Den gode æbleflæsk – sådan helt forgæves

Jeg skulle sådan helt spontant have en gæst i går aftes. H*n ringede selv og foreslog et kig forbi, til lidt kaffe eller vin. Tidspunktet for ankomst var alligevel spisetid, så jeg sagde, at vedkommende kunne tage vinen med, så ville jeg lave noget mad. Så langt så godt.

Dagen startede så med, at jeg (trods en infalsk hovedpine), drog ned og handlede et par småting. Flæsket havde jeg, og det var af den gode øko-slags, og det kunne lige passe i mængde også. Jeg er vild med Anne (Hjernøe) fra Frilandshaven’s opskrifter, og lige p.t. genudsender de dem faktisk. Og helt sjovt var det netop æbleflæsk, der var på tapetet her forleden, og jeg lod mig inspirere.

Jeg tilpassede lidt, sådan hist og pist – f.eks. brugte jeg stødt spidskommen istedet for hel, og så brugte jeg gulerødder istedet for rødbeder og pistachiekerner istedet for mandler og græskarkerner, og iceberg istedet for hvidkålen. Fignerne sprang jeg over, af den simple årsag, at de ikke havde nogen i Superbest, og som tingene udviklede sig, var det helt fint, ligesom jeg også sprang flæskesvær over. Æblerne og løgene blev stegt på panden og jeg lavede altså ikke mine til mos. Det var iøvrigt naboens, udemærkede nedfaldsæbler, som ellers tilfalder hestene.

Gæsten var forventet omkring klokken 18 og jeg ventede og ventede. Intet skete, og så pludselig kunne jeg se, der var ringet efter visit, der hvor man ikke sender andre. Jeg prøvede at ringe, og fik ingen kontakt, lagde besked og bad vedkommende ringe, men at jeg da gik ud fra, vi sås snart. For en sikkerheds skyld skrev jeg også og bad om en opringning. Det fik jeg ikke, jeg fik en sms med, at vedkommende havde været forbi, og nu var taget i byen, men ville ringe onsdag!!!

Jeg var og er helt målløs. Dels fordi, at måske jeg ikke har hørt døren og jeg ikke lige tog telefonen, men hvis standarden blandt vedkommende og dennes venner er sådan, at når man inviterere på middag, så er man ikke hjemme, så siger jeg “tak for kaffe” – dels ville jeg da aldrig bare sådan lige give op, og dels så ville jeg da lige vente og ringe igen. For mig virker det som om, det bare var en god undskyldning for at tage i byen. Men hvis vedkommende hellere ville det – fint! Men hvorfor så foreslå?

Det skal jo så lige siges, at der selvfølgelig ingen kontakt var at opnå til vedkommendes telefon efterfølgende, selvom min besked om en ønsket opringning blev modtaget. At sige, at jeg er skuffet over den opførsel forslår ikke.

Fotoet, er af salaten, som smagte dejligt som alt det andet. Jeg troede ellers, jeg havde taget af tallerken (min kun, af gode grunde) med det hele, men der var kun dette, og jeg er sikkert blevet afledt i min frustrerede, skuffede og temlig sure tilstand. Jeg ved ikke med dig, men jeg er altså ikke vant til den behandling, og jeg skal være helt ærlig, jeg gider den heller ikke.