråling.
For mig vil han leve evigt, og jeg vil altid få lyst til at danse, og få solen indenfor, når jeg spiller Barry White. Kan du virkelig sige dig fri for, at få lyst til en svingom, når du hører ovenstående? Og idag er det eneste solskin jeg får, hans dejlige stemme. Så den vil jeg nyde, mens jeg skriver og ordner fotos! Håber han bringer solen til dig også!
– men indtil da er det også fint bare at lytte: