Hannah!

En god ven på Facebook, gjorde opmærksom på Hannah Barrett, og hold nu lige op og så på en grå og trist søndag morgen. Solen skinnede og alt blev levende. Helt, helt utrolig er hun – hun er 17!!! Der er mere på Youtube.

Hun var med i 2013’s X-Factor, men blev helt uforklarligt stemt hjem. Det er derfor jeg aldrig ser X-Factor, for når uvidende mennesker får lov at stemme på helt forkert baggrund sker dette. Men bare rolig, “the cat is out of the bag” og hende her får ikke lov at blive glemt.

Here And Now

Jeg har nævnt det før, jeg elsker Luther Vandross og mener han leverede noget af det bedste Soul, der nogensinde er lavet. Han døde desværre tilbage i 2005 (kan ikke fatte, det er så længe siden, men det viser, hvor hurtigt tiden flyver), kun 54 år gammel. Så trist. Han var endelig ved at blive anerkendt for sit enorme talent både som sangskriver, arrangør og sanger.

Han har været i Danmark en gang, hvor jeg var så heldig at se ham. Det var i Tivoli’s Koncertsal, og jeg er stadig overrasket over at bygningen står. Hold da så op, hvor var det fantastisk. Lyt nummeret ovenfor, hvor I får en god fornemmelse for hans fantastiske stemme. Dejlig, dejlig sang.

Sangen er til to venner, som i dag har fået en dejilg, dejlig gave, som de sådan fortjener!

En chokoladegufgentagelse

Hjertestoppende god er den her sang – tidløs hjertesorgsmusik, som aldrig bliver forældet. Den er bare fantastisk ligesom Toni Braxtons stemme er det. Jeg e l s k e r den sang. Og endnu mere fordi jeg ikke har hjertesorg!

Jeg har vist den før på bloggen, men det var en anden version, og jeg kender ihvertfald en, der gerne vil se ham den lækre chokoladesteg, der er i videoen ovenfor ;-)

Kærligheden jeg nævner i det første indslag – Jamen jo, ham ville jeg sørme gerne have tilbage – til enhver tid, men livet er for kort til at sørge hele tiden. Han bor i mit hjerte, som jeg også bor i hans.

Et musikalsk geni

Jeg føler mig så heldig, at jeg har levet da nogen af de største navne i historien har været levende og på toppen. Isaac Hayes, er en af dem, omend han aldrig helt fik den anderkendelse, han skulle have haft. Det til trods, er ingen uenige i, at han var et kæmpe talent.

Som mange andre startede han helt på bunden, nåede toppen med blandt andet ovensiddende nummer og mistede også en masse penge og måtte starte stort set forfra. På privatsiden fik han 11 børn med 7 koner – behøver jeg sige det – han var damernes ven :-) – og tog herfra meget tidligt i en alder af 65 i 2008. Ovensiddende er fra 2002, altså ikke så længe før, han gik bort.

Du kender formentlig ovensiddende sang, men han havde andre hits, blandt andre Walk on By (som du måske bedre kender med Dionne Warwick) og “Never Can Say Goodbye“. “Fragile” (1995), “That Loving Feeling”, er andre eksempler på hans kunnen og helt specielle stil og sidst men ikke mindst, kan du her se en hel koncert med ham.

Jeg fandt en ny side i dag, og der fandt jeg en dokumentar om Isaac, som du altså også kan se, hvis du har lyst. Så nej, jeg har ikke set Melodi Grand Prix, jeg har siddet og hørt (efter min mening), noget meget bedre.

Det hele kører rundt

Nej helt så slemt er det ikke. Det går lige vil jeg sige, men stadig kun sålænge, jeg holder mig relativt i ro. Så det gør jeg så. Som jeg skrev, har jeg modtaget min Syreeta CD i dag. Dejlig, dejlig musik, og udover Spinning, Spinning, som jeg fortalte om forleden, er et andet yndlingsnummer også på CD’en. Sangen ovenfor, hvor hun synger duet med Smokey Robinson.

Da jeg havde mine vinylplader, havde jeg den med Carl Andersson og var helt vild med den sang. Til gengæld sagde resten af LP’en mig ikke rigtig noget. Nu fik jeg så den med i købet her, og den er lige så god med Syreeta og Smokey. Win win!

Jeg havde håbet at finde en liveoptagelse, men til gengæld er lyden her fantastisk – svært at få det hele. Sangen har tilsyneladende været i filmen. Begge handler således om noget, der kører rundt – det er sådan set jo slet ikke tilsigtet, men igen passer det jo meget fint.

Nostalgi og kolde facts….

Jeg var i Lyngby i dag. Jeg skulle derud efter, noget, der er svært at opdrive, men som man kan have god brug for som veganer liquid smoke. Da jeg kom derud var det udsolgt. De kan simpelthen ikke skaffe så meget, som de kan sælge – øv! Så det var faktisk en forgæves tur derud, bortset fra jeg selvfølgelig også fik købt lidt andet, men det havde jeg ikke behøvet at skulle til Lyngby for. Havde jeg kigget hjemesiden vill jeg have set, men det faldt mig da ikke ind, det kunne blive udsolgt. Nu har jeg så bestilt en flaske, og hun ringer til mig, når det er hjemme.

