Tilbage


Royal Legend v/Silca Legend – Royal Fillly var en af tre som fik særforplejning idag

Jeg havde besluttet, at jeg skulle i stalden idag. Det af flere grunde. Dels fordi nu skal jeg igang igen, omend det så kun bliver et par timer til at starte med. Det blev det godt og vel idag. Egentlig ville jeg gerne have taget derned imorgen. Det kan jeg ikke, idet der kommer varmeaflæsermand. Han kom ikke sidst, han skulle have været, og den nye aftale er så imorgen mellem 10-12, ,hvor jeg jo så skal være hjemme.

I stalden fik jeg striglet og ordet fødder på Larchmont, som jeg er meget gode venner med. Man kan så sige, det er uhyggeligt svært, at være andet end gode venner med ham. Han er ved at kravle op på skødet af en for at sludre, så snart man kommer.Således også idag – en ren fryd at omgås. Han fik også parykken ordnet – noget de næsten allesammen trænger til nu. Og nu nærmer vi os jo tiden, hvor de skal ud igen sådan rigtigt, og så må de godt se pæne ud.

Så idag “gik det udover” Larchmont, Royal Legend og Louqita. De to sidste, satte ikke sådan ligefrem pris på særbehandling, når det var på den måde. Royal Legend skal altid lige prøve grænser af, men hende kan jeg godt sætte på plads. Når hun så først finder ud af, at den ikke går, nå ja – så kan hun godt stå stille. Anderledes var det med Loquita. Jeg har ordnet hendes man før, og hun har aldrig været vild med det, og det har kostet mere end sved på panden, det er også sikkert. Men idag gad jeg ikke tage kampen med hende. Det var simpelthen for anstrengende, så Lena gav en hånd, så hun kunne komme til at se civiliceret ud og jeg slap for at ende mine dage flad som en pandekage. Men der er rigeligt at tage fat på, og når dem som residerer på landet kommer, bliver det først travlt – for de ser herrens ud. Men vi tager det roligt – en hest ad gangen. Det var skønt at komme derned igen.

En dag i stalden


Et fra arkiverne (første serie med det nye kamera) – Cathrine Weilby på Royal Award (ham havde jeg også fat i idag. Ih Guder han er stor!!), og Susie Glennie på min elskede Finish First. Både Cat og Susie mangler jeg, ligesom jeg mangler min dejlige røde hest. En ud af tre er ikke godt nok i den sammenhæng. Det er kun Susie, jeg får tilbage igen. Iøvrigt har jeg hørt fra hende idag og hun sender hilsen til alle. Finish har det heldigvis godt på landet, men det ændre altså ikke på, at jeg savner.

Jeg var i stalden idag. Efter en hel uges fravær på grund af ryggen. Er lige overrasket hver gang over, hvor dejligt det er at komme derned, men det er jo kun godt, at det føles sådan. Og jeg skal da love for, jeg blev kastet ud i det. Jeg passede nu på ryggen, omend den godt kan mærkes lidt nu igen.

Der var heste, der skulle ud og ind og vi startede med at have Mojito (kuglerne er røget, men der går jo lidt inden effekten viser sig) på fold. Det var ingen stor succes, for han er yderst kreativ den unge mand. Først røg der et bræt, som så blev sat på plads. Det kun for, at han 5 minutter efter kunne rive både det øverste og det nederste ned. Det var da godt, jeg stod derude så han ingen steder kunne løbe. Lille bandit er han. Så kom han på walker og hegnet repareret lidt senere af Søren. Jeg fik fornnøjelsen af at tage ham ind. Om man vil kalde det en fornøjelse, ved jeg snart ikke. Men der var lille sort hest over det hele og det gik stærkt. Jeg holdt fast, det bedste jeg har lært og det gik da efter omstændighederne godt. Nu hjalp det så heller ikke, at en af Søren Jensens heste gik på folden og var meget frisk, og der kom to lot hjem samtidig. Så kan de jo hidse hinanden noget så grueligt op og det skal jeg så hilse og sige, de gjorde. Men ind kom vi.

Derudover har jeg haft fornøjelsen af at børste Loquita og Escargot og senere fik vi besøg af Marlene, så hende hjalp jeg også. De to af “klienterne” var noget af en prøvelse, så jeg var godt træt til sidst. Iøvrigt faldt “Herman” i rigtig god jord. Men det regnede jeg nu også med. Da jeg fik min, fik jeg både en opstart og en færdig kage som min veninde havde bagt.

Jeg handlede lidt på vejen hjem og så fik jeg ellers et bad og et fodbad, en drink og noget frokost og så faldt jeg i søvn på sofaen. Nu har jeg selvfølgelig været vågen længe. Fik ikke meget aftensmad, for frokosten var rimelig solid, men har hygget med Crime Night på TV og computeren på skødet.

Weekendplanerne er lidt løse lige nu, men imorgen vil det vise sig, hvad der skal ske. Men sker der ikke noget på den sociale front gør det heller ikke noget. Jeg har stadig de sidste Julekort, der skal skrives, udover den sidste Julepynt, der stadig ikke er kommet op – og nåh ja, nævnte jeg rengøring? ;-) – Rigtig god weekend!

Hestene vi kommer til at savne


Cathrine Weilby og Lights and Stars i en af hans sidste starter
Foto/Copyright: Christina Højelse – er brugt med tilladelse og må ikke kopieres

I galopverden har ting sin tid som regel. Det kan der være mange årsager til. Men som regel er det sådan at der ved sæssonslut, er heste der ikke kommer igen, når vi starter den nye sæsson. Således også i Stald Bechmann.

Lights and Stars er blevet solgt til ridehest. Han er blevet købt af en meget sød pige, og så er han blevet reduceret til vallak i den anledning. Han er en rigtig dejlig hest, og jeg er sikker på, at det bliver super både for Lights og hans nye ejer. At jeg så personligt kommer til at savne ham, er en ting, jeg må lære at leve med. Og så har jeg da iøvrigt fået lov at komme og hilse på ham. Vi kommer alle til at savne ham

Ligeledes er Lady Hjort blevet solgt. Det er især Susie og jeg kede af, for vi var meget glade for hende. Vi håber, at hun også får det godt i sit nye liv og hende vil jeg også prøve, om jeg kan få adgang til at besøge. Hun havde den sødeste personlighed. Hende og jeg gik ihvertfald i spænd sammen.

Og så er der jo vores kære Hongkong som desværre måtte forlade os. Han kommer jo ihvertfald heller ikke mere. Derudover er der alle “måskerne”, som er på landet flere forskellige steder. Det må så vise sig, når vi begynder at tage ind, hvilke af sidste års heste, der kommer igen.