Once in a lifetime?


Engang imellem møder man mennesker, man aldrig, aldrig glemmer. Nogen for noget godt, og andre for det modsatte. På den gode side, er dem man får helt specielle følelser for, og det er noget ganske særligt. Desværre er livet også nogengange træls, og man får ikke altid sin hjertes udkårne – heller ikke selvom kærligheden er gensidig.

Sådan en oplevelse havde jeg for snart nogle år siden nu (da jeg boede på Lolland), men det gør den ikke mindre tydelig i min errindring, og heller ikke i hans er jeg sikker på. Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over, at tingene gik som de gjorde, for han var og er stadig noget helt særligt – en soulmate. Dem finder man ikke ofte.

En sådan savner man, når man står overfor livets store ting. Og uagtet, jeg har verdens bedste veninder, så er sådan en kæreste/soulmate jo noget andet. Jeg kan blive bange for, at han var en “Once in a liftetime” oplevelse – jeg håber det ikke, men uagtet, er jeg stadig dybt taknemmelig for, at have kendt ham, og tænker ofte på ham. Omvendt kan jeg kun håbe, men er alt “som det plejer”, så ved jeg, at han tænker på mig også. Og det er vel nok mest af alt bittersødt!