Kattejammer


img_6417opt.jpg

Jeg fortalte for noget tid siden, om at jeg ville prøve at udelukke Garbo fra soveværelset p.g.a. min allergi, da jeg kan mærke hendes tilstedeværelse der, gør det meget værre.

Det lader så til at det for hende, er en følelsesmæssig meget mere kompliceret sag, end at hun bare skal sove i sin lille seng, på lammeskind i sofa el. stol end lige først antaget.

Når sengetid nærmere er hun jo ikke dummere end at hun skynder sig ind under sengen og holder “lav profil” og håber at jeg glemmer ALT om, at lukke hende ind i stuen. Det gør jeg jo selvfølgelig ikke, og må ind og jage hende ind i stuen under protest selvfølgelig.

Garbo er meget snakkende i forvejen, og når hun så ikke får sin vilje, så endnu mere. Så klokken meget, meget tidligt, kan jeg forvente at blive vækket af hende, ligesom hun protesterer pænt længe efter, at jeg har lukket hende ind i stuen. Dels er det pi…irriterende og dels skærer det mig i hjertet. Når jeg endelig ligger på sofaen så klistre hun til mig. Som igår forbarmede jeg mig over hende, og lod hende blive, for jeg elsker hende jo, og nyder at have hende. Hvis jeg bare kunne vise (det kan jeg selvfølgelig filme) hendes lille hoved, der putter sig i min hånd, og hvor meget hun nyder at være hos mig, så ville I forstå, hvorfor det er så svært. Det må jo også være forvirrende for hende. Hun har sovet hos mig det meste af sit 15-årige liv, og hvis ikke med mig, så i det mindste med “Tutten” som selskab. Men hun sover jo alene, når jeg ikke er hjemme, men der er bestemt forskel i hendes hoved, det er ganske vist.

Og jeg er ved at rive hårene ud af hovedet af fortvivelse. Jeg kan vælge at lade hende blive og lide alverdens kvaler med allergien. Den løsning kan jeg gribe til engang imellem og så skifte sengetøj dagen efter og vaske og gøre ved. Men som hovedregel er jeg nødt til at lukke hende ude, og så kan jeg så vælge at få ødelagt min nattesøvn. Noget jeg heller ikke har godt af. Altså pest eller kolera og en værre gang kattejammer! :(