Arv og et gensyn

Jeg har ofte tænkt, at jeg simpelthen har soulmusik i årerne, for jeg får altså en helt bestemt følelse af lige den slags musik. Jeg har også altid været den, der var førende udi den slags førhen, da jeg stadig fulgte meget med i den slags. Selvom jeg ikke gør det så meget mere, så er det stadig en kilde til stor glæde. Noget mere end andet selvfølgelig.

Jeg bliver ihvertfald stolt og glad over at være landsmand med en mand som ham her, nu da jeg iaften så ham igen,og jeg er sikker på, der ligger noget arv der og spiller ind, men det gør heller ikke spor. Nu mangler jeg bare en at kunne synge den her til ;-) – men indtil da er det også fint bare at lytte:

Hvert år til Jul

Her imorges så jeg et indslag på TV om en CD-pakke. Hvad har det med noget at gøre. Tjah! Det kommer nu. Blandt de sange, der er på den, er den her nedenfor med Toni Braxton. Jeg har to CD’er med hende, også den med denne sang på. Men som med så meget andet musik, har jeg været for dårlig til at høre det, de sidste år. Og det er jo tåbeligt. Det må jeg gøre noget ved, og så vil jeg iøvrigt have den soul-collection på et tidspunkt. Det er en guldskat af dejlige numre.

Sangen bragte også et helt andet minde. Om en kærlighed, der aldrig ruster og den Jul, hvor den “slap ud af sækken” så at sige. Hvert år til Jul tænker jeg på, da vi endelig sagde højt, hvad vi begge to godt vidste, og hvor smukt det var. Den her sang er til ham.

Klik nedenfor for teksten
Læs resten

Solskinsmusik på Charlie

Som så ofte før, kunne jeg ikke sove, og surfede rundt for at finde noget at se, og så var der noget, der lige var mig. Et portræt af en fantastisk musiker – Barry White. Jeg er fuldstændig vild med hans musik, og har jeg ikke lyst til at danse i forvejen, så sæt bare ham på, så kan jeg ikke lade være, og især ovennævnte, er jeg helt vild med. Den har jeg også danset til mange, mange gange. For mig er hans musik evig og helt lig med kærlighed og solskin. Den stemme er bare fantastisk.

Barry White var født i 1944, og således kun 58 år da han døde i 2003 af følgerne af flere hjerneblødninger. Han så meget ældre ud, og jeg er sikker på mange er overraskede over, at han ikke var ældre. Jeg var ihvertfald.

Han startede som back-up for en gruppe, der hed Love Unlimited, som fik stor sucess. Senere skrev han, hvad der senere blev betragtet som det første discohit nogensinde – Love’s Theme, og ligeledes det eneste af 2 instrumentalnumre til nogensinde nå 1. plads på Top of The Pops. I det hele solgte Barry Eugene Carter, som han rigtigt hed over 50 mill. plader. Han var en stor mand, både fysisk, stemmemæssigt og i hele sin udstråling.

For mig vil han leve evigt, og jeg vil altid få lyst til at danse, og få solen indenfor, når jeg spiller Barry White. Kan du virkelig sige dig fri for, at få lyst til en svingom, når du hører ovenstående? Og idag er det eneste solskin jeg får, hans dejlige stemme. Så den vil jeg nyde, mens jeg skriver og ordner fotos! Håber han bringer solen til dig også!

De snakker om

boneymbillet.jpg

Jamen igår på fjernsynet gik de helt “i selvsving” over 80-erne! Det kan jeg altså ikke!!! For mig og flere andre, der er lidt ældre er det jo 70’erne, der duer! Til nøds en bid af den allerførste del af 80’erne, men i hovedtræk 70-erne! Uha, hvor kan jeg også huske nogen numre da. Selvfølgelig alle dem, der bliver nævnt på danse- og partyglade blogge. De vil have en fest – jamen jeg vil gerne med, og ovenikøbet, har jeg fundet min ungdoms DJ – gad vide, om han kunne overtales!! :D Nej jeg tror næppe, han har alle skiverne mere, og desuden bor han nu i USA – Pokkers også, for han var GOD!!! Du ved selv hvem du er, og jeg takker for dejlige ungdomsminder!!! :) – Iøvrigt fandt vi ud af, hvad sangen hed “Everybody Go Home The Party’s over” med Clodagh Rodgers! Vi kom da helt ud af trit med at skrive, jeg må vist lige smide ham en mail! Det var da så hyggeligt! Og så kan I jo nyde John “kører med klatten” i stor stil i et ægte 70’er nummer – og indbegrebet af det.

Billetten er også ren nostalgi, fra en koncert med Boney M, som jo også i den grad er 70’erne. Tænk at have været del af noget historisk! Hjælp man bliver gammel! :o