Det her svimmelhedshalløj, kan drive mig helt til vanvid. Hvis ikke jeg var svimmel før den her tur, så er jeg det da nu. Jeg kom sådan til at tænke på ovennævnte sang. Den version, jeg tænkte på var med et dansk band lige så langt tilbage (70’erne – og jeg kan ikke huske bandet lige nu), men så prøvede jeg at Google, og fandt ovensiddende. Jeg har altid elsket den sang, og nu viser det sig, at den er på en “Essential Collection” med den originale artist – Syreeta, som iøvrigt lige “er mig”, så til den pris, så kom den i kurven. Og sangen er jo sådan set meget passende for tingenes tilstand. Kald mig bare “Old School”, men sådan noget musik, laves bare ikke mere. Der er dog dem, der holder den i live som Mariah Carrey og mange flere, og således dør den aldrig – Gudskelov. Sangen de synger er også et originalt Syreeta hit! Mariah Carey er også en stor favorit her, når hun netop synger den her slags sange. Syreeta døde kun 57 år gammel tilbage i 2004 som endnu et offer for cancer. Trist, hun var et stort og meget undervurderet talent.

Der var iøvrigt drama på toget på vej hjem. Jeg var heldig at togene passede meget fint, men de kører jo også hvert 10. minut. Mellem Lyngby og Hellerup stopper toget så pludselig ved min barndoms station Bernstorffsvej fordi der løber en hund på skinnerne ved Hellerup! Da vi landede på Hellerup steg jeg af, og havde en tur til Netto for lidt der også, nu jeg var igang, og da jeg kom tilbage rendte de stadig rundt og ledte efter den her hund. Jeg håber, de finder den.

Count on me & Super Soul

Count on me through thick and thin
A friendship that will never end
When you are weak, I will be strong
Helping you to carry on
Call on me, I will be there, don’t be afraid
Please believe me when I say, count on

I can see that it’s hurting you, I can feel your pain
It’s hard to see the sunshine, through the rain, oh
I know sometimes it seems as if, it’s never gonna end
But you’ll get through it
Just don’t give in cause you can

[Chorus]

You can count on me
I know sometimes it seems as if, we’re standing all alone
Be we’ll get through it, ’cause love won’t let us fall

[Chorus]

There’s a place inside of all of us
Where our faith in love begins
You should reach to find the truth in love
The answers there within, oh
I know that life can make you feel
It’s much harder than it really is
But we’ll get through it, just don’t give in

Hvorfor denne video? Jeg tror iøvrigt, jeg har vist jer den før, men husker det ikke. Det er der ikke den store skade ved, for det er noget af det bedste, der er lavet med Whitney, og en sang der giver mig gåsehud hver eneste gang, jeg hører den. Den er fra filmen “Waiting to Exhale“, som er en sød tøsefilm. Det man skal se filmen for, er ikke mindst musikken som er helt genial. Den er for en stor dels vedkommende skrevet af Babyface, som han er helt fantastisk til – super soul. Jeg har altid elsket soul, og engang var jeg meget optaget af netop det, og vidste rigtig meget om det. Stilen ændrede sig over årene til hip hop, dance og techno. Noget jeg aldrig har brudt mig om. Der er dog stadig nogen, der kan “rigtig old school” stadig. Babyface er en af dem.

Alt det her kom sig af en artikel i Madamme Noire (online magasin). Da jeg læste det om Babyface kom jeg til at tænke på nummeret ovenfor. Det var en gammel venindes, som jeg desværre ikke ser længere (hendes valg), og min sang, hvis man kan sige det sådan. En sang vi hørte meget ofte, når vi var sammen og jeg gav hende albummet “Waiting to exhale”. Måske tænker hun på mig engang imellem, som jeg på hende – jeg ved det ikke.

Jeg elsker stadig soul, og har mange albums med det. Dog ikke så mange, som da jeg havde vinylplader. Men en af de største favoritter var og er bestemt Whitney Houston. Der er mange flere, og flere er spillet her. Idag skal det dog kun handle om Whitney sangen ovenfor, og ikke mindste denne dokumentar, som jeg fandt inde på Youtube, om Whitney’s liv. Måske har du set den, jeg havde ikke. Interessant er den ihvertfald synes jeg. Der er blandt andet optagelser af en helt ung Whitney, hvor hendes rå talent tydeligt ses, og man genkender stemmen med det samme. Uanset, hvad ellers var den helt unik og fantastisk – stemmen!

Nostalgisk hjemtur

Igår da vi kørte hjem fra Julefrokost, hørte vi radio. Det var kanal 100 FM, som var på den nostalgiske bølge. rigtig fedt. Så vi kunne genhøre alle vores ungdoms numre. Et af numrene var det her, som vi godt nok ikke var enige om, hvem var med. Det viser sig så, at ingen af os havde ret. Min medpassagër huskede den version med The Communards, hvorimod jeg så huskede en, der var endnu ældre, som er originalen med Thelma Houston. Men det er en fed sang uanset, og den kan nok dårligt ødelægges. Her får du lige versde to versioner og en ekstra. Vi fik helt lyst til at danse, men det gik jo ikke. Men det var en dejlig opmuntring midt i snehelvede, hvor tungen skulle være lige i munden.

Og så lige for at have den formentlig nyeste version med, som også er rigtig fin synes jeg: